Julen er et sammensurium af traditioner. Nogle er kulturelt betingede, andre er lokale eller egnsbetingede, men det hele er én lang række af ”plejer-at-gøre” uden skelen til, om der måske kunne være andre måder at opleve/dele julen på.

Disse tanker er på ingen måde et forsøg på at forandre noget som helst, eller at forklejne traditionerne, men blot en række tanker jeg gjorde mig i går, da jeg selv var en del af disse, traditionerne.

I dag er det præcis tre år siden min mor døde. 1. juledag 2013 døde hun, og idet min far var død året før og jeg kun har min broder tilbage familiemæssigt, så stod jeg foran et opbrud i traditionerne, for hun (min mor) havde altid været den, der samlede familien omkring jul. Min bror har sin egen store familie, med masser af børn og børnebørn….og den travlhed det nu giver omkring højtiderne. Jeg, derimod, har kun min voksne datter, og oplever det fantastiske i at blive inviteret op til Nordjylland juleaften, at blive budt med til juleaften hos min datters mormor og hendes nye mand. De har valgt at holde jul sammen med min datter og hendes mor – og det er jeg nu blevet en del af, og derved er skabt en ny tradition. Min datters mor og jeg har altid haft et fantastisk godt forhold til hinanden. Det er over 17 år siden vi gik fra hinanden, og har i den tid altid formået at tale sammen og at skabe de bedst mulige rammer for vores fælles tredje, nemlig den skønneste pige, der nu er blevet voksen, og at vi nu kan vælge at være sammen i julen, i en stemning af ro og stilhed, med varme og tryghed og god samtale, det er det bedste der er sket for mig siden 1. juledag 2013, og det er jeg meget taknemmelig for.

Men, nu er det jo traditionerne jeg vil skrive lidt om, og der er jo nok at gribe fat i.

Kirken

Rundt om i det ganske land fyldes kirkerne denne ene dag om året. I Sæby, hvor jeg var, stod den på 4 forestillinger samme dag, og det er sikkert ikke enestående for denne kirke, ej heller at det gælder om at komme i god tid, for ellers tilbydes kun unummererede ståpladser, måske i et sideskib uden mulighed for at følge herlighederne på nært hold, svedende i for meget tøj og med utålmodige poder, der ikke deler traditionens glæder på samme vis, og som meget hellere ville være hjemme og spise sukker.

Jeg er sikker på, at beskeden om, at ”Alt optaget. Kom igen i morgen” ikke vil blive taget godt imod, for i morgen, altså i dag, er begejstringen for det kristne budskab på samme ikke-eksisterende niveau som på resten af året, men juleaften flokkes man om kirkerne, præsterne scorer en klækkelig overtidsbetaling og for en gang skyld brænder lysene ikke forgæves, og salmerne fremføres ikke blot af 10 knirkende stemmer, der alle har været i brug i over 70 år.

Det må bero på en tradition, tænker jeg, som en del af den forestilling som julen er. Kirkegangen. Jeg har prøvet det én gang, og mindedes en fornemmelse af at være på strøget i Aarhus på den dag, som nu kaldes for ”Sorte fredag” – en klaustrofobisk fornemmelse af at være spærret ind og med udsigt til en alt for lille nødudgang. Svedende varmt og med alt for mange salmer i en alt for høj toneart, og med indhold som jeg slet ikke kan forholde mig til. Jeg sad med en følelse af hykleri, kan jeg huske, og besluttede ikke at deltage i den forestilling mere.

Hvad driver folk i kirken juleaftensdag? For nogen er det uden tvivl en overbevisning om det religiøse budskab, Jesus og røgelse og alt det der, men det må være et mindretal set i lyset af det normale fremmøde søndag efter søndag. De færreste begejstres givetvis over endeløse salmer, skrevet i en sproglig syntaks der nogen gange virker umulige af fremføre. Jeg vælger at tro, at de fleste danskere er sig bevidst om, at det blot er en historie de deltager i. En vedtaget norm fra gammel tid, hvor en flok mænd besluttede sig for at videreføre den ”hedenske” hyldest til jævndøgnet og blot indsætte en handling der underbyggede den fremadstræbende kristendom. Ved at gøre hævd på jævndøgnet som en helligdag, sikredes de at almuen ikke nødes at bibeholde denne i forhold til ældre tiders traditioner….to fluer med ét smæk.

Min mor var overbevist kristen. Hun gik i kirke juleaften, men også jævnligt året igennem. Hun var troende, og var sikker på det gode i sin tro. Den gav hende ro til at møde døden for 3 år siden, og det er jo smukt i sig selv, men for de fleste andre er dette ikke tilfældet. Hvad driver dem til kirken netop på denne dag?

Er det et ”plejer” der er på spil der, eller er det blot fordi ”andre” også gør det? Er det mere socialt accepteret at vedstå sig et kirkeligt besøg juleaften, end en almindelig søndag i september? Hvordan vil ”andre” tænke, hvis man offentlig erklærer sig som kirkegænger? Vil det være et fald i den offentlige status, i omgangskredsens øjne, hvis man ”bliver hellig”?? Går de samme mennesker også i kirke til påske? Budskabet til påske er vil om noget lige så vigtigt for kristendommen. Fødsel i julen, død til påske. Jeg ved det ikke, men jeg undres blot over traditionen.

Salmerne

Ligeledes undres jeg også over salmerne, som vi år efter år kæmper os igennem inden gaverne hives frem. Hvad skal vi synge? Helst ikke en af de lange, og i fald det bliver tilfældet, så kun vers 1 og 2 og 10, for ellers bliver det da for stridsom en oplevelse at komme igennem, og hvor mange skal vi igennem, salmer? Kan vi nøjes med de to vi plejer og så den om nissen på loftet? Og hvem synger for? Hvem tør præsentere sin sprøde røst for resten af selskabet, og hvem formår at holde den i et toneleje, hvor alle kan være med?? Vi gør det år efter år, synger disse salmer og knækker tungen i ordstillingerne og i betydninger der ikke giver mening for andet end et fåtal – og mens det står på, bliver man rundtosset af turen rundt om træet, hvor man ihærdigt forsøger at læse teksten på den valgte salme, mens man skal holde hinanden i hænderne OG forsøge at undgå at træde på pakker og falde i ledningen til julelysene. Vi gør det fordi traditionen byder det, ikke fordi vi nødvendigvis hygger os med det. Tænker jeg. Føler jeg.

Inden mine forældre døde, holdt de ofte jul sammen med min datter og jeg, og jeg indførte ret hurtigt, at de kom ud til mig til eftermiddagskaffe og at vi så gav pakker INDEN maden, således at min datter kunne slappe af og faktisk nyde maden, og ikke kun sidde og vente i timer på det, der er det eneste vigtige for et barn, nemlig gaverne. En anbefaling jeg vil give videre til alle der læser dette. Brug eftermiddagen på gaveshowet. Alle er mere friske og veloplagte der, og maden kan nydes i ro og mag, mens ungerne løber rundt og leger med deres gaver – som et hyggeligt bagtæppe til de voksnes (forhåbentlige) hyggelige palaver ved bordet. Hvorfor skal det hele altid trækkes ud i det uendelige, således at alle er trætte og stressede, når man endelig sætter sig efter maden. Prøv det! Det virker fantastisk, og drop salmerne for en gangs skyld. Syng noget andet, hvis der partout skal synges, eller find disse på Spotify og afspil dem mens der pakkes gaver ud.

Det hele virker så pakket ind i traditioner, at man nogen gange glemmer sig selv i det. Glemmer hyggen, som skulle være grunden til den moderne jul, som jeg ser det. En mulighed for at være sammen med dem man elsker, på en måde som man elsker.