”Hvornår er ’nok’ nok?”
Det spørgsmål fik jeg i tirsdags. Jeg havde en samtale med en god veninde, hvor spørgsmålet blev stillet. Hvornår er ’nok’ nok? Både i relation til arbejde, men også i relation til hverdagen udenfor og ikke mindst i forbindelse med forholdet til den man elsker. Hvornår ved man, at nu er det ’nok’? Og efter hvilken målestok kan denne følelse vurderes? Det blev jeg spurgt om, og det har fyldt meget i mig i denne uge.
Jeg tog det op i en samtale i onsdag, hvor jeg sad sammen med to andre rigtig gode venner; i en gruppe, hvor vi netop bruger tiden engang imellem på at vende spørgsmål af denne art, og igennem denne samtale blev jeg beriget med en række nye input, jeg blev mødt i mine egne og tænkte videre efterfølgende.
Der er i hvert fald ikke nogen målestok at læne sig op af. Det er ikke muligt at fabrikere et dogme for følelsen af at have fået ’nok’, for ligesom alt andet i livet, så skal der kun meget små forandringer, små bevægelser, til for at ændre balancen i følelsen. For at få den til at tippe fra negativt til positivt og vice versa. En lille ting der gør, at ’nok’ måske alligevel ikke helt er nået endnu, og hvordan vurderes det udefra? Hvordan drages en sammenligning? Det kan man ikke, og derfor kan afklaringen om lige netop det aktuelle ’nok’ kun optræde ét sted, nemlig i hjertet på den person hos hvem spørgsmålet er opstået. Eller er ’nok’ faktisk allerede nået, når tanken tænkes? Jeg kender én der helt sikkert vil mene det, men hvornår skifter tanken om ’nok’ fra vurdering til vished – og/eller sker denne transformation overhovedet?
Er løbet kørt i og med at følelsen, tanken, er opstået?
Kan man leve på en vippe? En vippe der den ene dag tipper i positiv retning og den næste i negativ? Er livet på denne vippe måske blot at vende det blinde øje til det uundgåelige, nemlig et opgør med beslutningen om at have fået ’nok’? Er vippen håbet om, at der kan være tilstrækkelige mange positive vægte på i lang nok tid til, at beslutningen ikke skal ses i øjnene, at de negative vægte med tiden vil falde af vippen og forvinde? Er det ikke på vippen at så mange møder stress og depression? Fordi der udholdes så meget og sluges så mange kameler, når de negative vægte tager til, at håbet om bedring bliver en illusion – en desillusion, der manifesterer sig som en malstrøm, der med usvigelig kraft suger al glæde og håb til sig og kun efterlader gråt?
Er ’nok’ fundamentet til vippen eller møder man ’nok’ på den?
Det er et sundhedstegn at reagere på ’nok’, tænker jeg. Det er i hvert fald skadeligt IKKE at reagere på det.
”Giver man op, når man har fået nok?” Den tanke legede jeg med. Det at ”give op” – som en negativ respons på netop at udholde de negative vægte på vippen.
”Hvis jeg bare holder ud lidt endnu”.
”Hvis jeg bare lige tager mig sammen”.
”Jeg må ikke give op”.
I onsdags blev jeg mødt med, at det at ”give op” ikke kun var negativt. At det faktisk kan være uendeligt befriende netop at erkende, at noget ikke er godt og derfor bør lades ligge. At der gives op. Det kan være i modstrid med opdragelse og en samfundsnorm, hvor det at ”give op” sidestilles med at ”opgive”, at rulle rundt på ryggen med alle fire ben i vejret, at være svag eller sølle. Men er en beslutning om at lade noget fare egentlig et svaghedstegn eller kan det også være en styrke? En erkendelse af sin egen formåen og styrke? Er det her egentlig godt for mig?
Er netop ikke de mange slag i vinden årsag til føromtalte stress og depression? Kampen imod normen om ikke at ”give op”. I skolerne præges vore børn fra første dag til at skulle ”præstere”. Der måles nationalt og internationalt. Der vurderes og bedømmes. På præstation. Fordi det kan der måles på, sættes flueben ved – og mange velfungerende unge oplever ikke at kunne ”præstere” ’nok’ – uden mulighed for at sige, at nu er ’nok’ nok, og lever derfor permanent på vippen.
At have fået ’nok’ kræver at turde gå. Det gælder vel alle steder; på jobbet, i kærligheden og i livet – det at turde gå sin vej. Det at vælge sig selv til og ikke fra. Jeg har gået fra flere jobs, fordi jeg måtte erkende, at jeg havde ”fået nok”. Det samme har jeg gjort i kærligheden – fået nok og gået min vej. Det ændrede ikke mine følelser for hende jeg gik fra. Jeg elskede hende stadig, men havde fået ”nok”. Var blevet skadet på min sjæl, der på vippen, og valgte at ”give slip” på hende og så leve med smerten og det der ikke blev og med en stadig eksisterende kærlighed, for om noget kan den jo ikke betinges af ’nok’. Det er den da ligeglad med, og netop derfor skades vi, i ønsket om ikke at give slip, ikke at give op.
Hvornår er ’nok’ nok? Mon ikke denne uge og nu disse tanker har flyttet mig i retning af, at det er når tanken opstår? Om det så er efter lang tid på vippen eller blot fundamentet for denne, det kan jeg ikke gennemskue lige nu, men den bør lyttes til, erkendes, dissekeres og tages hånd om – for tiden herefter vil blot være ”at udholde”, og at skulle ”udholde” noget er for mig en af de helt tunge vægte i blokken af negative vægte….
Leave A Comment