Status: Bloggen er skrevet i aftes. Fik den bare ikke uploadet 🙂

————————————————————————————————————

Sad på en cafe i dag. Ventede på nogle kolleger. Vi skulle spise sammen. Nyde en øl, noget mad, dagens sol og hinandens selskab. Cafe Rar Bar i Aarhus.

To veninder sad ved bordet bag mig. Jeg var lidt i god tid, og sad derfor blot og indgik i omgivelserne. Jeg lyttede, for det gør jeg. Jeg iagttager også gerne, men denne gang lyttede jeg, for kvinderne var harme. De var vrede, var de. Vrede på en fælles venindes kæreste. Han var en slubbert, var han. En tølper. Intet mindre. (betegnelserne for den formastelige har jeg lagt dem i munden. De anvendte andre betegnelser)

Veninden var 8 måneder henne i en graviditet, og så var kæresten, slubberten, tølperen skredet. Måske uden et ord. Måske blot med ét ord. ”Farvel” havde han måske sagt, og væk var han. Jeg ved det ikke, og det gjorde de to veninder heller ikke umiddelbart. De vidste blot, at han var dampet af, og deri lå kimen til deres harme, for ”det gjorde man da bare ikke”.

Tidspunktet for et brud var bestemt ilde valgt, men det var beslutningen om selve graviditeten måske også, tænker jeg, for et eller andet i mig har svært ved at tro, at den trufne beslutning fra mandens side er kommet ud af det blå. Noget må have været galt. Længe må det have trykket ham. Det der var galt. Selvfølgelig kan det bero på en impulsiv beslutning. I går var vi lykkelige. I dag kan jeg ikke holde det ud. Jeg skrider. Adjø, men mon ikke det er noget han har gået og rodet med i en vis tid, tænker jeg – måske de endda begge har gået og rodet med tanken om, at livet med den anden måske var mere skidt end kanel – og i frygt for at se realiteterne i øjnene, så har de lullet hinanden ind i den vildfarelse, at det at få et barn sammen vil kunne gøre noget godt for dem og deres.
Det tænker jeg, er en mulighed. Måske beror det på, at hun er utålelig at bo sammen med, og hun i graviditetens sidste svære tid har udviklet denne utålelighed ti-fold, og han simpelthen har givet op. Kigget i spåkuglen og set sit liv forme sig efter hendes forgodtbefindende fremover. Mistrivsel og hakken på hinanden og på barnet. Måske beroede beslutningen på det? Måske på noget helt andet. Måske han blot er en dum og egocentreret skiderik, der ikke kan tage et ansvar. Ingen ved det – eller nogen gør nok, men ingen af de implicerede i oplevelsen. Vi gætter alle. Vi bygger den mest passende historie op og serverer den for alle der gider lytte. Det er det vi gør.

Gad vide, hvornår et eventuelt brud ville være på sin plads i denne sammenhæng? Hvis det at kvinden er gravid er et upassende tidspunkt at følge impulsen til at gå hver til sit, efter hvilken målestok kan ”et passende” tidspunkt så vurderes at være nået? På selve dagen for fødslen? Efter navngivningen? På 1 års dagen? Hvornår vil det være passende, tænker jeg, at forlade den synkende skude? Vil et brud nogensinde være ”passende” i den verden?

”Passende” er i det hele taget upassende, for er det andet end moral og bedømmelse? Hvorfor skal noget overhovedet være ”passende”? Igen, efter hvilken målestok (og hvis målestok?). Kan noget være lidt passende eller alt for passende? Det er passende, siger man, og så er det i orden. Så nikker man og er tilfreds. Det kunne godt være bedre, og bestemt også værre, men bare det er ”passende”, så lever man med det. Bider ønsket om noget mere i sig. Sluger kamelen og lader stå til, for alternativet (tror man) er værre.
”Passende” svarer til, at noget er ”nok” eller ”rigeligt”.

Det svarer jo til at elske én ”nok”. Mener jeg har skrevet om dette tidligere…..eller måske var det blot en fb-opdatering. ”At elske nogen nok”. Hørte det i en film for ikke så længe siden, og kunne slet ikke slippe det igen. Det er en så absurd kommentar.

– Elsker du ham? Spurgte manden i filmen hans forhenværende kone.
– Jeg elsker ham nok, lød svaret.

Det er da i den grad en umulighed. Man kan umuligt elske nogen nok. Kan man elske nogen lidt? Kan kærlighed sættes op efter en målestok? Er det ikke et enten/eller? Der elskes eller der elskes ikke? Uden bedømmelse. Uden moral.

Nå, det var lidt et sidespor. Veninderne var harme. Faderen var smuttet. Ingen vidste rigtig noget, men så gik tiden og solen varmede så dejligt. Også på min øl, der bestemt ikke blev bedre i lunken tilstand.

– Er du vegetar? Spørgsmålet blev stillet og øjenbryn hævet. Det er egentlig interessant, hvor megen forbløffelse det kan afstedkomme, når man som mand bestiller en salat til aftensmad. Når man som den eneste vælger ikke at spise ko. Hakket eller skiveskåret. 4 x okseburger og 2 x filet + 1 bønnesalat.

Jeg er ikke vegetar. Jeg spiser bestemt gerne kød, men slet ikke i samme omfang som tidligere og vælger oftere og oftere vegetarretter, hvis disse ser spændende ud. Skulle jeg vælge, så levede jeg udelukkende vegansk 5-6 ud af 7 dage, og ville så blot nyde kød engang imellem. Min krop kan bedre lide mig, når jeg ikke spiser kød og den elsker mig, når jeg dropper mælkeprodukterne – og jeg lytter mere og mere til min krop. Jeg lyttede også til mine kolleger kommentarer vedrørende deres mad. Med lidt andre ører end normalt, lyttede jeg, for nu sad jeg jo og virkelig nød en skøn og meget fyldig salat, og kunne pludselig betragte kødretterne fra sidelinjen, og de så egentlig ikke specielt lækre ud. Det gør de nok næste gang jeg er sulten og kroppen skriger på hurtige kulhydrater og fedt (og vanen stikker sit grimme fjæs frem), men lige der, i aften, følte jeg ingen dragning mod det tunge, det fede, og det er noget helt nyt. Noget jeg tænkte over, da jeg kørte hjem. Mæt på den lette måde. Let på den mætte måde.

Hørte et citat i aftes, som jeg har tænkt lidt over:

– Ikke alle tror på det samme som dig, Morpheus. Kommandør Lock var vred.
– Det kræver min tro heller ikke, lød svaret.

Ordvekslinger er selvfølgelig fra Matrix-trilogien, og jeg lagde mærke til den i aftes, da jeg atter engang lod mig fortrylle af denne histories univers. Jeg har set den mange gange, og hver gang opdager jeg noget nyt. At den desværre skifter retning på et tidspunkt og begynder at udvikle sin egen Messias-teori er en skam, men nåja…den er jo amerikansk, og så skal Gud jo indgå på en eller anden måde.

Tænk hvis alle sagde som Morpheus. Tænk hvis alle troende mennesker i verden sagde som Morpheus. Hvor ville verden dog være et meget fredeligere sted, et meget mere rummeligt sted.

Jeg finder det smukt, at være så klar omkring sin egen overbevisning. At være så stærk i sin egen tro. Så stærk, at det intet betyder om andre deler den, for den hviler inde i det ”jeg” der udgør mit ”mig”. At hvile så meget i sig selv. At være så tro imod sig selv. Den styrke har jeg ikke. Tænker jeg. Nogen gange og nogen steder har jeg den, men andre steder ikke. Det beror på den historie der er gået forud, tænker jeg. De vaner der er indgroet i forhold til de forskellige steder. Og der kommer selvfølgelig også an på, hvilket emne, hvilken overbevisning, der er i spil. Det er klart.

Tænk hvis alle folk blot hvilede i deres egen overbevisning. Jeg tror. Jeg ved ikke. Jeg tror. Tro er jo blot et valg der træffes, ikke en viden der opnås – i den misforståelse ligger mange krige og menneskelig tragedie.

Nogen tror på Gud, andre på Jahve (Gud) eller Allah (Gud).

Nogen tror på Buddha (tyk mand), andre på Thor (stærk mand)

Nogen tror ikke på guder. De tror på noget andet, men de tror stadig. Alle tror. På et eller andet. Noget tror alle på, men ingen ved noget. Alle gætter. Lidt ligesom de to veninder som startede hele denne tankerække.

Ringen er sluttet. Alle tror. Ingen ved.