Forskellen på ”ting” og liv er, at livet bevæger sig, og vil med sikkerhed ikke være at finde samme sted, næste gang det fås øje på. Livet er konstant forandring. Forandring fryder. Forandring skræmmer (nogen gange)

Hvor er det svært at være bjergtaget (nåja, i mangel af et bedre ord) af en kvinde og så ikke at skabe en binding.

Frygten for at miste skaber en sådan, og derved skaber den jalousien, og lige meget hvor meget intellektet påpeger det usunde i disse stærke følelser, lige meget hjælper det. De er der. De fylder. De råder. De regerer. Selvfølgelig gør de det, for dette har jo intet med intellektet at gøre. Intet overhovedet.

”Jeg er ikke jaloux”. Denne sang synger jeg gerne, hvis nogen spørger mig. En god sang. Jeg synger den endda med overbevisning, for det er jeg da hævet over – og det på trods af at jeg kender til dens væsen. Jeg har skrevet en blog om det for nogle måneder siden (derfor giver 2-tallet i overskriften god mening), om mit første rigtige møde med denne voldsomme følelse.

”Jeg er virkelig ikke jaloux anlagt”. Igen, jeg synger den og rødmer ikke engang eller får lang næse, hvilket jeg burde, for det er løgn og latin er det. Jeg må se det i øjnene. Krybe til korset. Gå til bekendelse. Den er der. Følelsen. Jalousien. Pokker ta den!

Første gang overraskede den mig. Slog mig omkuld med dens voldsomhed. Handlingslammede mig. Råbte at jeg skulle flygte. Et eller andet sted. Alle andre steder end lige der. I Nølev. Der skulle jeg ikke være. Jeg skrev om det og var en erfaring rigere. Måske håbede jeg ret naivt, at jeg nu kunne tage den i opløbet, overlegent stirre den i øjnene og bede den om at pakke sig næste gang den valgte at stikke sit grimme fjæs frem. Le af den. Synge min sang. Vorherre bevares. Nej, reelt set tror jeg nok, at jeg var blevet bevidst om dens tilstedeværelse i mig og kun ventede på næste gang den kiggede forbi. Måske med en tvetydig forventning. Frygt for den og spænding over at møde den igen, for kun ved igen og igen at være i den, kan den erkendes og accepteres.

Jeg har mødt den et par gange siden min blog omkring emnet. Nogle gange har den kigget forbi. 2-3 gange. Måske flere, men ikke noget jeg har registreret som andet end en svag følelse af usikkerhed, og derfor ikke væsentlig som sådan. Den er kommet til mig, når ”I” har været på et massage-modul på Mahamudra. Altid kommer den der. Snigende. Den sniger sig, gør den, og før jeg ved af det, så overvældes jeg af rastløshed og traver rundt i ring (billedligt talt). Bliver urolig, stille og tilbagetrukket. Den bygger historier der prikker til min usikkerhed, min frygt for at miste, til den binding jeg har skabt og som jeg arbejder på at kunne gøre betydningsløs med tiden. Denne kan jeg være i. I denne kan jeg krybe ind i mig selv, undersøgende og nysgerrigt. Tænke over hvordan jeg følte det sidst og hvordan virkeligheden så viste sig at være, hvor lidt hold min frygt havde haft med den virkelighed jeg blev mødt af, når modulet var overstået og livet fortsatte som før. Den er ikke sjov – på ingen måde er den sjov, men den er til at møde, til at erfare i, og i hvert fald konfronteres jeg ikke med andet end mine egne historier og dem kan jeg skælde ud på, grine af, være i og nogen gange glemme. Nogen gange er de betydningsløse. De registreres som det de er, men de gives ingen betydning, fordi jeg netop kan se det absurde i dem, og jo oftere jeg kan møde dem således, jo sjældnere vil de påvirke mig negativt. Engang vil de forsvinde, blive til det de er. Ligegyldige historier.

Så jeg den så komme denne gang? Overhovedet ikke. Slog den mig omkuld igen. Bestemt, men dog med knap så megen voldsomhed som første gang. Omkuld gik jeg dog. Direkte på hovedet i bølgerne.  Og jeg opdagede det først, da jeg var dybt ned under overfladen.

Liv bevæger sig.

Min kat, Mads, vil med sikkerhed ikke være at finde samme sted som jeg efterlod ham, når jeg kommer hjem fra Værløse på torsdag, men det vil min guitar. Mads vil måske ikke engang være hjemme. Han vil strejfe omkring, jage og slås, men han vil komme hjem. Han vil ikke finde sig i at blive spærret inde, at blive kontrolleret. Han vil kunne bevæge sig frit. Han vil komme hjem og være lykkelig hos mig og så vil han dampe af igen, når impulsen er til det….men han vil komme hjem igen. Hver gang vil han komme hjem. Ligegyldigt hvad der sker, vil han altid komme hjem – indtil han ikke kommer hjem mere. Så har livet bevæget sig. I en anden retning, for det gør livet. Bladet følger vinden, med vinden, aldrig mod den. Livet ligeså, og at forsøge at få bladet til at bevæge sig mod vinden – af sig selv – vil aldrig kunne lade sig gøre. Det samme gælder for livet. Kun ved bindinger kan livet forsøges fastholdt, forsøges gjort statisk, men det er ikke liv. Det er døden, for kun døde ting er statiske,

Tro blot på at jeg er der og at jeg vil gøre det meget klart, hvis jeg ikke er der mere.

I weekenden var jeg på et massage modul sammen med ”I”. Jeg havde ingen grund til at betvivle, at hun rigtig gerne ville mig, ligesom jeg rigtig gerne ville hende. Ingen grund overhovedet. Alligevel skræmte det mig umådeligt, at hun skulle være i helt tæt kontakt med en række andre mænd, for tænk nu hvis livet tog en drejning, hvis vinden vendte og jeg ikke blæste med. Tænk hvis jeg skulle miste noget, jeg rigtig gerne ville bevare tæt på. Jeg blev bange.

Jeg vidste det jo godt. Jeg vidste godt, hvorfor jeg reagerede som jeg gjorde. Hvorfor jeg blev urolig, hvorfor jeg ikke kunne forblive i mig selv og i min egen sansning, men jeg prøvede – intellektuelt – at fornægte det. ”Jeg er jo ikke jaloux”. Jeg prøvede at fjerne følelsen med de samme mekanismer der skabte den, med mit intellekt, og det er jo en dødfødt opgave. I stedet for at lade den være, følelsen, og blot bevæge mig med den, så lukkede jeg mig om den og prøvede at tie den ihjel, måske endog at bevæge mig uden om den. Lige meget hjalp det.

Jeg vidste det jo godt, og jeg prøvede at skjule det. Prøvede at bevæge mig uhindret, men nogen gennemskuede mig, mange gennemskuede mig. Det skal også lige siges, at jeg også rammes af behovet for ro, når jeg i flere dage har været i tæt selskab med mange mennesker. Jeg lukker helt naturligt ned og lader andre om at snakke og socialisere. Det har intet med en eventuel jalousi at gøre. Sådan er jeg bare – men i kombination med netop en jalousi, bliver denne følelse forstærket ti-fold, og jeg trækker mig helt væk i stedet for at række hånden frem og forklare hvordan jeg har det. Det vil jeg lære. At være helt tydelig i min ked-af-det-hed. Det er vigtigt. Tydelighed er vigtig, for utydelighed forplumrer og gør skade, men det er svært at være svag – helt åbenlyst. Svært. Især når det indre er i kaos. Så glemmer man de gode ideer og råd. De gode erfaringer, der endnu ikke har slået rod inden i, fordi følelsen stadig er så ny, men for hver gang jeg konfronteres med den, vil erfaringens rodnet vokse og gro. De hæmmende bånd vil slækkes og der gives mere og mere mulighed for bevægelse. Ikke væk fra følelsen, men sammen med den. I den.

Det er ikke en ødelæggende jalousi jeg rammes af. ”I” og jeg har snakket om oplevelsen, og vi kan begge bevæge os i den. Jeg bliver ikke hverken vred eller aggressiv. Jeg bliver usikker og ked af det. Skaber nogle besynderlige historier, men er bevidst om det. Jeg betragter disse. Nysgerrigt. Lige nu betragter jeg dem og minder mig om, at ingen af dem er sande, og at de heller ikke vil være det næste gang eller gangen derefter.

Og de kommer igen. Med sikkerhed gør de det. Måske jeg næste gang kan være tydelig i min usikkerhed, og hvis ikke næste gang, så gangen derefter.

Det er vigtigt at snakke om det. Hvis ”I” elsker med en anden, vil jeg gerne vide det. Hvis jeg elsker med en anden, vil jeg fortælle det til hende, og så må vi hver især tumle med de følelser som denne viden bibringer.

Tro blot på at jeg er der og at jeg vil gøre det meget klart, hvis jeg ikke er der mere.