Jeg fandt følgende ved en simpel søgning:

”… Svedhytten er et ældgammelt renselsesritual for de nordamerikanske indianere. Og samtidig er det et stærkt åndeligt ritual, hvor man i hyttens mørke og hede søger at komme i kontakt med Skaberen, moder jord og bedsteforældrene fra de fire verdenshjørner.
En svedhytte er bygget af pilegrene, der er flettet sammen til et skelet med en diameter på omkring 3 meter. Grenene beklædes med tykke tæpper for at holde varme og damp inde. I gamle dage var det skind fra vilde bisoner. I midten er gravet et stort hul, beregnet til glohede sten.
Under ceremonien hældes der vand på stenene, trommes, brændes urter af og synges sange…”

Fredag morgen. Min morgenfriske slof lod sig vække kl 04.45 for at deltage på en morgensession – Sadhana – men belært af min erfaringer torsdag fra Kundalini-klassen (som jeg nok beskriver på et senere tidspunkt), så fravalgte jeg uden blusel denne tidlige session og lod hyldesten til morgenrøden være andres ansvar og sov lige videre. Jeg skulle i svedhytte kl 07.30 og det så jeg meget frem til.

Aftenen inden havde der hersket lidt uro omkring selve sessionen. Var det med tøj eller uden? Var der to sessioner eller hur?? Jeg greb lige fat i Cornelia (der skulle forestå oplevelsen), og blev gjort bekendt med, at vi skulle starte med at samles omkring bålet og lige sætte vore individuelle intentioner for turen i hytten. Efterfølgende ville der så blive fire runder, hvor varmen gradvis ville øges. Påklædningen var op til én selv. Sessionen ville nok vare indtil kl 11 (eller deromkring). Fantastisk.

For god ordens skyld vil jeg lige tilføje, at jeg aldrig har været den store Sauna-gænger, og ganske uvidende om begrebet svedhytte, så jeg ville møde op fuldstændig blank og med et åbent sind. Og skolet af Mahamudra, ville min tilgang til svedhytte bestemt være nøgen. Selvfølgelig. Alt andet ville være utænkeligt J

Et bål fyldt med sten og bygget flot op buldrede lystigt, da jeg nåede frem til pladen lidt i halv otte. Vi endte med at være 16 personer. En nogenlunde ligelig fordeling af mænd og kvinder, og ditto i relation til tidligere erfaringer. Cornelia forklarede igen hvad der skulle ske, og et par stykker vil lige på nippet til at melde pas på hele oplevelsen. Jeg selv var spændt og lidt nervøs. Det var mange mennesker. Det var en temmelig lille hytte. Den ville blive overordentlig varm og bælgmørk. Så, i mig var en række advarselslamper rødglødende. Jeg har meget svært ved at miste min frihed, at blive holdt fast – og nu virkede det til at jeg gik lige lukt i fælden. Svedhytten ville gribe fat om mig og holde mig fast, holde mig i et brændende varmt favntag, hvorfra jeg ville have meget svært ved at undslippe.

Nå, men intentionerne blev fastlagt og vi gjorde os klar til at kravle indenfor. I forbindelse med forberedelserne var der skabt en vej mellem bålet og svedhytten, og midtvejs var placeret et ”alter”. Det var nogle sten og et pindesystem, hvorpå man blev tilbudt at hænge et smykke eller blot en genstand, som tegn på den intention man valgte at gå ind i svedhytten med. Nogle hang smykker og der kom også et par ekstra sten indenfor kredsen af andre sten. Nogle blomster blev også lagt. Jeg fandt ikke noget at lægge, men min eneste intention var også blot nysgerrighed, så måske skulle jeg have placeret én kat på alteret 🙂

Et ritual blev også praktiseret, og jeg undskylder på forhånd hvis jeg formår at forenkle eller fejlfortolke ritualet her. Jeg skriver i henhold til min erindring, og såfremt jeg er helt galt på den faktuelt, så må man gerne kommentere på det.

Alteret var kvadratisk og hver spids i dette kvadrat vendte mod hver sit verdenshjørne. Vi stillede os nu op omkring bålet og Cornelia fremdrog en ”rasleting” (Sorry for ordvalget, men jeg kender ikke udtrykket. Det var et æg på en pind med bønner i – den raslede), og med den raslen hidkaldte hun verdenshjørnerne og disses bedsteforældre. Jeg må her lige indskyde, at mine bedsteforældre næsten med sikkerhed ikke lod sig hidkalde. De var dybt Indre Missionske og ville med sikkerhed betragte dette ritual som hedensk, men måske misforstår jeg termen ”Bedsteforældre”? Måske er de blot et symbol på viden (glemt viden, måske), på erfaring, visdom? Måske nogen ved det? Jeg gør ikke.

(Som en lille passus her kan jeg lige sige, at jeg har kigget lidt nærmere på selve traditionen for svedhytten – der findes rigtig meget læsestof på nettet, og det er på alle måder en smuk ceremoni, og jeg vil overhovedet ikke begynde at forklare det her, for det vil der ikke komme noget godt ud af, men en opfordring til alle om lige at lure lidt på det på egen hånd.)

Jeg kan kun huske, at mod øst hidkaldtes ”Visdomsaspektet” (tror jeg nok), og så er øst jo også et symbol på solens fødsel dag efter dag (en svedhytte er også et symbol på en ”genfødsel”) og mod vest regerede mørket og kulden (igen, tror jeg nok). Moder Jord blev også påkaldt, tillige med Fader Himmel (Father Sky, lyder på en eller anden måde bedre, men nu holder jeg det altså på dansk). Åbningen i svedhytten lå mod øst, men om det var overlagt eller tilfældigt, kan jeg i sandhed ikke erindre.

Nu var vi klar. Ritualet vel gennemført. 16 personer + bedsteforældrene fra de fire verdenshjørner, Moder Jord og Fader Himmel. Alle var vi klar. Vi var mange (og en broget flok), der gjorde os klar til et kravle indenfor. I varmen. I mørket.

Vi var 7-8 personer, der uden videre smed kludene og kravlede ind nøgne. Inden vi kravlede ind, blæste Cornelia lidt aske på os (hvorfor har jeg ingen ide om). Resten kom ind mere eller mindre påklædte. Stenene blev bragt ind af bålmesteren Tom og så blev der lukket af til verdenen udenfor og mørket tog os i sin favn. Varmen lukkede sig om mig.

Den var ikke slem endnu, varmen, men sveden tog til. Porrerne åbnede sig gavmildt op og efterhånden som varmen blev mere intens, fortsatte de med at åbne sig. Jeg tror aldrig, at jeg har oplevet at svede på den måde før – selv ikke med min dog begrænsede erfaring med saunaer. Varmen var anderledes end hvad jeg kan erindre i en sauna – mere ”ægte”, hvis man ellers kan sige det om varme. Tror det har noget at gøre med tilstedeværelsen af store bålopvarmede sten. I en lille mørk hytte. Siddende nøgen på den bare jord.

– Må man gerne bare sige lyde, lød spørgsmålet fra kvinden ved siden af mig. Vi havde lige overstået en fællessang, en hyldest til det store træ, der drak fra det dybe vand, og nu gik der totalt kaudervælsk chant i den, hvilket egentlig var ganske okay – det bragte i hvert fald tankerne væk fra den mere og mere kvælende hede, og fra det faktum at siddebekvemmeligheden lå på et meget lille sted.

Flappen ud til virkeligheden blev slået op og lys iblandet kølig livgivende luft strømmede ind. Gjorde krav på pladsen inde i hytten – og sammen med lyset og luften kom også dunke med vand. Alt i alt en kombination, der på en lykkeskala fra 1-10, må siges at ligge på 12. Ren fryd med noget vand.

Tingene gik i ring. Sten blev bragt ind og flappen røg på plads. Mørket og varmen blev igen nærværende og denne gang med en duft af salvie. Salvie kan enten virke rensende og/eller give kvalme, lød de vise ord. Heldigvis oplevede jeg kun det første. Til gengæld blev varmen intensiveret mærkbart og vand skulle der også smides på. Stemningen i hytten blev mere intens. Det begyndte at gøre ondt at trække vejret og fornemmelsen af at være fanget tog til. En flugtrefleks begyndte at gøre væsen af sig. Inden i mig. ”Løøøøb”! Skreg den, men siddende forblev jeg. Nogen begyndte at græde. Siddende forblev vi og trak vejret i varmen. Sammen. I mørket.

– Kan I mærke energien, kaglede en eller anden. Nogen kunne tilsyneladende. Jeg mærkede kun varmen.

Endnu engang blev virkeligheden lukket ind igen sammen med en masse vand. Nogen lagde sig ned, varmen var jo ikke så intens ved jorden, så da endnu flere sten var på plads og flappen igen udgjorde et værn mod virkeligheden, så lagde jeg mig også ned. Stor fejl, viste det sig.

I virkeligheden lå jeg temmelig dårligt. Varmen var måske knap så intens, men til gengæld var mine ben betydelig tættere på de rødglødende sten og det var nærmest uudholdeligt – og så var jeg begyndt at døje med uro i hænder, fødder og kinder, ja faktisk i det meste af mit ansigt snurrede det, men tanken om at skulle stikke det op i den intense hede blot 40 cm højere oppe, var næsten ikke til at bære, men op skulle jeg og op kom jeg.

– Nu besvimer jeg, tænkte jeg, da varmen ramte mig. Jeg greb ud efter hende der sad ved siden af mig og søgte lidt støtte. Jeg greb hendes hånd og bad hende holde min, for jeg havde ingen kræfter. Jeg kunne simpelthen ikke holde hendes hånd. Samtidig rensede min krop ud på fuldt drøn. Den snurrende fornemmelse rykkede ned igennem kroppen, ud i fingre og tæer, og pludselig tissede jeg, ukontrolleret. Jeg kunne ikke holde det tilbage. Kvinden på min højre side havde tidligere annonceret et lignende udslip, og Cornelia havde inden vi gik ind ligeledes tilkendegivet, at skulle man tisse…ja, så tissede man, så jeg lod kroppen gøre sit uden at holde igen.

Flappen gik op igen. Virkeligheden kiggede indenfor, og flere sagde i kor, at de skulle udenfor. Jeg var med i det kor. Ind igen ville jeg ikke. Blot ud. Væk fra varmen.

Græsset udenfor var køligt og mildt. Blæsten en lise. Jeg smed mig og mærkede, hvordan min krop reagerede på kulden. Vi drak alle vand i store mængder og nu var alle nøgne (lige med én undtagelse). Det var skønt at se, hvordan hæmningerne havde sluppet sit greb i alle, hvordan varmen og nærheden i hytten havde samlet os, og fjernet alle blokeringer.

Min hænder snurrede stadig og jeg var fuldstændig slap i skroget, men klar i hovedet. Havde en skøn fornemmelse i kroppen, det på trods.

Fjerde og sidste runde blev annonceret. Jeg kunne mærke, at jeg blev nødt til at gå hele vejen. Ikke at gå med ind igen var udelukket, så jeg kravlede med ind igen og søgte næsten med det samme nærheden ved kvinden ved siden af mig. Fjerde runde. Masser af nye varme sten og masser af vand. Intens varme.

Bring it on!!

Vi kravlede alle ind igen. Ikke en eneste blev udenfor, hvilket var fantastisk. Nye pladser fik vi, og jeg forberedte mig på denne sidste runde. Greb hånden på hende til venstre for mig og så gik flappen ned. Mørket kom. Varmen kom. Buldrende og bragende. Dampen. Var. Varm! Dampen brændte. Gjorde ondt. Lungerne kunne ikke lide dampen. Kroppen kunne ikke lide dampen. Jeg foldede hænderne foran munden i et forsøg på at holde dampen væk og kun indånde selve varmen. Du godeste, hvor var det varmt. Jeg lod et brøl slippe ud. Ikke som den eneste.

Flappen gik op og igen skulle vi ud. Væk fra dampen. Fjerde runde overstået. Nu som krebs. Ikke mere. Denne gang var jeg sikker. Mange var sikre på det. Vi ville ikke derind igen. Nogen ville gerne. En kort tur mere. Én mere sang, ville de have, så flappen gik ned igen, men denne gang var jeg i virkeligheden, i lyset og luften og kunne blot høre deres sang. En kort sang og så kom resten ud.

Det var overstået. Klokken var godt 11. Vi gik i gang kl. 07.30, så alligevel noget af en omgang.

Jeg var træt. Udmattet. Resten af dagen var jeg lidt ved siden af mig selv. Drak vand i litervis. Faldt i søvn efter frokost. Dyb søvn i næste tre kvarter, men vågnede med en let følelse i kroppen. En følelse af at noget have sluppet i mig. Noget havde udvidet sig i mig og nogen havde rørt mig i den hytte. Os der var med mødtes på en anden måde i tiden derefter, og hvor er jeg glad for at have prøvet det. Ikke om jeg ville have undværet det. Sikke en vidunderlig oplevelse. Sikke nogle dejlige mennesker.