Irritation er en følelse, der gør temmelig meget væsen af sig. Der er mange måder at imødegå følelsen på og som oftest ud fra et ønske om at forandre den udefra kommende årsag til denne.

Jeg slog ordet op:

(citat)… følelse af vrede, ærgrelse, ophidselse, utilfredshed el.lign., forårsaget af at nogen eller noget vækker ens mishag, ikke opfører sig som forventet el.lign…. (citat slut)

Hvorfor nu en blog om irritation? Grundlaget er en kaffeaftale på en cafe i Aarhus for nogle dagen siden. Jeg mødtes med ”B” en times tid, og som altid kommer vi vidt omkring i vores snakke – og denne gang kom vi altså ind på emnet ”irritation”, idet jeg nævnte, at denne følelse fyldte i mig for tiden. Jeg har brugt lidt tid på at tænke lidt over emnet den seneste tid og ikke mindst mit eget reaktionsmønster i relation til netop den følelse.

Hvor er det nemt at lade sig irritere, og ligeledes at give andre skylden for det. Hvis bare den eller den person ville lade være med at gøre netop det eller det, så ville alting være dejligt og ingen ville have grund til at være irriteret, og så kan man lulle sig ind i irritationens beskyttende favntag og hvile i visheden om, at det er andres skyld, at man har det skidt. Hvor er mange venskaber og parforhold gået i stykker på den konto.

– Irritation dækker jo normalt over en anden følelse, sagde ”B”. – Hvad tænker du, at den reelle grund til din irritation kan være i netop dette tilfælde?

Det fik mig til at tænke. Jeg ved det jo godt. Inderst inde. For hvad er irritation andet end mødet med noget, som jeg ikke bryder mig om. I mig selv. Ikke i mødet med andre, men i den spejling jeg foretager i mødet med en anden.

Hvis jeg lader mig irritere i mødet med andre mennesker, så kommer følelsen jo inden i mig, den stammer fra mig. Ikke fra andre. Den er kun min og kun jeg kan tage ansvar for den. Det er altså ikke den anden, eller de andre, jeg skal ændre, men måden hvorpå jeg reagerer overfor den anden. Jeg kan ikke ændre på nogen – mennesker er som de er, men hvis jeg i mødet med en anden påpeger, hvad det er der sker i mig, inden i mig, i det møde, så kan den anden vælge at ændre sine handlinger, og så kan jeg efterfølgende derfra vælge, om jeg kan acceptere det valg, og derudfra agere.

Nogen gange vælger jeg at være åben omkring min irritation. Forklarer hvad der sker i mig og hvorfor.
Andre gange lukker jeg af. Trækker mig tilbage og passer mig selv. Bilder mig selv ind, at jeg ikke er interesseret i at være deltagende. Tildeler irritationen et andet prædikat. Kalder den noget andet, blot for at retfærdiggøre den i mine egne øjne. Så er jeg måske introvert.

Jeg har i dagene her kigget indad. Ind i mig selv. Kigget på min irritation. Fra mange sider og med åbne øjne. Jeg har kigget på grunden til min irritation og ikke på irritationen. Tænkt oven den og kan se at det grundlæggende har at gøre med handlinger og egenskaber, som jeg ikke selv bryder mig om at vise eller som jeg ikke selv evner at præstere. Deri ligger kimen til min irritation. Måske er dette åbenbart for alle andre end mig, men den iagttagelse har alligevel flyttet noget inden i mig. En viden om, at det er spejlingen, af handlingen jeg reagerer på, ikke nødvendigvis personen bag handlingen, for meget kan man sige om irritationens væsen, men der findes simpelthen ikke nogen sikker måde at irritere andre på. Hvad der irriterer den ene dag, kan have en halt anden virkning dagen efter – det kaldes ”liv”, og liv er foranderligt, og derfor er kimen til irritationen også foranderlig.

Jeg irriteres ofte, hvis jeg møder folk der er vulgære.
Jeg er aldrig selv vulgær, hverken i sprog eller i handling. Ikke bevidst i hvert fald. Måske opfatter andre mig som vulgær i situationer, men jeg tror det ikke. Det ligger mig fjernt

Jeg irriteres, når jeg mødes med dumstædighed
Det er næsten ikke til at bære. Folk der nægter at erkende deres egen fejltagelser og stædigt vedholder samme overbevisning. Jeg er selv meget nem at flytte med. Jeg elsker at erkende min egen uvidenhed i mødet med en mere faktuel korrekt udlægning af et emne. Tror jeg har skrevet om det før – det her med at det i min verden er sundt at modsige sig selv engang imellem.

…og så en af de mindre flatterende (som jeg helt klart skal arbejde med)…

Jeg irriteres ofte, i mødet med en (overdreven) løssluppenhed
Øj…den er ikke rar at kigge på, og da slet ikke at skrive her, men den er faktisk en af de helt store. Den er svær at skrive om, men jeg har rigtig svært ved den. Og når jeg lige nu kigger på den, så giver det jo god mening. At jeg ikke trives med løssluppenhed i store mængder. Jeg er ikke i stand til at være en del af den. Der er alt for megen kontrol inden i mig til at slippe fuldstændigt, og derfor irriteres jeg nemt i mødet med den. Folk der griner meget og hele tiden. Folk der evner at være i centrum hele tiden. Det har jeg så svært ved – i hvert fald hvis jeg ikke er iblandt rigtig gode venner, og selv der kan jeg have svært ved det. Ikke at grine og more mig, det kan jeg bestemt, men af være alt for meget i fokus eller grine alt for højt…det falder mig svært.

Jeg er opdraget til ikke at vise store følelser. Det var ikke velset i mit barndomshjem, og selvom jeg med årene er blevet bevidst om dette og uophørligt arbejder på at slippe den kontrol inde i mig, så kan mødet med voldsomme følelser tænde en irritation inde i mig – ikke altid og nogle mere end andre, men når jeg her sidder og tænker over det, så virker det hele vejen rundt på en eller anden måde.

En tanke: Er irritation forbundet med misundelse? Hmmmmmm…..(?)

Hvordan imødegås en irritation mon så, tænker jeg? At få øje på den og acceptere dens tilstedeværelse er selvfølgelig et skridt på vejen, men gør det mig mere rummelig? At jeg har fået øje på den? Vil den ikke stadig influere på mit humør, på mine handlinger?

Hvordan får jeg plads til at rumme grundlaget for min irritation, altså den reelle følelse og på den måde måske fjerne grundlaget for den?

Rummelighed er al irritations undergang.

Altså gælder det om at kunne rumme den andens handlinger. Give plads til dem, måske endda glædes over dem og på sigt måske inddrage dem i mit eget følelsesliv, men i første omgang gælder det om at give dem plads. At rumme dem i mig sammen med min irritation. At rumme begge dele. Lade dem mødes og måske opløses. Måske være undersøgende i forhold til den anden persons ageren. Forklare denne, hvordan jeg har det. Måske vi kan undres sammen? Se, det kunne være spændende. At undres sammen. I stedet for at skilles eller gå fra hinanden.

Lad os undres.