Jeg er trist i de her dage. Årsagen er ikke så væsentlig, så den vil jeg ikke komme nærmere ind på. Det er følelsen, der er interessant. Den fylder, gør den. Tristheden. Den fylder helt enormt og den bygger historier. Store og larmende er de. Historierne. Og de har næsten med sikkerhed ikke noget på sig. Udelukkende skabt af mig med baggrund i min tristhed. De næres af denne. Vokser og gror. Bygger rod, sætter sporer ud og forsøger at finde fæste i mit sind. Lokkende med deres ”sandhed”. Understøtter tristheden.

Den er uden for min kontrol. Årsagen. Derfor er den interessant at betragte lige nu, for jeg kan virkelig ikke gøre noget for at ændre den og egentlig er det vel heller ikke meningen. At jeg skal ændre den. Skal jeg ikke i stedet blot iagttage den, lade den være det den er og så selv prøve at være den jeg er?

Jeg ER ikke trist. Det er et faktum. Jeg FØLER mig trist, men jeg ER ikke trist, for der skal ikke meget til, så føler jeg mig glad eller lattermild, og så er jeg jo ikke trist mere – derfor kan jeg ikke VÆRE trist, men blot FØLE mig trist.

Okay, så! Så føler jeg mig blot trist! Gør det tristheden mindre inden i mig lige nu? Næ, det gør det ikke. Ikke det fjerneste, men begreberne er på plads.

Hvis jeg prøver at finde logikken i min tristhed, så er den der ikke. Logikken. Men nu er det jo også følelser jeg kigger på, og hvor er lige logikken i følelser. Alene det at betragte min følelse af tristhed med intellektets briller er spild af tid, for intellektet kan ikke favne følelser. Min viden om det uhensigtsmæssige i at være trist ændrer jo ikke en tøddel på det faktum, at jeg er trist. Min viden om årsagen, mindsker ikke fornemmelsen af ked-af-det-hed i mig, og ligegyldigt hvilke scenarier jeg spiller igennem i min hjerne, så fjerner det ikke følelsen i mig. Den er der. Følelsen. Og det kan jeg ikke gøre noget ved, andet end at være i den. Pokkers!

Jeg sidder lige nu med en voldsom lyst til at krølle mig sammen i min stol og blot sove tristheden væk.

Kan jeg gøre noget for at mindske den? Næ. Det tror jeg ikke. Måske hjælper det at skrive lidt om den, for på den måde at skabe en iagttagelse, men intet jeg kan gøre, vil kunne fjerne følelsen, for så nemt lader kroppen sig ikke narre. Jeg kan bevæge mig med den. Lade mig fylde af den og så prøve at finde huller i følelsen, hvorigennem jeg kan give plads til andre ting og på den måde måske mindske den stille og roligt.

Måske er der noget sundt i at være i følelsen? I hvert fald giver den mig mulighed for at betragte mig selv kritisk, og netop fordi jeg er bevidst om dens rænker (fik lige lyst til at bruge det ord), så kan jeg iagttage hvordan historierne bygges op – baseret på…..ingenting. Ingen verdens ting er disse bygget på baggrund af, og det kan jeg forholde mig til og derved forkaste dem inden de slår rod. Det gør ikke følelsen mindre, men den forpestes ikke af historierne og føles derfor mere ren og ikke som noget jeg skal tage aktion på, men blot acceptere.

Hmmmm…..det er faktisk okay at skrive lidt om det. Jeg skal ikke gøre noget. Ikke foretage mig noget. Blot blive i tristheden og erkende at den er der, samt ikke give historierne nogen sandhedsværdi. De er det de er. Historier.

Nu tror jeg, at jeg vil drikke en kop kaffe og sætte mig til at kigge ud på regnen, og så lade tristheden få plads. Den tager jo pladsen alligevel, så hvorfor forsøge at skjule den. Min datter kommer hjem om en times tid, og så ved jeg at jeg glemmer den. I hvert fald for en stund, og så er den måske mindre sidenhen. Tristheden.