Jeg fik en bog med posten i dag. En god veninde rettede min opmærksomhed mod ”Rom, min elskede” af Majbritte Ulrikkeholm. En forfatter, som jeg pærifært kendte til igennem nogle af hendes blogs, som jeg har læst med mellemrum, men ellers er mig ukendt.

Jeg er kun lige kommet i gang med bogen, men prologen gjorde et kæmpe indtryk på mig. Jeg har sjældent læst noget, der i den grad rørte noget dybt ind i mig. Bevægede mig. Dybt. Greb om mit hjerte og fyldte mig med et ”Whaoooouuu”, som kun ganske andre har formået igennem årene.

Det er den smukkeste analogi til kærligheden, jeg nogensinde har læst. Om at flyve i hullerne på himlen, der hvor vingerne ikke skal bære noget, men hvor man blidt lader sig drive med, som et menneske, der ligger sig ind til sin elskende og om at lytte til rummet imellem tonerne. Mennesker, jeg, lytter mest til tonerne. Der lyttes efter ”det der er”, og derfor hører vi ingenting, for det er i pausen, i lyden imellem tonerne, at musikken skabes. Den musik der kan være kærligheden.

Mennesker, jeg, søger i det ”noget”, der danner musikken. I tonerne. Der søger jeg efter lidenskaben, efter kærligheden. Jeg søger den i noget der har form, og derfor finder jeg den aldrig, for mellemrummet har ingen form. I det øjeblik det gives form, opløses det og bliver blot en del af det allerede kendte. Af tonerne i musikken. En del af den matematik, hvormed skalaer skabes og deri kan kærligheden ikke bo.

Mellemrummet imellem tonerne. Hvor er det smukt. Vi hører kun musikken fordi der er pauser, fordi mellemrummene præsenteres for os. Uden mellemrum ville vi ikke opdage den. Musikken. Men alt for ofte registreres disse ikke, mellemrummene, ud fra den overbevisning, at det er det vi kan høre, der skal lægges vægt på, det kendte. Lyden.

En forskel, der gør en forskel (G. Bateson) Klarer kan det ikke siges (om end han nu nok mente det i en anden sammenhæng). Pausen i musikken er den forskel, der skaber den forskel, der giver mulighed for at mærke sig selv. At være ét med sig selv. At lytte til stilheden. Deri gives mulighed for at møde et andet menneske uden viljens indblanding – og det er (eller kan være) kærligheden.

Hmmm….nu vil jeg læse videre. Mon ikke jeg i den kommende tid kommer til at referere mere fra denne bog – det håber jeg. I hvert fald glæder jeg mig til de kommende dage, og måske denne viden kan hjælpe mig til at lytte lidt mere efter mellemrummet imellem tonerne.