Nogen gange ville jeg ønske, at jeg var ligesom mine katte.

Jeg har to af slagsen, og jeg tager ind imellem mig selv i at studere dem og deres tilgang til livet (og den verden der omgiver dem), og når jeg så begynder at drage parraller til min egen verden, så er det mig, der nogen gange sukker dybt.

Det er brødre, men meget forskellige, hvilket er spændende at observere; for hvor den ene er nærmest sygelig kontaktsøgende og svær at slippe for, hvis der tages kontakt, så hviler den anden (der er alfa-han i deres lille flok) meget mere i sig selv og søger blot altid at være i nærheden af mig, hvis jeg er stillesiddende i samme rum i længere tid, men uden at søge kontakten direkte.

De er nogle stride og dødelige væsener overfor de dyr de møder i det fri. Jeg fjerner jævnligt mus, rotter, muldvarpe og flagermus (?) fra min grund – og lige så jævnligt blot en mavesæk fra et af de ovennævnte ulykkelige skabninger, der har været så uheldige at falde for deres klør, men overfor mig er de fuldstændig blide og kærlige; selv hvis jeg gør noget de ikke vil finde sig i, så markeres der med tænder og klør, men uden aggressivitet – der reageres blot instinktivt på et ”nej”, og hvis jeg så ikke respekterer dette nej, flytter de sig. Væk fra mig. For en tid, hvorefter de søger mit selskab igen.

På samme måde gælder det nærheden. De viser meget tydeligt, når de gerne vil snakkes med, og lige så tydeligt, når dette ikke er tilfældet. Specielt min datter (da hun var yngre) kunne blive skuffet, hvis hun kom hjem efter lang tid hjemmefra, og de så ikke ville ligge inde hos hende, men gik deres vej igen og igen, når hun hentede dem tilbage, men hun oplevede jo så også tilsvarende, at de altid kom op til hende, når de havde lyst til det. Der blev ingen hensyn taget fra kattenes side; enten ville de eller også ville de ikke – og hvis hun så skubbede dem væk, så lagde de sig bare ned et andet sted og prøvede igen senere, ingen sure miner fra deres side 🙂

Som nævnt så følger én af mine katte mig gerne, hvor end jeg sætter eller lægger mig. Han er ikke påtrængende, men vil gerne bare være tæt på mig. Lige nu lægger han i en kurv ved siden af mig, mens jeg skriver dette inde på mit kontor, og det er helt sikkert, at hvis jeg flytter mig ind på min seng og lægger mig til at læse, så går der mellem 10-15 sekunder, så hopper han op til mig og lægger sig op ad mig (hvilket han gerne må om dagen). Hvis jeg så rejser mig kort efter og sætter mig ind i stuen, så kommer han kort efter og lægger sig der. Hvis jeg løfter ham over i en stol og går ind på kontoret… så kommer han kort efter derind og lægger sig hos mig igen. Hvis jeg flytter ham væk, kommer han igen nogle gange, hvorefter han bliver liggende.

Jeg prøvede i dag at skubbe ham væk, da jeg lagde mig for at læse lidt. Som altid kom han ind og søgte min opmærksom med en blød pote. Den fik han ikke. Så puffede han til min hånd og lagde sit hoved i den. Jeg læste videre. Så lagde han sig helt tæt op af mig. Jeg trak mig lidt væk og læste videre. Han lå lidt og flyttede sig så over til mig igen. Helt tæt. Og da jeg så tog hans hoved imellem mine hænder og lagde min pande mod hans, så spandt han og slog med halen. Han var glad og jeg var glad.

Han er fuldstændig ligeglad med at afvise eller at blive afvist. Han ”udholder” ingenting og surmuler ikke over noget som helst. Hvor er det vidunderligt at iagttage, og hvor ville jeg ønske, at jeg kunne agere på præcis samme måde i mit følelsesliv – og opleve det tilsvarende.

Bare reagere impulsivt på ethvert ”ja” og ethvert ”nej”, uden at skulle forklare sig eller vise et (ofte) misforstået hensyn af frygt for at såre den anden. Ingen bliver fornærmet over, at en kat går sin vej, men mange ville tage det ilde op, hvis jeg bare rejser mig og sætter mig over i en anden stol, hvis der lægges op til kærtegn. Jeg ville nok selv føle mig afvist i en sådan situation, MEDMINDRE at der imellem den anden person og jeg er forståelse for netop denne tilgang til sit eget ”ja” og ”nej”, og en vished om at vi netop søger hinandens selskab ud fra en impulsiv lyst og ikke ud fra et forventet hensyn. Ingen føler sig vel afvist af katten – den skal nok komme igen. Hvorfor sker det så imellem os mennesker??

Hvis jeg elsker et andet menneske, så er det jo hende jeg allerhelst vil være tæt på altid, men nogen gange har jeg måske også behov for plads omkring mig og gør derfor ligesom katten, trækker mig væk fra nærheden – men kommer selvfølgelig tilbage igen, når ønsket om kærtegn opstår igen, og kan så opleve at blive taget imod eller blive skubbet væk, hvis det samme ikke er tilfældet hos hende jeg elsker. Skal jeg så føle mig afvist? Nej, så skal jeg bare stole nok på mig selv til at prøve igen lidt senere eller tage imod hende, når hun har lyst og jeg også har lyst.

Jøsses, hvor er det nemt at beskrive, og hvor er det svært at realisere.

Nogen gange ville jeg ønske, at jeg var ligesom mine katte.