Jeg var til et stort ”Eye Gazing Event” i går, lørdag. I Mølleparken i Aarhus løb det af stablen, tillige med tilsvarende i 400 andre byer rundt om i verden. Lørdag fra 10-13. I 3 timer kunne alle komme hertil og opleve kontakt med en ny person, opleve hvordan det kunne føles. Indeni.

Det var en fantastisk oplevelse. Intet mindre. På en smuk solbeskinnet lørdag formiddag i september mødtes vi alle i det smukke ”nu” der opstår, når vurdering og ”villen” skubbes til side og erstattes af ”kontakt” uden andet formål end netop blot det; at mærke sig selv i mødet med et andet menneske – mand eller kvinde.

Jeg genkendte kontakten i mig selv, den ro der finder vej i mig ved kontakt. Den ro jeg også føler i forbindelse med en massage. En varme og stilhed i hjertet. Lyst i mig selv. Lyst til at bare lade kontakten bestå, glide med på vingerne af det smukke jeg mærker, og lade det ske, der sker.

Jeg mødte mange mennesker i går. Tog kontakt til mange forskellige, både mænd og kvinder – og mærkede mange forskellige former for kontakt. Oplevede også uro hos nogen i kontakten. Ikke alle var helt trygge ved blot at sidde der og holde kontakten. Blot at kigge mig ind i øjnene. Øjne, der var i bevægelse hele tiden, øjne der nemt lod sig aflede og miste fokus og usikre grin. Dem oplevede jeg hos både mænd og kvinder. Usikkerheden i blot at være i ro og åbne op for den overfor. Turde at åbne op for den overfor.

Jeg kiggede konsekvent ind i venstre øje på den jeg sad overfor. Det er ikke muligt at kigge ind i begge på én gang, og det giver mig meget mere ro blot at holde opmærksomheden rettet ét sted, og stille og roligt fandt de fleste ind i samme ro, når de mærkede, at jeg ikke flyttede min opmærksomhed rundt – og så opstod kontakten.

Jeg blev selv flere gange dybt rørt over den fine kontakt der opstod, og oplevede adskillelige der græd i kontakten. Så tårer der stille begyndte at løbe ned af kinderne, oplevede smilet i øjnene hos dem, for hvem dette skete. Mærkede enhver vurdering og forestilling vige, oplevede at ”formen”, der var personen overfor, opløses stille og roligt, og udelukkende efterlade sjælens spejling, en fornemmelse af at ”kende” dette menneske op en måde, som er hinsides verbal kommunikation. Lige i det sekund kontakten var der; der oplevede vi hinanden.

Der var en skøn stemning i Mølleparken i går. Jeg rejste mig på et tidspunkt op og oplevede en fuldstændig ro omkring mig. Nogle sad i kontakt, nogen sad bare for sig selv og hvilede i det. Nogle snakkede dæmpet. Børn løb rundt og legede, og alle var i ro. Der hvilede en dyb ro over hele området, alle smilede, sad og smilede eller gik og smilede. Der blev krammet og rørt ved hinanden.

– Sådan burde vi jo alle starte enhver lørdag, sagde jeg hende det stod ved siden af mig, og tænkte over et citat fra filmen ”7 år i Tibet”. Et citat der havde ramt mig dybt, da jeg for første gang så den for nyligt:

This is another great difference between our civilization and yours. You admire the man who pushes his way to the top in any walk of life, while we admire the man who abandons his ego.

I det øjeblik, at jeg ikke vil noget med den kontakt jeg skaber med et andet menneske, jeg søger ikke at være ”nogen” eller ”noget” i den; i det øjeblik kan jeg måske være heldig at få lov til at mærke mig selv uden at skulle se igennem de briller, der udgår mit ego?

Jeg tænker, at det var det jeg kunne mærke i går. I Mølleparken mellem kl 10-13. Et glimtvis fravær af ego’er, og at lige netop det skabte den ro og fred, der hvilede over stedet.

Namasté (må vist være på sin plads her)