Vi skal til bryllup, Tone (@tonesexolog) og jeg her i juni, og det fik mig til at tænke lidt over etymologien omkring ‘ægteskab’ og ligeledes omkring den stædige opretholdelse af en række traditioner, der udspringer af en helt anden og meget mere patriarkalsk og, specielt, (kvinde)undertrykkende tidsalder.

Ordet ‘ægteskab’ stammer fra det græske “gamos”, som i dag mere har fået æren af at være grundlægger for det at holde sig til én seksualpartner ad gangen – at være såkaldt monogam, men oprindeligt betød det ganske enkelt at være i ægteskab med én. (Mono=en, Gamos=ægteskab), og derfor ville det reelt give mere mening (for de fleste) at tale om at være serielt mono-amorøse, idet her mere peges i retning af at elske (med) én person ad gangen uden indgåelse af det traditionelle ægteskab..

Lad det stå helt klart her, at ægteskabet oprindeligt ikke havde noget som helst med kærlighed at gøre; det at ægteskab og kærlighed er blevet koblet sammen som ide fremkom vel nærmest først i forbindelse med romantikken i midten af 1800-tallet. Indtil da var det en praktisk foranstaltning til at binde slægter sammen og derved videreføre mandens slægt på baggrund af kvindens evne til at føde ham børn og derved sikre arveretten.

Der vil være mange meninger og holdninger til ægteskabet og dets bevæggrunde, og det følgende er blot min tolkning baseret på hvad jeg sådan har samlet op igennem årene igennem læsning. Det er helt i orden at være uenig.

En kort historisk introduktion

Jeg kan forøvrigt anbefale “Seksualitetens idehistorie” af Peter Thielst – den er fantastisk spændende.

Ægteskabet var efter min overbevisning patriarkatets måde at undertvinde kvinden manden i tiden efter indførelsen af agerbruget for 10.000 år siden. Lige pludseligt stod mennesket stille og det begyndte at ‘sanke i lade’ som det så smukt hedder, når jorden dyrkes med det formål at gemme til senere – ethvert hamster vil nikke genkendende til denne måde at overleve vinteren på. Nu var vi ikke mere jægere/samlere, men levede derimod af den jord vi havde til rådighed, og derfor opstod også behovet for at ‘grænsesætte’, ‘indhegne’, ‘spærre inde’ og ‘sikre de kommende generationer’ – noget ingen jæger/samler kan forholde sig til, for de vil bare gå videre hvis der var mangel på føde.

I starten tyder meget på, at kvinder og mænd opretholdt en vis lighed i deres relationer, for begge kunne arbejde i jorden og ligeligt bibringe midler til overlevelse, men ved plovens indførelse skete der noget, som forandrede alt dette, for pludselig krævede tilvejebringelsen af mad til overlevelse noget som mændene dominerede i, nemlig den fysiske styrke, og med et blev kvinden underlagt manden for overlevelse (groft sagt).

Nu var der pludselig skabt en afhængighed, et ulige magtforhold, og da også mennesket lige pludselig kunne forbedre sin levestandard igennem erhvervelse af mere jord, besidde mere i det hele taget, kom også kravet om sikring af arveretten til den næste generation – og derved også kravet om videreførelse af egne gener og ikke en anden mands – og her opstod også behovet for at inkludere kvinden som en del af ejendommens løsøre og ikke som ligeværdig til manden. Kvinden blev altså med et mandens ejendom på lige vilkår med husdyr, plov, hegnpæle og beklædning.

Utroskab blev af samme grund straffet umanerligt hårdt, for manden krævede sikring for det arveretslige, og derfor kunne en kvinde dømmes for utroskab ved at ligge med en anden mand, hvorimod en mand udelukkende kunne dømmes for utroskab, såfremt han lå med en anden mands hustru – idet han jo derved kunne bidrage til rod i det arveretslige for denne mand. Om kvinden så havde være villig deltager i al det her gjordes der ikke meget for at finde ud af. Dømt blev hun oftest. Ikke han.

Utroskab havde altså ikke grundlæggende så meget med sårede følelser at gøre, men mere rettet imod videreførelse af slægten.

Kvindens rolle var altså reduceret til primært at være en del af husholdningen og så føde en masse børn til manden og helst drenge, således at noget kunne videreføres, og da så kristendommen virkelig fik fat i vores del af verden i den tidligere middelalder, så mistede kvinderne også deres seksualitet – den røg simpelthen ud med badevandet i forbindelse med de tidlige kirkefædres roderi med at skulle forklare alle livets aspekter ud fra en række stramme dogmer som angivet i Det Gamle Testamente og så Jesus gøren og laden i Evangelierne.

Manden skulle partout være den aktive i det seksuelle og så måtte kvinden jo være den passive (filosofisk kan det forklares meget overbevisende, men det springer jeg over her), og på en eller anden måde lykkedes det kirkefædrene at have held til at både overbevise almenvældet om, at kvindens seksualitet var ikke-eksisterende, men også at hun samtidig kunne fordreje hovedet på uskyldige mænd med hendes djævelske seksualitet. Job well done!

Hov – damn, det blev altså meget mere end jeg havde planer om 🙂 Nå, videre i teksten.

Ægteskab

“At skabe noget ægte”. Ifølge Ordsprog over det danske sprog stammer ‘-skab’ ud fra ‘skabelse’, og det giver vel egentlig vældig god mening, tænker jeg; kirken fik på denne måde mulighed for at tøjle befolkningens tilgang til seksualitet igennem ideen om, at noget ‘ægte skulle skabes’ under Guds årvågne blik, og hvad er bedre end at gøre en dyd ud af at pakke mændendes (og derved deres egen) besiddertrang ind i fortællingen om netop det at ægteskabe er noget i hvilket Gud finder velbehag?

Kvinder skulle forblive “rene” til deres mænd, hvorimod mænd (med deres utøjlelige seksualitet) skulle ‘ride hornene af sig’ som det hed, inden de skulle smedes i hymens lænker, og når de så lovformelig var blevet ‘ægteskabt’, så overgik kvinden til manden som en del af ejendommen og ve hende, hvis ikke hun var ‘ren’, hvilket blev testet igennem ‘brudelægningen’, hvor adskillelige traditioner bød, at en større forsamling overværede kvindens deflorering og hendes overgang til gift kvinde.

Ideen om den hvide kjole som et tegn på kvindens uskyld er en relativt ny konstellation; traditionelt var sort faktisk den foretrukne farve og først efter første verdenskrig slog den hvide kjole for alvor igennem.

At blive smedet i Hymens lænker

Navnet ‘Hymen’ refererer til den oldgræske gud for ægteskab, Hymenaios. Ordet ‘lænker’ har nok her en dobbeltbetydning, for på den ene side kan lænker være med til at ‘holde noget sammen’ på en positiv måde, at sammenfatte hvad ingen anden skal kunne byde, men lænker kan også give en forestilling om at ‘være frataget sin frihed/bevægelselighed’.

Meget apropos kvinders renhed, så opstod ideen om netop denne ‘renhed’ ud nok fra den kontrollerede seksualitet, som specielt kristendommen blev bannerfører for, altså ingen sex før ægteskabet (for kvinder vel at mærke) og meget belejligt oplever nogle kvinder en let blødning i forbindelse med deres første samleje, når skedekransen  (kønskransen) udvides – bestemt ikke alle kvinder, men nogle, og i dét opstod myten om ‘jomfruhinden’ – eller hymen, som den også retteligt kaldes, og jeg kan ikke lade være med at tænke over ordets sammenfald – at hymen brydes når de ægteskabelige lænker smedes?

Illusionen om tilstedeværelsen af en ‘jomfruhinde’ var et genialt træk til kontrol af kvinders seksualitet, og selv den dag i dag får kvinder ‘genskabt’ den ikke-eksisterende jomfruhinde, således at en lille blødning kan sikres i forbindelse med bryllupsnattens samleje.

“At blive viet” betyder forøvrigt at blive gjort hellig.

Kærlighed

Ægteskabet var uden tvivl patriarkatets opfindelse og kvindens rolle sekundær og det var vel først i forbindelse med romantikken, at ægteskab og kærlighed (eller følelser overhovedet) begyndte at vinde frem; ikke så meget i praksis som i teorien.

Hvilke rødder har ordet ‘romantik’?

“Den Store Danske Encyklopædi” (se https://faktalink.dk/titelliste/roma) fortæller, at ordet ’romantisk’ oprindeligt blev brugt i Oplysningstiden for at betegne noget mærkeligt og fremmedartet, noget ‘der var som i romanerne’ og altså ikke i virkeligheden. Siden er ordet ‘romantisk’ blevet brugt om noget, der ikke er umiddelbart håndgribeligt, og som er særligt fuldt af følelse. Her tænkte man ofte på kærlighed, drøm, anelse og længsel. Ordet kan i dag bruges på to måder. Det kan have en positiv betydning af noget, der er skønt og fuldt af følelser. Og det kan bruges negativt om noget glansbilledagtigt og urealistisk. I begge tilfælde understreges det, at der er en afstand mellem det romantiske og den grå – eller nøgterne – og trivielle – eller fornuftige – dagligdag.

Det, at ‘det romantiske’ blev sammenlignet med romanskrivning kom sig af, at der i denne tid opstod en bølge af digtere og forfattere, der satte fokus på netop kærligheden i deres digterkunst; kærlighed til livet, til Gud, til hjemlandet og til familien – og her opstod også ideen om den ‘eneste kærlighed’ – den eneste ene – som de hårdtprøvede kvinder i den tid med sikkerhed slugte ideen om i forsøget på at overleve en ukærlig hverdag med slid fra morgen til aften. Ideen sluges den dag i dag, og det kan vi takke ikke mindst Disney for.

Tradition og binding.

Friedrich Nietzsche skrev engang “At du føler noget er rigtigt, kan hænge sammen med, at du aldrig har tænkt ret meget om dig selv, men blindt accepteret, hvad der siden din barndom er blevet kaldt rigtigt”.

Nietzsche skrev og sagde meget, og det ovenstående kan sagtens være taget ud af en sammenhæng, men jeg fandt det passende til netop dette skriv, fordi ved at dykke ned i traditionerne kan spørgsmål stilles og forundring opleves, for ofte er det jo netop traditionernes styrke at de ikke stilles til skue med et undrende blik – de er ofte, med Nietzsches ord, ‘siden min barndom blevet kaldt rigtige’.

Lad os kigge på et par stykker relateret til ægteskabets indgåelse.

At spørge datterens fader om lov

Denne hævdelse af patriarkens myndighed har op igennem tiden været noget enhver yngling på frierfødder må have frygtet, for tænk hvis den ældre mand ikke fandt behag i selvsamme ynglings fremtidsudsigter eller fædrende ophav. Dengang ville et nej virkelig have betydet nej.

I dag foretages samme ‘anholdelse om datterens hånd’ ofte fra den vordende svigersøn til svigerfaderen, fordi det på en eller anden måde er forventet iht. traditionerne, men faderen (den ofte detroniserede patriark) kan sige nej alt det han vil, og det vil bare føre til ufred og dårlig stemning til brylluppet, for hvis datteren har besluttet sig for afholdelse af bryllup, så skal der nok blive afholdt bryllup, hvad svaret fra faderen end bliver.

Hvorfor overhovedet opretholdelse af denne tomme tradition? Er det for at kvinden kan føle sig specielt ‘ønsket’, når nu manden henvender sig til hendes far og spørger om lov? Eller er det manden der gerne vil vise, at han faktisk gerne vil være på den sikre side? Som terapeut er jeg nok lidt nysgerrig på, hvorfor overhovedet gøre sig ulejligheden med at spørge?

Hvorfor ikke spørge mor i stedet for?

At føre sin datter op igennem kirken

Igen en tradition, som jeg i eftertænksomhedens navn kan forundres over holdes i hævd – det her med at faderen skal følge sin datter op af kirkegulvet, for oprindeligt blev dette jo gjort for at give datteren til en anden slægt, ikke symbolsk, men reelt set overdrage opdragelsen og varetagelsen af datteren til en anden mand, en anden familie. Sammen med erlæggelsen af en brudepris, som jo oprindeligt havde til hensigt at sikre datteren økonomisk i de nye liv, men som oftest (tror jeg) mere blev sat som et statussymbol og en sikring af, at en familie fra de fattige klasser ikke havde mulighed for at finde vej ind i de mere velstillede klasser, solgtes datteren (med behørig medgift) og indgik herefter som en del af inventaret i den nye slægt.

Hvorfor ikke invitere både mor og far med på denne tur, tænker jeg?

At overtage mandens efternavn

Den sidste lille rest af patriarkatets sejr er uden tvivl indlemmelsen af kvinden i den nye familie ved at lade hendes navn opløse og blive tildelt et nyt. En lille ting, måske, vil nogen sikkert mene, men hvor datidens kvinder var uden indflydelse på denne overdragelse af deres identitet igennem ægteskabet, så er det jo ikke tilfældet i dag, hvor kvinder jo på ingen måde er afhængig af nogen mand eller på anden vis behøver at træde ind i dennes slægt, men hvor det stadig på et eller andet niveau forventes, at mandens navn inkluderes i kvindens og sjældent omvendt.

Hvorfor er det at denne tradition opretholdes, tænker jeg?

Det ægteskabtes rolle

Hvorfor er det vigtigt at indgå ægteskab i dag?

Alle de oprindelige ideer og bevæggrunde er mere eller mindre forsvundet, i hvert fald kan kvinder i dag klare sig lige så godt som enhver mand (ofte bedre). Den religiøse vinkel er ligegyldiggjort og  tanken om at en guddom på nogen måde finder behag i ægteskabets indgåelse ligger nok også meget fjernt for de fleste, så hvorfor opretholdes traditionen herom?

Der ligger noget sikkerhed i et ægteskab. At det stadig har en betydning i forhold til arveret og andre rettigheder at være kirkelig eller borgerlig viet, står for mig som noget af det mest utrolige, for det virker godt nok som opretholdelse af et levn fra gammel tid; det burde simpelthen være muligt at sikre på anden vis, tænker jeg, således at det i hvert fald ikke er årsagen til at stå foran en præst eller offentlig ansat og sværge evig troskab.

Det må vi kunne gøre bedre.

Måske er det grundlæggende blot en tradition for stadfæstelse af ideen om kærligheden, at vi på denne måde, i Guds og andre øjne viser verden hvor glade vi er for hinanden. At vi møder op i det mærkelige hus på bakken i fint tøj, bruden iklædt traditioner, gommen ligeså, præsten lykkelig over fremmøde i det ellers tomme hus og så en fest efterfølgende, hvor der bydes på traditioner i én lind strøm.

Har det noget med kærlighed at gøre? Overhovedet ikke – man kan sagtens blive gift uden, men ofte lægges det nok til grund herfor – og det er da i hvert fald en vidunderlig udvikling i forhold til hvad det hele reelt set er udgået fra.