Meget ofte kan små forandringer i livet resultere i, at vi begynder at relatere anderledes, således at vi begynder at ‘gøre’ i stedet for at ‘være’.

Hvad mener jeg egentlig?

Tag noget der normalt fungerer gnidningsfrit og er baseret på lyst, megen lyst, i opstarten af de fleste relationer, nemlig sex. Det kan godt ske, at det at sexe sammen kræver en smule tilvænning og tillid (ikke mindst), men for mange vil sex i starten af relationen og igennem forelskelsesfasen være relativt uproblematisk, dejligt og fyldt med nye og spændende oplevelser. Det er utroligt så nemt det hele virker, så dejligt det er og hvor skønt er det ikke lige bare at give sig hen til dette nye menneske, der virker så spændende?

I denne situation ‘er’ vi bare uden at give den anden betydning og uden at ville noget med det. Ønsket om en bevarelse af status quo er sikkert velkendt for alle – bare dette kunne fortsætte altid, for det er simpelthen så nemt.

Forandringen sker i det øjeblik at vi begynder at ontologisere på dette ‘er’; når vi begynder at tænke over ‘at skulle være’ i stedet for blot ‘at være’. Dette er der meget stor forskel på.

Som Ludwig Wittgenstein skrev i 1928, så er det verbet ”at være” der bliver ved med at skabe problemer for menneskeheden (jeg er….du er….vi er….. de er….). Begrebsligt kalder man det at ontologisere, når man med vished udtaler sig om at noget er noget bestemt.

Når vi begynder at ‘blive noget’ i stedet for at ‘være’, så stilles der ofte forventninger til dette ‘noget’, og i eksemplet sex lever vi parterapeuter af disse forventninger, for det der tidligere var så enkelt og naturligt, er nu pludselig blevet kompliceret og fyldt med uudtalte misfornøjelser, og på et tidspunkt optager disse så megen plads i livet, at kontakten i mange tilfælde afbrydes eller også rækkes der ud efter hjælp til en professionel.

For at blive i citatet fra Wittgenstein, så peges der her på, at sex er gået fra at ‘være’ til at ‘blive’, og i den ‘bliven’ ligger der en masse forventninger om noget bestemt.

Mødet med forandringen

Denne forandring sker ikke kun i relation til intimitet, men kan ske i alle livets forhold, og den er vældig god til at snige sig ubemærket ind i mellemrummet mellem parterne og derfra stille og roligt blot vokse sig større og større, for tilsidst at skygge fuldstændigt for det dejlige ‘der var’.

Vi opdager ikke at det sker og jo længere tid der går, uden at forandringen kommenteres, jo sværere bliver det at huske, at det på noget tidspunkt har været anderledes. 

Ordet ‘hverdag’ beskyldes ofte for at være skyld i forandringerne, og paradoksalt nok tillægges netop ‘hverdan’ negativ betydning; jeg oplever ofte par der snakker om, at ‘så kom hverdagen’ og så blev det hele så trist. Hvis hverdagen er trist, så bør der måske kigges på den, fremfor blot at henvise til den med opgivende mine, men måske er dette netop kimen til problemerne, for ‘parforholdet’ bæres ofte på illusionen om ‘det evigt skønne’, ‘det nyskabende og spændende’, ‘den eneste ene’ og alt det som Disney har fodret generationerne med igennem de sidste 100 år, ideen om at det er en menneskeret at ‘leve lykkeligt til mine dages ende’ (når jeg bare lige møder den ‘rette’ (den retteste rette?)), men de færreste har overhovedet en ide om, hvad det vil sige at være lykkelig.

Lykke er i min beskrivelse ikke mulig ‘at blive’, eller noget der kan ‘gives’ af andre – det er noget at vælge at ‘være’. Lykken er, ligesom kærligheden, umulig at betinge og fuldstændig uden nytte. I det øjeblik den betinges eller skal ‘virke på en bestemt måde, så forsvinder den og bliver til noget andet.

Hvis mit parforhold ‘skal være’ på en bestemt måde, så vil forventningerne om dette altid stille sig i vejen for blot at ‘være’ – dvs. at lade ske hvad sker; hvis jeg skal være lykkelig hele tiden, hvis jeg skal have lyst hele tiden, hvis min sex skal være spændende (definer lige det) hele tiden osv., så prøver jeg at formgive noget formløst, og det kan ikke ende godt.

Kommunikation

Hvis ‘noget’ ikke er som det var, så er kommunikation herom den eneste vej frem efter min mening. At turde sætte ord på, hvad forandringen har af betydning, hvordan den opleves ‘i mig selv’ og hvordan min reaktion herpå er, samt et oprigtigt ønske om at lytte til partneren og dennes oplevelser, kan virkelig være det store skridt i den rigtige retning.

Det at tale sig ind i forandringen, kigge på den fra alle sider, at være nysgerrig og ikke-dømmende, kan være med til at løsne den og på sigt opløse den, og da det altid vil foregå i mellemrummet mellem partnerne, aldrig kun hus den ene, så kræver det gensidig deltagelse og lyst.

‘Hvordan var det’ vs. ‘hvordan er det’?

Nogen gange kan vejen herimellem opleves forskelligt og være svær at manøvrere i; derfor kan professionel hjælp være en god ide her.