Jeg har været på Tinder. I 3 uger holdt det min interesse fangen; som det eksperiment det var, men som ethvert andet eksperiment, så måtte det også stoppe igen, og det gjorde det altså efter 3 uger.

Nysgerrighed lokkede mig derind. Med et oprigtigt ønske om at undersøge den verden. Jeg har erfaring fra andre dating-sites (godt nok erfaringer med over ti år på bagen, men alligevel et eller andet, jeg kunne trække på og drage sammenligninger ud fra). Prøvede at tilgå stedet uden forventninger eller fordomme, hvilket jeg godt ved ikke er muligt, men i hvert fald ville jeg spille med helt åbne kort og så se, hvad det kunne føre med sig. Om noget overhovedet.

Profilbilleder

Min først tanke var den totale mangel på selvkritik i forbindelse med profilbilleder. Jeg er på ingen måde fotogen, prøver så vidt muligt at undgå at blive fotograferet, og er derfor meget kritisk med, hvad jeg lægger på nettet. Synes altid jeg ligner én der er i færd med at røve en bank eller som tænker ilde om kattekillinger (og sådan ser jeg måske vitterligt ud), men jeg oplevede en total ligegyldighed overfor kvaliteten af de billeder, som jeg blev præsenteret for. Det virkede som om, at det første billede bare skulle være nogenlunde seværdigt – og så blev der ellers givet los med under- eller overbelyste billeder, taget i diverse lidet flatterende positurer – ofte med hele gebisset i det fri og med et glas rødvin i hånden, og meget ofte virkede det til at være helt forskellige personer på billederne – eller i hvert fald taget over en periode af adskillelige år.

Når man møder folk udenfor den virtuelle verden, så dannes et indtryk af rigtig mange ting. Kropssprog, holdninger, stemme, dufte osv. På den måde gives der mulighed for at fatte sympati for en anden person. På Tinder har man kun et billede. Intet andet. Nåja, nogen gange også en tilhørende tekst, men den kommer jeg tilbage til om lidt. Billedet er alt hvad jeg har at arbejde med, og derfor min forbløffelse over den manglede selvkritik i præsentationen af disse. Jeg vil meget hellere se personen af i dag end personen af i går, fordi i går er ligegyldigt i denne sammenhæng, tænker jeg, og dette er på ingen måde en kritik at udseendet på nogen som helst, men når der lægges billeder ud, hvor XXXX 53 på det første billede ligner en model på 40 og så på de efterfølgende nærmere ligner én, for hvem livet har budt på mange udfordringer, så beror det i min verden på en uærlighed, som jeg ikke kan forholde mig til. Jeg har kun billedet at forholde mig til, og hvis det ikke taler sandheden om i dag, så spilder man da både min tid såvel som sin egen, for sandheden vil da komme for en dag, hvis et match fører til et møde, hvor man ikke kan gemme sig bag billedet af, hvem man gerne vil være.

Profiltekster

Min erfaring mht. profiltekster har som sagt nogle år på bagen, men der er ikke sket det store i den retning. De fleste er skrevet over samme template, med de samme floskler omkring ærlighed, rødvin og ture på stranden, hvilket næsten ikke er til at bære. Begreber som ”den eneste ene” og ”min sidste kæreste” findes også i stor stil herinde, såvel som den lange række af krav der stilles uden blusel. Krav til hvem jeg skal være, for at kunne komme i betragtning. Hillemænd, tænkte jeg flere gange. Det var ofte én lang række erfaringer gjort sig tidligere, der lige her blev remset op – med omvendt fortegn. Mange havde krav til højde: – Du skal være mindst så eller så høj. Selv en kvinde, der beskrev sin højde til 160 cm havde krav til højde: – Du skal være højre end mig!

Jeg skrev kort med en kvinde. Et match åbenbart, men ikke mere matchende, end at hun afbrød forbindelsen, da hun erfarede at jeg havde en voksen datter. Hun ville ikke kende nogen med en voksen datter – det skulle være en voksen søn (?)

Hvordan kan kærligheden finde vej i en verden af krav og forventninger? Hvordan kan lyst? Når fokus er så snævert stillet op, går man så ikke glip af en masse muligheder? Det skrev jeg i min profiltekst.

Jeg kiggede på billederne og fravalgte alle dem med krav til, hvordan jeg skulle se ud eller agere, for den kasse ville jeg ikke lukke mig selv ind i. I det hele taget er sådanne profiler med ønsker/krav en fuldstændig illusion. Det undrer mig meget, at folk herind ikke kan se det. Beskrivelsen af én selv er jo udelukkende baseret på det billede som man ønsker at vise udadtil. Det er forsøget på at vise andre, hvem man ønsker at være, ikke hvem man er.

Jeg var også forbi en række mandeprofiler; nysgerrigheden drev mig til at kigge den vej også, for hvordan præsenterede mænd sig mon? Her blev der dæleme givet den gas, skal jeg love for. Mange havde lagt billeder af sig selv ud med nøgen overkrop, hvilket fik mig til at tænke på, hvilke kvinder der mon kunne tænkes at finde det interessant. Andre kunne ses i selskab med deres bil, der ofte var en sort Tysker, og rigtig mange beskrev deres materielle formåen i deres profil, altså HVAD de kunne bibringe og intet om HVEM de bibragte. Nogle helt andre anskuelser end hos kvinderne. De ville vise succes, hvor kvinderne mest søgte en med noget i øjet – et glimt, var det vist?

Jeg mødtes med to, og så var det vist ved at ringe ud for mig, kunne jeg mærke. Det er simpelthen for overfladisk og intetsigende et sted at være. Illusionen om lykken trives i bedste velgående derinde, ønsket om at lykken kan findes andetsteds ind der hvor den reelt kun kan findes, nemlig inde i én selv.