Jeg oplevede nydelsen for nogle uger siden. I en impulsiv massage. I et impulsivt møde med et andet menneske. Et menneske jeg kun kendte meget lidt til, men som lod mig mærke nydelsen. Nydelsen i sansningen af hendes hænder på min krop. Fornemmelsen af en nærværende berøring, der ikke ville noget andet end at være lige netop det. En berøring.

Små eksplosioner. Som magnetiske strømme i mødet mellem de to hudlag. Sådan oplevede jeg berøringen. Den talte til mig i sit tavse sprog. Råbte til mig, om at lade dens varme omklamre mig, fylde mig helt ud og blot være lige der. I den sansning. I det nu, denne sansning skabte. I mig. For mig. Og jeg lod den berøve mig tiden og alt andet end øjeblikket. Lod den opsluge mig. Konsumere mig i nuet. Nydelsen.

Væren.

Nu er nydelsen væk. Den blev forsøgt klassificeret igennem dialog, blev forsøgt gennemskuet. Vendt og drejet. Dissekeret. Formgivet. Og det ville den ikke stå model til. Nydelsen. Den forsvandt og tog det nu med sig, som den havde givet mig. Den ville ikke indfanges og betragtes. Det er ikke dens natur. Den kan heller ikke genskabes, hvis formålet er lige netop det. At genskabe noget der har været. Det kan aldrig blive det samme, for det har jo været, og er derfor ikke mere.

Lige med ét blev ønsket om erindringen om denne nydelse til en snak om et muligt ”mere”, og pludselig var nydelsen ikke i centrum. Pludselig blev ”virkeligheden” trukket frem og den skulle jeg så til at forholde mig til, forventedes det. Og i den snak hørte nydelsen ikke hjemme, for andre ting skulle erkendes, dissekeres og puttes i forme. Gennemskues. For sådan sagdes ”virkeligheden” at være.

– Jeg er ikke på vej nogen steder hen, forklarede jeg, – og jeg vil ikke gives en bestemt form.

Jeg vil gerne bare lege mig ind i nydelsen. Finde det punkt, hvor intet andet end kontakten eksisterer. Jeg vil også gerne sætte ord på den, velvidende at det ikke er den jeg beskriver, men blot erindringen om den, og at den sikkert slet ikke er sådan næste gang jeg møder den, for der er jeg anderledes. Et andet sted, og derfor er den også anderledes. Et andet sted.

Nydelse kan også være kommunikation. En anden form, dog. Det kan være nydelse at afdække lagene i et andet menneske, at se dette menneske begynde at tage form, som blokken af marmor, der ved hjælp af en mejsel folder sig ud og viser sit sande jeg. Lader beskueren forbløffes herved. Men det er en anden form for nydelse. Intellektets nydelse. En verbal deling af det jeg, der tør vises, et ”jeg” der bliver mere og mere åbenbart efterhånden som tilliden og nærheden finder vej ind i dialogen. Deri findes nydelsen også, men den kan ikke stå alene. Ikke i min verden. Begge dele skal næres, skal turde næres. Næres, uden den snærende ramme af afgrænsende og begrænsende grænser, der kun har til formål at bilde indehaveren ind, at der er noget at være bange for, noget at skulle passe på. Nydelse kan ikke trække vejret, bliver ikke næret i hæmninger og grænser. Nydelsen skal kun bevæge sig frit, på alle planer og kun reagere på et nej, hvis den bevæger sig ind på et område, hvor den møder en blid modstand.

Hvis sansningen hele tiden er præget af frygten for noget farligt, at der kan opleves noget, der ikke kan tillades, så erstattes denne af noget andet, måske blot en svag afbildning af, hvad den kunne være, men betragtes måske af beskueren som værende reel og fyldestgørende….og ”god nok”, hvilket er ærgerligt, for den er blot en blomst i marts – først lige på vej op ad jorden, næret af varmen fra solen, men begrænset af kulden i luften og i sig selv.

”Liv” stavet bagfra er ”Vil”. Nydelsen findes kun i den ene af disse.