Denne blog er skrevet søndag aften.
Jeg har bare ikke fået den uploadet før nu, tirsdag formiddag
– Jeg er ikke sur på nogen, eller ked af noget, fortalte jeg, – jeg er bare socialt handicappet og føler nogen gange et stort behov for at trække mig væk og blot finde ro indeni igen.
”Socialt handicappet”. Aldrig før har jeg brugt den betegnelse om mig selv, men i aftes kom den til mig, og jeg har tænkt over den i dag. Én havde spurgt mig, om jeg var ”Særlig Sensitiv”, men hvis du har læst andet af det jeg har skrevet, kan det ikke komme som en overraskelse, at jeg ikke har det godt med at blive puttet i en kasse som ”sådan én” – derfor er jeg ikke ”Særlig Sensitiv, men udfordret socialt i visse sammenhænge. Er det så ikke bare semantik? kan man rettelig spørge, men ikke i mit hoved – og gu er jeg da ked af det. Møg-irriterende ikke at kunne deltage i morskaben sådan en lørdag aften i et sommerhus, fordi hele systemet råber på ro, og ønsket om flugt er overvældende.
Baggrunden for min tilstedeværelse i et sommerhus i denne weekend kom fra en dejlig veninde torsdag aften – en plads i omtalte sommerhus var blevet ledig, da hendes kæreste/elsker (what ever) måtte melde fra pga. sygdom. Hun ville gerne tilbyde mig pladsen. Formålet var et Tantra Retreat for 8 personer, på Djursland…. og da hun og jeg kender hinanden fra flere lignende sammenhænge, så indbød hun mig og jeg sagde ja.
Det var mit første egentlige massage-retreat siden Mahamudra, og tanken om en weekend med massage, søde mennesker og bare være ”lige der, lige nu” trak i mig – og så var det jo også lidt spændende at møde 6 nye mennesker (jeg kendte én af deltagerne, som jeg for nogle år siden selv har masseret), så fredag eftermiddag blev jeg samlet op og så afsted til Nørre Djurs.
Jeg sidder lige nu og tænker på, hvor sundt det er for mig at blive følelsesmæssigt udfordret, for kun på den måde vedligeholder jeg min forundring i hverdagen. Udfordringer og forundring skaber tanker, der er spændende at tænke, og for mig er en naturlig forlængelse heraf dette jeg gør lige nu – at beskrive dem. Det skal jeg huske mig selv på, og selvom jeg ikke er særlig vild med at befinde mig i en situation som lørdag aften, så er den eneste måde at forandre den på nok at møde den igen… og igen…. og igen.
Fredag aften foregik med en spændende snak omkring bevæggrundene for at befinde sig lige netop i det sommerhus på det tidspunkt, i den kontekst, og noget jeg kom til at tænke på der var, hvor ens vore grunde hertil i bund og grund er – skræl alle billeder og forestillinger væk og se så, at vi alle på en eller anden måde havde søgt ”noget andet” end det vores opdragelse eller omgivelser plæderede for var ”måden” at leve på, og det ”andet” havde vi fundet i mødet med Tantra-verdenen i en eller anden form. Fraværet af ømhed, nærhed, frihed og sanselighed i hverdagen var på en eller anden måde kendetegnende for vore grunde til at være i det sommerhus i denne weekend, fordi vi alle, igennem mødet med eksempelvis Tantra-massagen, har oplevet en verden der beviste, at disse ting ikke behøvede at mangle, men at de lå lige først for, klar til at blive samlet op og undersøgt nærmere. 8 forskellige personer der sad og fortalte ditto antal forskellige historier, men hvor temaet var ens.
Hvor mange flere ville ikke kunne fortælle nøjagtig samme historie, og hvor mange lader mon være?
Lørdag var helliget massagen, og det var interessant ikke kun at være iblandt Mahamudra-skolede folk, selvom der dog var en vis overvægt derfra, men flere kom med viden og erfaring fra andre steder, hvilket tilføjede nye elementer i massagen (for de fleste i hvert fald, tror jeg, men for mig, ved jeg), og der var noget vidunderligt i blot at massere uden mål (uden undervisning) og i relativt korte sprint og blot lad det ske, der nu skete. Senere på dagen ytredes der ønske om mødet med 4-6 håndmassage fra de fleste, og en plan blev lagt – og blev aldrig til noget i den form, for impulsivt blev en pisk introduceret og mulighederne med en sådan demonstreret. Jeg har aldrig tidligere fundet dominans spændende; har leget lidt med reb, hvilket jeg har skrevet om tidligere og har også modtaget lidt undervisning i, hvordan et klap bagi med fordel kan eksekveres, men derfra til at tænke på piske og klemmer – der har jeg aldrig været, men igennem denne præsentation af en ”flogger” (eller noget i den stil) på adskillelige af deltagerne, kunne jeg mærke en vis nysgerrighed sætte frø, og besluttede mig til at snakke lidt med min veninde om det senere.
Naturligt udvikledes en 10-12 håndsmassage herefter – noget som jeg i en kort periode bevægede mig ind i, men jeg befinder mig jo ikke godt i sådanne store grupper, hvilket jeg beskriver i mange af mine blogs og som jeg lærte at erkende på Mahamudra, så i løbet af kort tid gled jeg væk sammen med en anden og vi igangsatte vores egen massage. Jeg havde også den mest fantastiske dynamiske massage lidt senere, hvor vi var to der agerede ”forstyrrende elementer” idet vi udenfor kontrol rullede og trimlede rundt i vores egen dans, hvilket er ganske uden lighed med noget andet. Jeg har prøvet det i andre sammenhænge og var bekendt med den energi og lyst der kan frigives i sådan en oplevelse, og det er simpelthen så skønt bare at følge den voldsomhed, der skabes indeni når først man sammen begynder at bevæge sig.
Den første massage-session om eftermiddagen havde tappet mig for energi, og selvom jeg fik en kort lur midt på dagen, så kom jeg aldrig helt ovenpå igen, og derfor (tror jeg) blev jeg lidt tidligt ramt af behovet for ro – i hvert fald noget tidligere end nogen af de andre. Da vi havde rullet færdig og sad og nød efterdønninger i gruppen, så kunne jeg godt mærke mine skodder lukke i. Jeg var mæt, så da ”legen” fortsatte i gruppen, trak jeg mig ud og satte mig ud på gulvet i køkkenet og snakkede med en lille hund, som var tilstede – en skøn terrier, der ikke var begejstret for alle lydene og da slet ikke lyden af en pisk. Den og jeg krøb lidt sammen derude, og jeg fandt noget meditativt beroligende i de bevægelser henover hunden – frem og tilbage – frem og tilbage, men jeg vidste også godt hvilken vej vinden blæste. Jeg overvejede at tage tøj på og blot gå en lang tur, men kendte ikke området og der var fuldstændig mangel på gadebelysning, så det virkede ikke tillokkende at vandre ud i mørket, så jeg trak mig lige så stille ind på det værelse min veninde og jeg delte – gudskelov for det, og der satte jeg mig til at mærke efter, hvad det var det skete inden i mig. Det irriterede mig, at jeg ikke formåede at deltage i, hvad der lød som en sjov oplevelse, og det gjorde mig ked af det. Jeg lå et stykke tid og mærkede hvordan flugttrangen stille og roligt opløstes, men også at skodderne forblev lukkede. Tror jeg måske skammede mig en smule, hvilket er fuldstændig hen i vejret, men ikke desto mindre det jeg følte, skammede mig over ikke at kunne være med, altid at være den der måtte trække sig….
Jeg tvang mig selv ud i gruppen igen, da de samledes for at spise en sen aftensmad, hvilket var en god beslutning, for der fik jeg gjort det klart for alle, hvordan sagerne stod (som beskrevet i de første linjer af denne blog), og derved fik jeg også selv luft. Jeg kan ikke holde øjenkontakt med nogen efter sådan en oplevelse, hvilket jeg også fik fortalt – og det gjorde dagen i dag meget mere harmonisk, for intet var forblevet udeladt, og alle havde stor forståelse for min situation.
Det har på alle måder været en spændende weekend. Et møde med en række dejlige, varme mennesker og et møde med mig selv igen. Et møde med den Max, der ikke viser ansigt i hverdagen og som formår at gemme sig så effektivt, at mødet med ham altid kommer som en overraskelse – som nu i går. Jeg kan dog mærke, at jeg er bevidst om, hvad der sker, og hvordan jeg bliver nødt til at agere i situationen, men også at jeg kan finde lidt nemmere tilbage igen, hvilket trods alt glæder mig lige nu, når jeg skriver disse tanker….. og jeg tænker også, at jeg i en kommende situation vil kunne hjælpes ind i gruppen igen, hvis blot én når at registrere hvordan det er fat med mig. Måske jeg kunne prøve at gøre en kommende gruppe det klart tidligt i forløbet, at jeg på et tidspunkt måske vil kunne blive overvældet af indtryk og fyldes af en trang til flugt…. at jeg vil trække mig, og måske at en eller anden måske vil kunne gøre et forsøg på et trække mig ind igen, uden at dette på nogen måde vil være en forventning fra min side, forstås. Det tror jeg kunne være sundt. For mig.
Jeg kan huske en oplevelse på Mahamudra (Tanker om Vildskab, tror jeg), hvor vi var to der fandt hinanden i en yab yum og bare var der, i vores egen stille boble. I en forening af nærhed og ro. Midt i den vildskab der omgav os.
Hmmmm…. Nå, ikke mere for nu. Det er blevet sent og jeg føler mig overordentlig brugt – på alle måder.
Hvor er det dejligt at få indblik i et menneskes hjerne og ikke mindst i dit 😉
Det er rigtigt at lytte til sig selv, og trække sig når klappen er ved at falde ned. Det betyder at du mærker dig selv og handler på det.
Jeg kan have så travlt med fælleskabet, at jeg overser og overskrider mine signaler og det er ikke godt. En anden form for handikap…..når adrenalin kører, kan jeg nemt køre i min egen rush og slå mig uden at mærke det…. måske først næste dag. Et blåt mærke?…et stress? En træthed…. en følelse af at have overspist….. men også en følelse at noget blev healet. Noget har givet slip….noget er igen, i bevægelse i mig.
Havde jeg trukket mig tilbage og lyttet, havde jeg også måske forhindret mig selv i at kommme over kanten. En kant som jeg måske bruger til at fastholde mig i smerten, i frygt i troen at jeg fastholder mig i tryghed.
En gang i mellem, i trykke omgivelser oplever jeg at det er ok for mig at overse mine signaler, for siger jeg “nej” til min selv, kan jeg ikke opdage mine “ja”.
Men for at komme over denne kant, kan jeg mærke at deltagernes evner til at være i sig selv, deres evner til at være åbne i kærlighed, uden mål, bare rumme nuet og være modige, tør at handle på deres intuition og passe på hinanden, er det som healer mig.
Jeg tænker at det er en god ide at melde, i starten af et arrangement hvordan man har det og hvordan man kan hjælpes. Samtidig noget spænder op i mig når jeg siger det…..fordi jeg ville stemple mig selv på forhånd. Jeg kan ikke vide om situation vil opstå, ville mine meddeltager blive så “hensynsfulde” at det ville forhindre spontanitet? Den spontaneitet som også kan give plads til healing på uventede måder.
Uanset hvilken “beskyttelses” strategi man anvender, er det nok en god idee, når man mærker at man afviger fra fælleskabets energi at give et praj ” Hej, jeg har brug for det og det, lige nu. Jeg klarer mig…. eller jeg har brug for en snak eller et kram, eller ro. Jeg kommer igen senere, det har ik med jer at gøre, bare noget jeg skal lytte til.”
En god reminder til mig selv, ikke at tolke hvordan jeg tror at andre har det, ud fra det jeg ser. Det gælder både når jeg giver en Tantra massage eller når jeg er i en sammenkomst. Jeg er ikke tankelæser, og mine filtrer kan farve mine tolkninger.
Og så måske, også en reminder at det ikke er farligt, at se én trække sig, for personen er i gang med at passe på sig selv, men det er hellere ikke farligt at sige ” Hej, er du ok, har du brug for noget?…..
Kære Max, tak for rejsen i hjernen og i hjertet!