Tror jeg har skrevet om dette før – tiden – for det er noget jeg tænker en del over. Denne menneskeskabte målestok, der sikrer os imod at komme for sent på arbejde eller til et møde, hvilket jo generelt er praktisk nok, men den slavebinder os ligeledes, for alt er bygget op omkring denne målestok og livet indrettes efter den – jeg gør i hvert fald – uden på noget tidspunkt at stoppe op og erkende, at begrebet er en illusion. Sexagesimal-systemet, som vores moderne tid er bygget op omkring, er tussegammelt og blot en praktisk beregningsmodel for de gamle babyloniere (sikkert også for de unge). På samme måde som vi ellers problemløst anvender ti-talssystemet overalt, og hexadecimal i computerverdenen (16-talsystem), så skabtes for 5000 år siden 60-talsystemet, hvilket vi præsenteres for i ethvert moderne kronometer.

Nå, der løb nørden vist af med mig – det var slet ikke temaet for disse tanker, men nu ved du altså det. 🙂

Jeg tænker på min oplevelse af, at ”tiden” er noget der skal nås, noget der i dag sjældent tages sig tid til. Er et noget vrøvl? At tage sig tid til tiden? Måske, men er det ikke i mellemrummet vi bedst oplever tiden? Der hvor vi ikke har travlt med alt muligt andet? Eller, det er måske livet? Livet er ikke en illusion (om end nogle store tænkere vil være uenige heri). Livet ER. Tiden er den kasse vi forsøger at proppet livet ned i.

Jeg læser lige nu ”Kirkegården i Prag” af Umberto Eco. Vidunderlig bog. Intet mindre. Heri spiller tiden ikke en rolle. Beskrivelsen af inventaret i et rum kan fylde en side, og læseren (jeg) bliver ført igennem fortællingen i tryg forvisning om, at intet bliver overladt til tilfældighederne. Her må den moderne højhastighedstid vige for kravet om, at få det hele med. Tiden må vige for dybden.

Denne dybde glimrer jo generelt ved sit fravær overalt i dag. Den ofres uden blusel på højhastighedsoplevesernes alter, således at beskueren ikke lokkes til at reflektere for meget over det overfladiske i det præsenterede og måske vælger at tjekke sine FB-opdateringer, fordi det hele ikke sker med 200 km/t. Det er svært at reflektere over noget som helst, hvis man bevæger sig med 200 km/t eller hvis det der skal betragtes, bevæger sig med 200 km/t. Moderne actionfilm er glimrende eksempler herpå. 25 eksplosioner, en timelang biljagt eller tre, 25 nye eksplosioner, der inkludere nogle fly og en række slagsmål, hvor ingen ser ud til at tage synderligt skade – alt sammen underbygget af et toptunet soundtrack, der ingen mulighed giver for at trække vejret.

Når jeg har været i biografen, sker mine refleksioner ofte først efterfølgende, og hvad der i situationen virkede som en okay cinemagrafisk oplevelse, ender med at være en forundring over alt det, der med sikker hånd blev skøjtet let og elegant henover. Det virker nogen gange som om, at nogle forfattere har haft en rigtig god ide. Desværre kræver denne ide en film på næsten 5 timer. Det går sørme ikke, så i hænderne på et filmselskab, koges denne ellers fremragende ide ned til 1 og 45 minutter (inkl. præsentation og den lange række af ligegyldige navne til slut), og derved pilles grundlaget, ideen, ud af handlingen og efterlader førnævnte antal biljagter og eksplosioner.

Hvornår mærker man livet? Er det når man er optaget af at opleve en helt masse, når man bombarderes af en uendelig række eksplosioner, eller er det i pausen? Der hvor der ingenting sker?

Jeg trækker en parallel til berøring. En logisk parallel. Hvad er dejligst? En langsom og opmærksom berøring eller et par hektiske hænder, der prøver at være alle steder på én gang. Hvad er mest sanseligt. Det helt stille og nærværende kys eller det grådige, sultne, der ”vil” en hel masse? Begge dele er dejlige, bestemt, men hvad sanses mon egentlig bedst? Tiden er en spiller her også. Tages der sig tid til den i berøringen, eller prøver vi med 200 km/t at nå det hele på den halve tid, i frygt for at partneren ellers begynder at kede sig og trækker mobilen frem under massagen, for lige at mærke suset af livet der stryger forbi???

”Intelligente børn keder sig aldrig”, plejede mine forældre at vrøvle af sig, når jeg kedede mig, og derved implicit indikere, at jeg åbenbart var at betragte som værende uintelligent. Det er i tiden, hvor der intet sker, der hvor begrebet ”kedsomhed” residerer, det er der jeg først rigtig placerer indtrykkene i livet på de korrekte pladser i det indre system, der udgør mig. Det er der jeg tænker og reflekterer. I dag er det så nemt at undgå at kede sig. Min datter tjekker FB, lytter til musik og ser TV Og snakker på Messenger, når andre tilbud ikke byder sig. Når hun venter på bussen eller toget ligeså (der ser hun dog ikke tv), og når hun laver afleveringer til gymnasiet, så gør medierne også væsen af sig. Jeg kan ikke rigtig gennemskue, om det er godt eller skidt; i hvert fald er det sådan verden er og den er svær at tage kampen op mod…..og måske skal der heller ikke kæmpes, for mon ikke livet er så sindrigt indrettet, at hvis det kræver tid til eftertænksomhed, så skal det nok finde en måde at gøre opmærksom herpå.

Jeg vælger at tro, at hvis alle blot valgte at ”tage sig tiden” i stedet for at blive ”taget af tiden”, så ville kommunikationen os mennesker imellem være mere kærlig, for så ville automatreaktionerne blive sat på standby og måske ville vi ikke frygte livet helt så meget.

Sammen med Umberto Eco er tiden ligegyldig, så uendelig ligegyldig, for hvad er den andet end et system opfundet for 5000 år siden af nogen, der tænkte at 60 måtte være stedet at stoppe, for så at begynde igen?