Sikke dog en skøn søndag aften. Jeg sidder lige nu og bare nyder lyset og fornemmelsen af forår, alt imens weekendens oplevelser stille og rolige bundfælder sig. Jeg oplever også en genkendelig fornemmelse af vemod, en følelse der ofte kom til mig efter retreats på Mahamudra, når jeg, efter nogle dage med masser af indtryk, pludselig fandt mig i stilheden herhjemme, for det har bestemt været en indtryksrig (er det mon et ord?) weekend.

”Tantra-yoga og Ayurvedic Walking Massage”. Sådan lød overskriften.

Tantra-yoga har flyttet nogle ting i mig. Lad mig starte med det, for det er nok her jeg har mærket størst forandring i mig i forhold til, hvor jeg var så sent som i fredags. Tantra, ikke som noget seksuelt (hvilket mange jo nok ville tillægge det), men som et livssyn, hvilket ordet jo reelt set dækker over. En måde at anskue ”selvet” på. Yoga i en form, der virkede fuldstændig naturlig og ægte i mig – uden at ville noget, eller bevæge mig et sted hen, men blot lad mig ”være” lige der, hvor jeg nu end var. Yoga, der ikke – som jeg oplever det til fulde i FW – tilgås med et ”formål”. Yoga med en meditativ indgangsvinkel, hvilket er ganske umuligt at tilbyde, når fokus ligger på at skulle igennem et hav af stillinger på 55 minutter, hvilket er kendetegnende for den yoga jeg kender. Yoga, der ”tager sig tid”.

Jeg oplevede, at have tiden til at slappe af i stillingen, at turde afspænde. Indstillingen hos ”Divine Life” som stedet hedder, er at afspænding og naturlig smidighed IKKE kommer ud af spænding i diverse stillinger, men netop når der slappes af, når kroppen selv finder vejen ind i en stilling og forbliver der i den tid det er nødvendigt. Her oplevede jeg en semi-meditativ tilstand jeg aldrig har oplevet før. En stilhed og ro indeni, der gjorde noget fantastisk godt for min krop.

På de næsten to timer, som en session varede, tror jeg ikke at vi var igennem flere stillinger, end hvad der nås på en halv time i FW, uden et hav af ”solhilsener”, ”hundestræk” og vinyataer i ét væk – og tiden var generelt fraværende, ligegyldig. Signe, der ledede disse sessions, formåede med sin stemme, at lokke min krop til at slippe spændinger, som jeg ikke havde troet kunne slippes. Det var fantastisk. Der indgik i disse sessions nogle lange perioder, hvor der intet skete. Hvor vi blot lå fladt på gulvet og mærkede os selv, slappede af i os selv, og hvor folk til tider også faldt i søvn. Det kan kun lade sig gøre, når tiden ikke spiller en rolle, når noget ikke skal nås. Deri ligger meditationen, som jeg ser det. I åndedrættet og i den fuldstændige afslapning. Jeg føler lige nu, at de to dage her, har gjort mere for min krop, smidighedsmæssigt, end hvad mine mange timer hos FW har formået, og det er da interessant. I hvert fald er det ikke sidste gang jeg vil deltage i sådan en session. 🙂

Vi havde også en session med overskriften ”Integration af følelser”. To fantastisk smukke sætninger redegør egentlig meget godt for denne session:

  • To heal it – you have to feel it.
  • You can master yourself – but you cannot control your life

I bund og grund går det ud på, at turde møde de følelser, der hele tiden kommer til os. At turde mærke dem, og være i (og med) dem. Jeg har skrevet lidt om det tidligere, i mine blog omkring jalousi – om det at forblive i en ubehagelig følelse og lade den være erkendt, selvom det er voldsomt ubehageligt, og det er fuldstændig samme tilgang denne meditationsform lægger op til. At lade en ubehagelig (eller behagelig) oplevelse få plads igen, at mærke den følelse atter engang, men denne gang gribe fat om den, blive i den, alt imens der gives mulighed for at slippe selve oplevelsen og blot iagttage følelsen. Oplevelsen kan jeg ikke gøre noget ved, men følelsen kan jeg mærke og bearbejde, og måske endog komme på talefod med, således at den slipper sit tag i mig – og det lykkedes faktisk for mig. Jeg fik sluppet en oplevelse, en følelse af tab jeg har oplevet for nyligt, tab af noget jeg gerne ville have haft skulle fortsætte, men som det ikke var muligt at fortsætte. Oplevelsen fik jeg sagt farvel til. Følelsen, der gør mig ked af det, har jeg stadig i mig, men den er nu erkendt og må bare bevæge sig i den fart den nu engang bevæger sig, inden den flader ud og forsvinder. Som en bølge. Tanken er her reelt set, at blive i stand til at erkende egne følelser og tage hånd om dem, således at de ikke tager hånd om mig. De er jo mine og derfor udelukkende mit ansvar.

Den Ayurvediske ”walking massage” kan jeg ikke helt gennemskue mit forhold til. I bund og grund går det ud på at massere med fødderne, på det meste af kroppen (ikke ens egen krop, vel at mærke). I forhold til de massager jeg normalt indgår i, så var det en lidt passiv massage og måske lidt ”fraværende” i nærheden, men dog opstod der en dejlig kontakt, når foden omsluttedes af en hånd eller fik fuld flade på en anden fod. Hmmm….. måske er jeg blot lidt for farvet af ønsket om varme og nærhed, når snakken går på massage, men det var da bestemt rart at mærke en kvinde stå på ryggen af mig, eller at mærke et vedholdende tryk på indersiden af mit lår. Der er mange steder på min krop, der er noget mere spændte end jeg var klar over.  Jeg er dog stadig af den overbevisning, at en massage i tæt kontakt får mig til at slappe mere af, end ved kontakt med en fod. Måske skal der ikke drages denne sammenligning, måske er det ikke fair, for grundlaget kan måske slet ikke sammenlignes, på samme måde som en Tantra-massage og en fysiologisk massage heller ikke kan (eller bør) sammenlignes. Æbler og pærer. Det giver ingen mening.

Jeg har i hvert fald haft en skøn weekend. Jeg er blevet en masse erfaringer rigere og dem kan man jo aldrig få nok af, og jeg kan kun anbefale et retreat i Bryrrup hos ”Divine Life”. Her er meget hjertevarme og muligheden for at opdage nye sider i sig selv….og om det efterhånden så fortærskede rod ”Tantra”.