Jeg har fået opdateret min hjemmeside. Min blog er nu inkluderet, hvilket jeg har glædet mig meget til i lang tid. Min tidligere udbyder tilbød ikke blogs på deres system og jeg har i lang tid gået og leget med tanken om at flytte min side over til WordPress – et noget mere ”nørdet” system end der hvor jeg kom fra, og det kan jeg jo godt lide, nørdede systemer. Sådan er jeg. Nørdet, når det kommer til IT. Ydermere havde en god veninde udfordret mig til at hjælpe hende med at sætte hendes side op i WordPress, og da jeg jo ikke kendte noget til det…tjah, så måtte jeg jo i gang med at lære det….og det har jeg så fået gjort. Lært det. Ikke det hele. Bestemt ikke. Der er mange ting jeg ikke kender til endnu. Kodning i Style Sheets for det første. Det er jeg ikke hård til, og den kodning jeg har måttet ty til på min nye side, har jeg tyvstjålet fra forskellige fora, hvor andre novicer lufter deres uvidenhed. Stiller den til skue. Uvidenheden.

Siden er helt bevidst lavet helt anderledes end den tidligere. Og den er bestemt heller ikke færdig endnu. Jeg har mange ideer og ting der skal prøves, så vid at den vil ændre sig hen over efteråret. Ting skal prøves. Testes og måske forkastes. En herlig platform at lege på.

Jeg er fuldstændig ustresset. Hvor er det vidunderligt ikke at skulle noget den først uge af min ferie. Intet har der været på programmet. Kun at sove, læse, drikke kaffe, lege web-udvikler, nørde med koder, nyde vejret og pladsen omkring mig hvor jeg end kommer, for alle andre er draget sydpå. Væk er de. Nogen er også taget nordpå, men det er de færreste. Sydpå. Det er trenden. I bil.

Min kollega Andre skulle sydpå i fredags. En million danskere ville pakke bilerne og køre sydpå, fortalte han nedtrykt. Ned til varmen og til bilkøerne på de tyske motorveje. André var i gang med at bevæge sig ind i en tilstand af præ-stress allerede da jeg hentede ham fredag morgen, og da turen gik hjem fra Vejle fredag eftermiddag, var tilstanden forværret. Sammen med en million andre så han frem til 2000 km på hjul. Og familien. Vejarbejde. Børn på bagsædet. Kø og varme. I en Ford. Til Sydfrankrig.

Jeg skal først noget på onsdag. Indtil da skal jeg intet som ikke kan udsættes. På onsdag skal jeg til Hedehusene og besøge min datter, der passer en hund. Hundens ejere er dampet på ferie. Uden den. Så den må Silje passe, hvilket hun også gjorde sidste år. Hende skal jeg besøge og så kan vi sammen lave ikke ret meget. Måske turiste lidt i hovedstaden. Med hunden. Eller gå på opdagelse i Roskilde? Dagene tages som de kommer – det er altså den bedste måde at tage dagene på. Som de kommer. Jeg har ikke noget imod at kede mig lidt. Faktisk er det befriende at kede sig lidt, at mærke sig selv, stilheden, eftertænksomheden i stilheden. Det kan jeg godt lide, men det kræver ro og lidt kedsomhed, og sker der ikke ret meget i dagene i næste uge, så er det det der sker, og så er det helt i orden.

Jeg skal også til Møn i min ferie. I det meste af uge 31 skal jeg til Møn. Jeg har aldrig været på Møn. Vidste ikke engang at det var en ø. Troede at det var et slags næs på Sjælland. Et næs med en klint. Et næs med en kendt bunke kridt. Det var Møn, troede jeg, men nu ved jeg altså noget andet.

Jeg skal til Yoga Festival, eller Yoga Retreat, som de også benævner det. På Møn. Det bliver stort. Afslappende og stort. Udspændende og spændende på samme tid. Egentlig kiggede jeg på en Tantra Festival – samme sted – men tidsmæssigt passede det overordentlig dårligt inde i mit hoved og indholdet var heller ikke lige i øjet, men så fik jeg øje på denne – Yoga Festival i uge 31. Jamen, kan det passe bedre? Mange forskellige stilarter, meditation, og så på Møn – tre ting på én gang. Jeg var solgt på stedet. Så kan jeg komme udspændt, ustresset og hovedtømt på arbejde d. 8/8 – sikkert modsat mange af min kolleger, der valgte at følge trenden med afholdelse af ferie på de tyske motorveje.

Noget helt andet. Jeg døjer lidt med den ene lægmuskel, så jeg går i stedet for at løbe. Traver, gør jeg og specielt når vejret er som det er nu. Så traver jeg og netop fordi det er varmt, så er det jo oplagt at tage trøjen af, at trave med nøgen overkrop, men det har været årsag til en vis debat inden i mig. Jeg har kunnet mærke modstand imod at gå med nøgen overkrop – og det har jeg undret mig lidt over. Og tænkt meget over, for hvorfor mon egentlig det? Jeg holder mig på de mindre veje, i landlige omgivelser, så hvad er det jeg reagerer på?

Efter at jeg kunne mærke denne modstand, er jeg selvfølgelig begyndt at smide trøjen fra starten af og så tvinge mig selv til ikke at tage den på igen på hele turen, for sådan en hæmning vil jeg ikke ligge under for, men det trækker stadig i mig, når jeg møder nogen på turen – selv når jeg møder de allestedsnærværende overvægtige mandlige cyklister i meget stramt cykeltøj, der på alle måder viser mere krop end jeg gør, så mærker jeg trangen til at tage trøjen på. Den er der. Tanken om at nogen skulle få den tanke, at jeg på en eller anden måde dyrker en skjult narcissisme – den jeg ser igen og igen i Fitness World, hvor rigtig mange unge mænd kigge med utilsløret beundring på dem selv i spejlene. Selvglæden. Beundringen af en muskuløs arm (at flere så glemmer helheden og derfor trasker kalveknæede rundt på ben, som kun storken kan prale af er tyndere, det glemmes) Måske er det det? Tanken om at nogen ville tro, at jeg har til hensigt at ”vise mig frem”. Se mig. Hmmmm…..nåja, så må det vel være sådan. At de tænker det. I hvert fald foregår mine traveture med nøgen overkrop så længe vejret tillader det og/eller indtil jeg ikke længere tillægger det nogen betydning.

Lørdag aften. Solen skinner. Jeg sidder på min terrasse og skriver. Der er ferie og ikke noget der skal nås.