Tanker om at være en “rigtig mand”

Det er på mode med mande-grupper. Det er også på mode med kvinde-grupper. Alle steder popper de op og jeg forstår det ikke. Så er det sagt. Mine tanker i denne blog er altså ikke en kritik eller et forsøg på at gøre mig underholdende på andres bekostning, blot en forundring over behovet for disse….for som sagt, så forstår jeg dem ikke.

Måske er der en helt masse lærerigt i at mødes i disse grupper og udveksle oplevelser fra livet, mødes i det rum som medlemmer af det samme køn kan skabe og derved hjælpe hinanden. Det håber jeg, men jeg forstår nok bare ikke grunden til opdelingen.

Der er noget interessant ved sprogbruget, for det virker enormt frastødende på mig, men valget må være blevet truffet ud fra en forestilling om, at det virker appellerende – i hvert fald på en bestemt type mænd, og sådan en type er jeg tydeligvis ikke. Indrømmet. Fordommene vælter ud af mig, når jeg læser sådan noget som dette her. Jeg begynder at sætte mærkater på.

Citat (fra en anden søgning):

…Du vil på kurset lære at sige fra overfor din kvinde…

Jeg vil egentlig hellere sige til. Sige til, når jeg er ked af det, vred, glad eller har lyst til hende. Sige til og vælge til, fremfor at sige fra og vælge fra. Måske er det bare leg med ord, men det første appellerer mere til mig end det andet.

Litteratur om den ”rigtige mand”

Jeg faldt tilfældigvis over en artikel forleden om netop dette emne, om at være en ”rigtig mand”. Åbenbart har en eller anden netop skrevet (endnu) en bog om emnet, og den blev der refereret fra. Jeg troede først, at artiklen var skrevet med det velkendte glimt i øjet, et af de helt klare af slagsen, et af dem der ikke kunne forveksles med andet en spas og skæmt, men til min forbløffelse gik det op for mig, at både bogen og artiklen var skrevet ud fra den overbevisning, at forfatteren havde fat i noget vigtigt her. At nogle tanker var blevet gjort sig og disse fundet anvendelige for andre, og derfor sammenfattet i en bestemt form, som en eller anden forlægger forbløffende nok havde kunnet se en indtægt i at udgive.

Jeg kan lige nu ikke huske ret meget om bogen – ærgerligt nok, men blot at den mente at kunne vejlede mænd i at blive noget andet end de var, i en række beskrevne scenarier. Alle baseret på en given opførsel relateret til arbejde eller kæreste. Begrebet pirrede min nysgerrighed og jeg lavede nogle hurtige søgninger på emnet, og så skal jeg da ellers lige love for, at der var gevinst på alle hylder.

Det er åbenbart vigtigt. At være en ”rigtig mand”. At være en ”forkert mand” er ikke velset, og bør på alle måder undgås. Helledusseda, hvor bør det undgås. Åbenbart findes der en skala, hvorpå graden af rigtighed måles og bedømmes. Denne skala indeholder en række elementer i forhold til hvilke mandighedens rigtighed vurderes. Elementerne kan variere lidt, afhængig af hvilken side eller bog man dykker ned i, men fælles for dem alle er elementet ”kvinde”. ”Kvinden” er altid et element, når mandigheden skal måles, vejes og forhåbentlig ikke findes for let.  ”Jobbet” er også for det meste en væsentlig faktor i forhold til at være en rigtig mand. Åbenbart er en rigtig mand ikke revisor ifølge en måling. Det holder altså bare ikke, så jobbet er vigtigt. Og ”Sport”. Det er også vigtigt. At interessere sig for sport. I TV, sikkert. Måske også selv at dyrke det. Ekstrem sport med sikkerhed. Så er man en rigtig mand, tænker jeg, hvis man gennemfører en ”Iron Man”. Men altså ikke hvis man er revisor. Så kan man ikke gennemføre en ”Iron Man”. Jeg er ikke revisor, så jeg har potentialet. Gudskelov.

– Er du en smule sarkastisk lige nu, Max?

Mandens forhold til kvinden er et fuldstændig gennemgribende emne, når man dykker ned i det at være en ”rigtig” mand. Åbenbart spiller det en utrolig vigtig rolle, at manden ligesom har ”styr” på ”sin kvinde”, et begreb jeg stødte på igen og igen. ”Sin kvinde”. Virker en smule besidderisk på mig, som noget jeg har ejerskab over, men det er nok heller ikke helt ved siden af, for et sted læste jeg, at det var vigtigt at man som mand altid er klar til at forsvare ”sin kvinde”, hvis andre mænd er respektløse eller taler grimt til hende. Så skal man ranke ryggen og afkræve en undskyldning på hendes vegne.

Nå, men i det mindste havde vedkommende styr på grammatikken, for hvor ville det have været underholdende, hvis der havde stået ”hans kvinde”, for så ville det jo betyde ”en anden mands kvinde”, hvilket jo nok ville have medført en vis uro iblandt disse alfa-hanner og sikkert også i revisor-kredse.

Citat:

…I sengen handler det ikke om at tage føringen og være den, der tager initiativ. Det handler endnu mere om at sørge for, at kvinden er i centrum.
Det er også maskulint at spørge din kæreste om, hvad du gør rigtigt, og hvad du kan gøre bedre. Du må ikke undervurdere værdien af din kærestes feedback…

Det citat vil jeg ikke engang kommentere på. Det er blot taget med som et eksempel på, hvad der skrives og menes i disse kredse. Prøv selv lige at tænke lidt over citatet. Det er jo altid rart at være på det rene med, hvad der er maskulint.

Litterære guruer

David Deida

Jeg købte for nogle år tilbage en bog af David Deida – The Way of the Superior Man. Fik den faktisk anbefalet og købte den på trods af den provokerende titel…eller måske netop på grund af, og jeg må erkende, at jeg to gange har givet mig i kast med den, har endog givet den en chance som lydbog, oplæst af forfatteren selv, men jeg må altså kaste håndklædet i ringen – den rammer simpelthen for meget ved siden af mig, til at jeg kan holde fokus på indholdet.

Jeg vil ikke tale negativt om de teser, som der arbejdes med i bogen, da jeg jo ikke er særlig meget inde i stoffet, men jeg ser et ”Double-Bind” i noget af det jeg trods alt har fået læst, nemlig det her med ikke at kunne ”leve op” til de regelsæt, som bogen og forfatteren opstiller, hvilket kan bringe læseren i tvivl om egen formåen, når kvinden ikke ”åbner sig” som beskrevet eller når livet ikke helt lader sig ensrette i henhold til teorierne, for det gør livet jo sjældent, og måske efterlader det læseren med en frygt for at virke ”svag”, ”løs-håndledsagtig” eller ”umandig” i øjnene på andre (i gruppen eksempelvis) eller i forholdet til den kvinde han elsker; måske glemmer han at mærke ”sig selv” i forsøget på at blive ”en anden” – og det er for mig et problem, i hvert fald hvis teserne bliver til ”noget at skulle lære”, altså en teknik at mestre, fremfor en ide at være nysgerrig på. Undersøgende.

Nu taler jeg jo her ud fra en formodning. Jeg har aldrig deltaget i sådanne samlinger eller været en del af sådan en gruppe, og ved tydeligvis ikke meget om David Deida og hans virke, så måske er jeg fuldstændig galt afmarcheret? Måske sidder du lige nu og tænker, at jeg da overhovedet ikke ved, hvad jeg taler om, og deri har du jo så ret.

John Gray

I midten af 90’erne læste jeg ”Mænd er fra Mars, kvinder er fra Venus” og fik en overgang vældig travlt med at retfærdiggøre min indre hulemand i forhold til min daværende kæreste, for nu stod det jo sort på hvidt, at jeg faktisk havde belæg for at krybe lidt i skjul ind imellem. Jeg var jo fra Mars! At det så nok havde mere at gøre med, at jeg er nørd og nogen gange glemmer verden omkring mig og derved kan virke fraværende er først gået op for mig senere i livet – men forskellene blev skarpt trukket op planeterne imellem og så gik der tid med det i stedet for at undersøge grunden til den disharmoni, der gjorde væsen af sig i vort fælles forhold.

Behovet for forskelle?

Hvis du har læst noget af det jeg har skrevet tidligere, så kan det ikke komme som en overraskelse, at jeg har det svært med at blive sat i en kasse, at blive givet en bestemt form. Ikke derved sagt, at jeg ikke har en form, for det har jeg med sikkerhed, så menneskelig er jeg, men jeg kan godt lide tanken om ikke at blive alt for stereotyp – jeg vil meget hellere bevæge mig og forandre mig ud fra de erfaringer jeg gør mig i mødet med andre, og netop disse kønsfokuserede grupper virker på mig som meget stereotype. Der skal skabes en forskel. Jeg er mand. Du er kvinde. Jeg er sådan. Du er sådan. Og hvis jeg ikke er sådan som forskrifterne tilskriver lige netop det at være en mand, en ”sådan”, så bør jeg mødes med andre af samme ”slags” og måske derved blive ”sådan”. Måske kan jeg endog møde 7 af helt samme støbning, og derved blive bekræftet i, at jeg er en ”sådan” og så kan vi sidde og give hinanden ret i, at de andre er underlige og vi ved bedst. (og måske bliver jeg her for stereotyp i min formodning, og det kan jeg så kun beklage)

Er det overhovedet muligt at fortage en uvildig intern kønsvurdering, tænker jeg? I hvert fald håber jeg, at der optræder en vis diversitet i disse grupper, således at enigheden ikke bliver for åbenbar og derved uvildig. Ville det egentlig ikke, tænker jeg, være mere interessant at mødes på tværs af køn og seksuel orientering, og så i dette forum undersøge begreber som maskulinitet og femininitet? Måske findes der masser af disse grupper også, men jeg synes bare ikke, at jeg er stødt på dem??

Den ”rigtige” mand?

Lad det være sagt med det samme:

• Jeg ved intet om fodbold og sport i tv interesserer mig på ingen måde.
• Jeg har et dejligt arbejde, 3 dage om ugen har jeg det. Resten af tiden bruger jeg på mig selv og et studie. Er relativt uambitiøs i ønsket om at skulle være ”nogen” eller ”noget” i den henseende.
• Jeg interesserer mig ikke synderligt for biler – når bare den kan bringe mig fra A-B er jeg tilfreds.
• Jeg er nørdet i min tilgang til livet.

Er det vigtigt for mig at være ”en rigtig mand”? På ingen måde og set i relation til min beskrivelse af mig selv i forhold til indholdet på diverse kurser, så er jeg også overordentlig langt fra at være det – og gudskelov for det.