Nu er sommerferien overstået og i år var jeg faktisk udenlands, hvilket er lidt af et særtilfælde, for jeg er ikke bidt af samme selvfølgelige trend som de fleste andre, nemlig at man altså partout skal væk hjemmefra i en periode, bare fordi det er ferie.

Jeg kan bestemt godt lide at rejse, men jeg kan bestemt også godt lide bare at være hjemme hos mig selv, og en sommerferie hjemme er for mig lige så god som en sommerferie ude – faktisk slapper jeg nok mere af herhjemme end jeg gør ude.

Er behovet for ferie mon tillært? Er det mon genetisk? Grunden til disse tanker beror på, at min voksne datter heller ikke udviser den store rejselyst. Hun kunne bestemt godt tillade sig en rejse eller to om året; hun arbejder og har fin økonomisk sans, men alligevel drives hun ikke mod fjerne himmelstrøg – derfor tanken om det tillærte, for selvom hun og jeg har været på flere ferier gennem årene i hendes opvækst, så har vi bestemt ikke været afsted hvert år. Vi har haft flere ferier, hvor vi blot har hygget herhjemme og hvor hun har leget med de af hendes veninder, der var til rådighed, og hvor jeg har siddet på min terrasse og slappet af, måske er vi kørt en tur og nydt samværet i nærområdet. Det vigtigste for mig var (og har altid været), at vi blot hyggede os sammen om det vi gjorde, og det behøvede vi altså ikke rejse mange tusinde km væk for – konkluderede jeg. Erfarede jeg.

Er det mon så tillært? Mine forældre rejste ikke så meget, mens jeg var barn, og hvis de gjorde var det på Charterferie til Mallorca (i 70’erne og til grisefest med Spies), og om ikke andet, så har det i hvert fald lært mig, hvad jeg ikke har lyst til. Er det at tage på ferie mon en tradition på linje med jul og påske – noget der bare hører med og som man ikke mener man kan være foruden??

Måske er det også et statussymbol. Noget man kan vise omgangskredsen. Noget af snakke om ved sammenkomster og parmiddage. Noget at gøre sammen. Minder som gemmes på hukommelseskortet på telefonen. Noget at huske på, der ikke har med hjemmet og hverdagen at gøre.

Mon det at insistere på at rejse væk også kan være en flugt? En flugt fra hverdagen, en flugt fra trivialiteterne i den trummerum, der for mange udgør resten af livet? En flugt fra mødet med sig selv og kæresten (hvis en sådan er i livet) og med børnene (hvis nogle sådan er en realitet), i den stilhed der uvægerligt vil opstå, når hverdagen pludselig ikke gør væsen af sig og stilheden, roen, viser ansigt? Så kan man sidde der og kigge på hinanden og pludselig erkende, at man har glemt hvordan det er at snakke sammen uden formål? Måske vil man opleve, at livet sammen udelukkende bygger på travlhed i hverdagen og ikke på lyst og glæde? Måske vil man opleve det modsatte? Måske vil man opleve netop at kunne være sammen, alle sammen, og nyde hinanden. I roen omkring det at lave ingenting? Måske – men deri ligger frygten for i hvert fald det første, for det vil være en kedelig erfaring at gøre sig, tænker man, og flygter. Ind i et fly til Gran Canaria. Til et familiehotel med All-Inclusive, hvor ingen med sikkerhed kan mærke sig selv.

Jeg er bekendt med flere (lettere) dysfunktionelle forhold, hvor tanken om 3 uger hjemme er en umulighed, og hvor ferier planlægges med næsten manisk præcision år efter år. Hvor bilen proppes med kufferter og sukker, og hvor hverdagens stress og jag så blot føres 2000 km sydpå. Igennem Tysklands køer og vejarbejder, for så at komme tilbage på jobbet og puste ud og give udtryk for, at det er dejligt at være tilbage, og kunne slappe lidt af.

Måske er livet efterhånden blevet så fyldt med larm, at vi har glemt hvordan vi skal agere i roen?

Måske er jeg bare en gammel fordomsfuld mand, der burde tage 14 dage sydpå J

Jeg håber virkeligt, at de fleste vælger at rejse fordi de synes det er vidunderligt, og fordi det bidrager til en berigelse af deres skønne liv. Sammen med én (eller flere) de elsker. At valget om rejsen beror på lysten til at være sammen med hinanden og i erkendelsen af, at det lige så godt kunne være hjemme som ude.