Citat fra Umberto Eco (Kirkegården i Prag):
…hvis jeg på en eller anden måde skulle afsløre et komplot, sagde farfar, skulle jeg ikke fortælle vedkommende noget nyt og originalt, men udelukkende noget, som vedkommende enten allerede havde erfaret eller let kunne forvisse sig om ad andre kanaler, Folk tror kun på det, de ved i forvejen, og deri bestod Det Universelle Komplots skønhed….
Fantastisk. Jeg måtte læse denne passage nogle gange og har været omkring den yderligere nogle gange, for den satte virkelig nogle tanker i gang.
Den opsummere fuldstændigt tiden af i dag (og sikkert også tiden af i går), for er det ikke det vi bliver mødt af overalt? Medierne, politikerne, deres spindoktorer, religiøse ledere og ditto fantaster. Er det ikke denne sang vi hører fra dem igen og igen? Det vi tror vi allerede ved og som skræmmer os. Vi præsenteres meget sjældent for noget nyt og originalt, men udelukkende noget, som underbygger det vi tror vi ved i forvejen, eller som passer perfekt ind i den frygt, som er den verden hvori vi befinder os.
En god veninde gav mig en rigtig god analogi, da jeg nævnte dette citat for hende; hun sammenlignede det med principperne fra Aikido, hvor en fremadrettet kraft ikke forsøges stoppet, men udnyttes i afvæbningen af personen der skaber denne. Kraften føres videre i den retning den kommer og bringer derved angriberen ud af balance. Det samme kan siges om mediernes billede af verden af i dag. Det samme kan siges om politikerne, når en aktuel sag skal kommenteres. Kraften i ”nyheden” videreføres på bedste vis, og er med til at underbygge overbevisningen om, at alt i hele verden er farligt – derved forstærkes frygten, for intet i hændelsen er nyt eller originalt, men velkendt stof – noget vi ved i forvejen.
Jeg kommer til at tænke på klimadebatten, da den i sin tid rasede i og omkring København (COP15, mener jeg) – den, hvor Lars Løkke uforvarende kom til at banke lidt for energisk med sin hammer og brødebetynget, på simpelt skoleengelsk, måtte undskylde over for en eller anden taler, der derved var blevet berøvet muligheden for at tale til forsamlingen. I og omkring denne konference, lød dommedagsbasunernes uklædelige klang fra alle sider og kanter. Alle lod til at være forvisset om, at hvis vi ikke gjorde noget NU, så ville Holland forsvinde og selv Silkeborgenserne ville få våde fødder indenfor kort tid. Jeg skal ikke gøre mig til talsmand for hverken den ene eller den anden side i den debat – det er selve strukturen jeg her hæfter mig ved, for i tiden op til og bestemt også herefter lød det fra flere forskere, at deres forskning konsekvent var blevet ført i den ene retning, i hvert fald tolket i en retning og at fondsmidler og generel økonomisk bistand kun tilfaldt dem, der forsvarede teorien om klodens forfærdelige tilstand. Eventuelle resultater, der pegede i den anden retning blev forkastet – på samme måde som tilblivelsen af Biblen; kun det der underbyggede de fastlagte dogmer kunne accepteres, og derved gjordes hele debatten overordentlig ensidig (hævdede nogen). Politikere og medier ønskede at høre den ene side, for den troede de selv (og os andre) mest på. Den gav mest mening (og publicity). Bjørn Lomborg prøvede at tale lidt ro ind i debatten, men gjorde uheldig figur og blev ikke inviteret igen.
Er her tale om mekanismerne fra Eco’s citat? Blev vi alle blot mindet om det vi troede, at vi vidste i forvejen og derfor tog for givet? At der sker klimatiske forandringer, kan ingen vist være i tvivl om (den amerikanske præsident er dog undtaget), men blev vi ledt til at høre det, som nogen gerne ville have, at vi skulle høre fremfor det som vi reelt set burde have hørt??? Og er det sådan verden af i dag virker?
Uskyld er erfarings modstykke. Det læste jeg engang og det tænkte jeg meget over. ”Uskyld” ser jeg som noget uerfaret i denne sammenhæng. Noget som mødes nysgerrigt og åbent. Noget uvist. Megen af den frygt jeg bærer i mig er baseret på erfaringer, men hovedsageligt er disse ikke mine egne, men nogen jeg har fået leveret. Af medierne. Af politikerne. Deres frygt, der givetvis er leveret til dem i en form der er velkendt eller som de let har kunnet verificere, baseret på det de tror de ved i forvejen. Den frygt bærer jeg i mig og kalder for ”erfaring”. Den frygt får mig til at være varsom overfor bestemte personer jeg møder, personer med et bestemt udseende eller anden fremtoning. Den frygt, som ikke engang er min egen, skaber fordomme og isolation. Den frygt forhindrer mig i at være uerfaren, i at ”turde” møde nysgerrigt og åbent. Den får mig til at skabe ”grænser”, hvilket jeg har skrevet om flere gange tidligere – og jeg hader grænser. Jeg vil meget hellere erfare og sig ”nej”, hvis noget ikke er i orden. I mig.
Alt proppes ned i ”Terror-kassen” i dag. – Det var terror, siges der i medierne, og så nikker vi alle sammen, for det kender vi til. Det ved vi hvad er. Terror. Så er vi på hjemmebane Så var det sikkert også en muslim, tænkes der. Uvilkårligt. Det forventelige, det stof som fordomme gøres af, forstærkes. Nogle nye masker slås op, af endnu stærkere garn. Tråd af stål. Ubrydeligt. Og afstandene imellem os og den virkelige verden forøges eksponentielt. ”Erfaringen”, der jo ofte blot er en tillært overbevisning, vinder og muligheden for forundring og nysgerrighed får endnu trangere kår.
Hvor vil jeg hen med denne blog? Ingen steder. Citatet gjorde indtryk og jeg lod tankerne strømme. Jeg blev vel egentlig også blot bekræftet i noget jeg mener at vide i forvejen, igennem citatet, og er så vel egentlig blot tilbage ved start.
Leave A Comment