Den moderne magt

Når jeg vælger at skrive om spiseforstyrrelse som begreb og hvad denne forstyrrelse kan have af konsekvenser for den ramte, så vil noget af det første der bør berøres være introduktionen til den såkaldte “moderne” magt.

Moderne magt

Begrebet “moderne magt” blev introduceret af den franske filosof Michel Foucault, der betragtede magt som et ontologisk, samfundsmæssigt grundvilkår og var meget optaget af de magtpraksisser, der figurerer i forhold mellem mennesker og kultur. Foucault mente blandt andet, at der i alle relationer, i alle forhold også indgår et magtforhold, og han så ikke på magt som hverken noget negativt eller positivt, blot som noget allestedsnærværende.

Modsat den ‘traditionelle magt’, som er den tydelige og velkendte magt (læge/patient, advokat/klient, forældre/barn m.fl.), så figurerer den moderne magt i det skjulte og som en selvopretholdende institution i kulturen. Den er altså usynlig og abstrakt og kan ikke, som den traditionelle magt, føres tilbage til bestemte personer eller instanser. Den virker igennem normer og diskurser og er derfor med til at forme hvordan vi alle identificerer os selv og ikke mindst hinanden.

Norm og diskurs

En ‘norm’ er en rettesnor og kommer ud af det latinske ‘norma’; vi kender det også fra ordet ‘normal’, altså noget at vurdere i forhold til – ‘hvad er det normale’? ‘Hvad gør de fleste’? En norm er med til at ensrette, da vi mennesker hele tiden søger at ‘passe ind’ og på den måde være en del af flokken.

En ‘diskurs’ er mere den dominerende (den hegemoniske) fortælling om, hvordan noget er. Hvordan skal vi se ud, hvordan skal vi være kærester, hvad er det gode liv osv? Fortællingen om “den eneste ene” beror primært på den fortælling, som Disney med held har fået introduceret igennem deres fortællinger, på samme måde som “sundhed” automatisk kobles på en bestemt kropstype.

Normer og diskurser er altid kulturelle og beror udelukkende på accepterede vedtagne fortællinger, som efterfølgende tildeles sandhedsværdi indenfor den aktuelle gruppe, og de kan være utrolig hårdføre og svære at forandre.

Fortællingen

Jeg oplever, hvordan en spiseforstyrrelse taler direkte til de bærende diskurser om “det gode liv” ved at opsætte standarder for det at være god “nok”, slank “nok”, spændende “nok”, klog “nok – standarder der oftest ikke engang kan defineres af de ramte selv – det er blot en ‘ide om’ og ikke noget videre konkret, og når noget ikke kan konkretiseres bliver det nemt at opretholde som et mål, for barren kan hele tiden rykkes.

  • Du skal bare tabe dig to kg mere, så bliver du lykkelig
  • Du skal bare løbe 1 km mere, så har du forbrændt det du lige har spist
  • …osv osv osv

I denne, de sociale mediers, tidsalder, er det på det nærmeste umuligt ikke, på daglig basis, at blive præsenteret for den seneste trend indenfor ‘godnokhed’; filtre og Photoshop skaber en ide om en opnåedelig virkelighed og virker igennem den moderne magt på en måde, så de unge mennesker, der indfanges af dens ide, begynder at disciplinere deres eget liv i dets billede, og derved projicerer en internaliseret mangel på et evt. selvværd over på ideen om, at noget ‘udefrakommende’ kan fjerne den ‘indefravirkende’ smerte.

Problemet er, at den indeffravirkende smerte forbliver udefineret og derfor uopnåelig

Læs mere i Tanker om spiseforstyrrelse #3