På sådan en 1. nytårsdag, kan tanker om det forgangne år sagtens være at finde, såvel som tanker om årene før. Fortiden kan vise sit ansigt. På godt og ondt. Og om noget kan fortidens ansigt være at finde i nuet, selvom den intet har med nuet at gøre, for fortiden er ikke andet end bagage, som mit sind vælger at pakke med, hver gang jeg prøver at bevæge mig i nuet. Altid er den med, fortiden. Som en skygge hænger den over mig, prøver at overbevise mig om dens ”sandhed”, prøver at indvirke på det nu, som den så gerne vil være en del af, men som den aldrig kan blive. Medmindre jeg lader den være det.

Hvordan kan det være, at livet hele tiden er foranderligt, jeg er ikke den samme person i dag, som jeg var i går (sidste år, må det så være)? Jeg kan ikke med rette sige, at jeg nogensinde GØR det samme to gange, for hver gang jeg gør det, så har jeg forandret mig, og er derfor ikke den samme som sidst, så reelt set er det ikke muligt at gentage en handling. Hvert sekund, hver en tanke, forandrer mig. Følelser, holdninger, viden, sansninger – hele tiden forandres de, men fortiden består uforanderlig (tænker jeg). Den kan jeg jo ikke gøre noget ved – sket er sket, og ligegyldigt hvad jeg gør, kan det ikke ændres. Eller hvad?

Men er fortiden ”sandheden”? Er fortiden noget jeg kan forholde mig til, læne mig op ad, eller er fortiden blot den ”historie” jeg vælger at knytte på en bestemt bevægelse i mit liv? En historie, der ovenikøbet får status af ”faktuel” i mit sind, når den lige så godt kan være det pure opspind, eller i bedste fald blot en sansning, der har fået en historie koblet på sig baseret på den følelse jeg befandt mig i, da netop denne sansning blev registreret.

Jeg har set ”Westworld” på HBO. Som serie betragtet, var den faktisk temmelig god. I den optræder en række robotter, der har fået indkodet en række ”minder”, med det formål at gøre dem mere ”menneskelige”. På et tidspunkt bliver en af disse konfronteret med det faktum, at han faktisk er en robot og at de minder om hans afdøde søn, minder der piner ham, blot er indkodet i hans ”bevidsthed”, at de er det pure opspind.

Han spørger så sin ”skaber”: – På hvilken måde er dine minder mere ”rigtige” end mine? Mine minder om min afdøde søn er lige så smertefulde for mig, som dine minder er for dig. Hvad gør dine mere virkelige?

Det fik mig til at tænke disse tanker. Fortiden er historier, som jeg selv har skabt, og ikke virkeligheden. Hvis fortiden var virkeligheden, ville to mennesker ikke kunne opleve det samme på vidt forskellig måde, tænker jeg. Fortiden er historier, jeg fortæller mig selv – og andre – for at præsentere det billede af mig, som jeg gerne vil vise dem. Historier forandres. Fortiden forandres.

Hvis jeg fortæller mig selv det samme nok gange, overbevises jeg om det, og så ændres min historie, og derved også det billede jeg viser verden, billedet af mig (som på ingen måde ER mig). Historierne om fortiden er også med til at fastholde mig i det nu jeg er i. Fortiden gør mig alt andet end bevægelig, hvis jeg lader den forme mig i det nu, der altid om lidt er fortid – og det er lige præcis det fortiden er så eminent god til, at gøre mig statisk, for på den måde kan den bevares, fortiden, i det statiske. Hvis jeg formår at bevæge mig væk fra den, i en anden retning, så ophører den med at betyde noget – og forandres derved. Formindskes. Forsvinder.

Jeg bilder mig stadig ind, at jeg ER min fortid. Jeg lader den stadig råde i tide og utide. Lytter til den. Men ikke så meget som jeg gjorde tidligere. Jeg er bevidst om, at det blot er historier jeg fortæller mig selv og at de ikke har noget med ”mig” at gøre, men blot en del af den bagage, jeg aldrig oplever bliver væk i forbindelse med en flytning, en bevægelse væk.

Måske vil jeg i 2017 få gjort op mere endnu mere af den bagage, som jeg slæber rundt på, den dødvægt af historier som fortiden er, og derved være i stand til at bevæge mig lidt mere frit. I hvert fald er det sikkert, at også i 2017 vil der blive skabt nye historier, og dem vil jeg lytte til (og hænge mig i)….men måske ikke så fokuseret som tidligere? Ikke i dem alle….tænker jeg. Håber jeg.