Dagen var oprunden. Jeg skulle udforske nye områder i mig selv, både i yoga’en, men også geografisk. Jeg skulle til Møn – en ø som jeg indtil for godt tre uger siden troede var et næs på Sjællands sydkyst. En kendt bunke kridt på et næs. Det troede jeg at Møn var. Hvor slående er det ikke lige, at noget der ligger så tæt på, er så fjernt i bevidstheden? Alle har tilsyneladende været på Møn i deres spæde barndom, andre i en senere alder, men alle har på et eller andet tidspunkt været på Møn, og er derved bekendt med, at dette ikke er et næs, men faktisk en ø – alle undtagen jeg. Møn var ukendt land for mig, og det samme er den yoga-festival, jeg skal til. Ukendt land.

Jeg læser ”Courage: The joy of living Dangerously” af Osho lige nu, og helt i hans ånd træder jeg på denne måde ud af det kendte, det ufarlige og ind i en verden hvor jeg på ingen måde er i stand til at forudsige noget som helst. Jeg har virkelig ingen ide om, hvad jeg skal opleve de kommende dage. Yoga-verdenen er også for mig fuldstændig ukendt område. Jeg kender kun til den smule jeg har erfaret i Fitness World, og det er ganske givet ikke grundlagsgivende for noget som helst, så jeg ser frem til ét, men kan måske (hvilket er ret sandsynligt endda) komme til at opleve noget ganske andet. I hvert fald kører jeg hjemmefra med et fuldstændig åbent sind. Klar til at møde hvad der end måtte bydes mig. Klar til at slippe alle blokeringer, erfaringer og forestillinger om hvad man kan og ikke kan. Hvad jeg end præsenteres for, vil jeg byde velkommen og gå med i. Møn bliver mødt åbent, nysgerrigt og undersøgende.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at jeg er skolet temmelig pragmatisk. På Mahamudra arbejdes der ikke med energier, chakra’er eller nogen universel guddommelighed, hvilket på alle måder var det der tiltrak mig i sin tid, da jeg begyndte at bevæge mig ind i tantra-verdenen. Jeg er ganske enkelt ikke overbevist om, at det overhovedet har noget på sig, men jeg er til gengæld af den overbevisning, at det virker for den der tror – ligesom alt andet her i livet. Tro bæres af en overbevisning, og for den der bærer den i hjertet, flyttes der som sagt bjerge.

Mit møde med Møn Retreat var et møde med en spirituel overbevisning – meget langt fra min egen pragmatisk opfattelse af verden, og jeg kunne mærke at den også satte min rummelighed på prøve til at starte med, for alle talte om noget jeg ganske enkelt ikke forstod (eller forstår), og alle var tillige fuldstændige enige om, at sådan var verden skruet sammen.  Mange havde erfaringer fra andre yoga-festivaler, både på Møn og andre steder rundt om, og alle kunne de mærke ”energierne” strømme ind fra både nær og fjern. Jeg tænkte mit og lod dem tænke deres, og på den måde startede Møn Yoga Festival.

I de kommende uger vil jeg gå lidt mere i dybden med nogle af de sessioner jeg deltog i, som gjorde størst indtryk på mig – og sikkert også nævne nogle, hvor jeg følte mig overordentlig malplaceret. Denne blog vil blot være en status på selve festivalen, om de følelser jeg sidder med lige nu, hvor jeg er kommet hjem. Lørdag aften. Træt og mæt af oplevelser, men med en voldsom lyst til at formidle, på skrift, nogle af de ting der rører sig i mig, for ingen tvivl om, at det på alle måder har været fire vidunderlige dage.

Jeg kørte hjem før tiden, og det var en meget følelsesladet beslutning, men nogle omstændigheder gjorde, at jeg traf det valg. Et valg der på det tidspunkt det blev truffet virkede logisk, men som, da tiden oprandt, gjorde mig trist og fyldte mig med fortrydelse, for det betød et farvel til en masse vidunderlige mennesker, hvis lige jeg ikke kan sige at have mødt tidligere – måske lige med undtagelse af Mahamudra, hvor der også tilbydes megen hjerterum og plads.

Jeg gjorde ikke for meget ud af min afsked. Kun nogle ganske få, som jeg i dagene var kommet til at holde meget af, og som havde rørt ved mit hjerte, sagde jeg farvel til. Hvis jeg skulle have været rundt blandt alle dem der fortjente en ordentlig afsked, ville følelserne havde overvældet mig, og det kunne jeg ikke lige magte. Det var svært nok at tage afsked som det var.

Jeg mærkede kun åbenhed, nærhed og kærlighed i alle dagene. Alle jeg snakkede med, lukkede mig uden videre ind i deres verden, og det samme gjorde jeg. Hvor er det smukt at møde åbenhed på den måde. Det gør mig til et bedre menneske.

Jeg mærkede ikke den allestedsnærværende energi – den som alle kunne føle. Mange snakkede om den. Hele tiden blev der snakket om den. Den strømmede helt frit og tog folk i sin favn. Den virkede udrensende på nogen, skabte kærlighed i andre og gav varme til andre igen, men den er for mig stadig ukendt terræn. Til gengæld gav omsorgen og kærligheden omkring mig ro og fred inden i. En følelse af at kunne være præcis den person jeg er, og så behøver jeg faktisk ikke ret meget mere, og måske er det blot det andre kalder for ”energi” – følelsen af varme i hjertet. Rummeligheden og lysten til blot at være.

Jeg har tidligere skrevet omkring irritation. Det at blive irriteret over mødet med noget jeg ikke selv er i stand til at kunne præstere, og den mærkede jeg også i perioder. En mild følelses af irritation – specielt i løbet af den første hele dag, torsdag. Mødet med overbevisningen om noget, der ligger mig meget fjernt, skabte et ubehag i visse situationer, og det ubehag gav sig til kende som irritation. Den blev dog ikke taget ind, blev ikke taget til efterretning, men blev lige så stille ignoreret, for jeg vidste jo godt hvorfor den stak sit grimme ansigt frem, og derfor lod jeg den også bare være der, lod den gøre det den skulle og lod den så forsvinde igen, og den tabte terræn, gjorde den, for i løbet af fredagen forsvandt den fuldstændigt og jeg mødte det ukendte med nysgerrighed og interesse, for hvad gjorde det ved mig? Hvad kunne få nogen til at græde hysterisk, eller le hjerteligt lige ved siden af mig, i samme session? Hvad skete der i dem, som der ikke skete i mig? Se, det var en undersøgelse værd og ikke en irritation, så på den måde åbnede jeg mig for det ukendte. Det nye, og det vil jeg nok fabulere lidt mere over i en senere blog.

Jeg er træt og vil i seng nu. Jeg sidder her, hjemme igen, og føler mig ikke helt færdig med Møn Retreat. Jeg ville ønske at jeg i morgen kunne give alle de skønne mennesker det store kram de fortjener, men det må jeg gøre næste år, for lige nu er jeg ret overbevist om, at det ikke er sidste gang jeg deltager på et arrangement dernede – dernede på Møn, der ikke er et næs på Sjælland, men faktisk en rigtig ø, med et dejligt sted, som jeg kun kan anbefale alle der læser det at kigge nærmere på, og på egen hånd opleve, for det er virkelig en smuk erfaring at gøre sig – hvad enten man er overbevist spirituel eller ej.

Namaste.