Et af de helt store ’must haves’ i forbindelse med parforhold i vort moderne samfund er kærligheden; uden den skal det eksisterende opløses, hældes ud med badevandet og nye relationer skabes i håbet om at kærligheden denne gang tager lidt mere permanent bo i det fælles tredje, hvor den rettelig hører sig til og hvor den partout skal være, for ellers findes der jo ikke noget ’os’ og uden et ’os’ båret af kærligheden, så er vi på Herrens mark.
Tidligere var parforhold og ægteskab båret af praktiske hensyn såsom overlevelse og bevarelse af fred imellem konger og kejsere. Kærligheden var til familien, slægten, sjældent til den udkårne, men den går ikke i dag. I dag skal der være kærlighed og som ideal skal den vare resten af livet til den samme ’anden’, men idet de fleste har svært ved specifikt at redegøre for, hvad kærlighed egentlig er, så må idealet om den evige ’af slagsen’ også hvile på et ret tyndt grundlag, hvilket skilsmisseprocenten siger noget om, og farten hvormed ’den eneste ene’ erstattes med ’den næste ene’ blot understreger desperationen i vores søgen efter opnåelse af det ønskede kulturelt bårne ideal om ”dig og mig og vi to”.
Hvad er kærlighed?
Ifølge en ny bog er det i hvert fald ikke en følelse. Ifølge Gary Chapman har den 5 sprog. Ifølge de fleste religioner er det noget de har patent på. Ifølge mange floskelskrivere er den forbundet med smerte. I folkemunde er den noget der skal kæmpes for. I rigtig mange kulturer gemmer den sig i ordet ”elsker”. Og ifølge et gammelt mundheld er dens modsætning had.
Kærlighedens 5 sprog
Disse bliver terpet på de fleste kurser og uddannelser, der har med parforhold at gøre; i hvert fald har jeg mødt dem mange gange og i mange udgaver igennem årene og de popper også jævnligt op på de sociale medier i forskellige forklædninger og definitioner, men at der er 5 ligger fast og kun tolkningerne er op til den enkelte.
Ifølge Gary Chapman og et hav af terapeuter og coaches, så snakker kærligheden igennem disse 5 dialekter:
- Anerkendende ord
- Tid til hinanden
- At modtage gaver
- Tjenester
- Fysisk berøring
Jeg søgte i dag på disse og selvom alle er enige om, at netop disse 5 er kærlighedens vokabularium, så tolkes der vidt og bredt på betydningerne; dog ligger noget helt fast, nemlig at dette sprog bygger på hvad der skal til for at jeg føler mig elsket.
I alle de definitioner jeg læste, så var fokus her på hvad der skal til fra min partners side, for at jeg føler mig elsket. Jeg kan igennem anerkendelse føle mig elsket. Jeg føler mig elsket, hvis min partner bruger tid med mig. Jeg føler mig elsket, når jeg får en gave. Når min partner vasker op, føler jeg mig elsket. Igennem en simpel hverdagsberøring oplever jeg at føle mig elsket.
Ifølge dette fremgår det umiddelbart, at Gary Chapman ser kærligheden som en følelse i mig, der opstår når nogen gør noget for mig / ved mig?
Jeg har ikke læst noget videre og slet ingen bøger om emnet, så måske er mine tolkninger helt ved siden af og lad mig lige slå fast, at jeg ikke mener at der nødvendigvis er noget forkert i at stille disse 5 kasse op og lade folk finde plads i dem – på ingen måde; det kan faktisk nok for mange give en idé om, hvorfor parforholdet er kørt af sporet (eller er på vej til det), men at kalde noget så betinget som forventningen om noget fra en anden for kærlighed – det ser jeg som problematisk.
Jeg kan selv sagtens finde på at bruge teorierne bag disse 5 kasser i min parterapi, men jeg vil altid være helt klar på, at de blot er vurderinger og en måde at snakke ind i en relation på.
Det er fint at erkende i relationen, at anerkendelse, tid og fysisk berøring er elementer der tilstræbes i samlivet, men samtidig vil jeg hævde, at hvis de generelt er naturligt fraværende, så er det måske noget helt andet, som partnerne og en evt. terapeut bør kigge på, nemlig om der overhovedet findes kærlighed imellem partnerne i andet end som en ide om denne?
Er det at føle sig elsket det samme som at være elsket?
Er det at føle sig elsket det samme som at elske?
Hvis jeg flere gange har slået fast, at mit kærlighedssprog er anerkendende ord og så min partner ikke i en periode anerkender mig med ord, elsker jeg så ikke mig partner mere? Er min kærlighed til min partner baseret på, om jeg føler mig elsket i det denne gør for mig?
Er kærligheden noget i mig eller noget udenfor mig?
Nu siger jeg lige noget. Er kærligheden ikke en naturlig lyst til netop at anerkende, bruge tid, give den elskede fra hjertet, hjælpe og berøre fysisk? Er kærligheden ikke netop lysten til dette ubetinget af, om den anden gengælder?
Kaldes det egentlig ikke også for nærvær? ”At være nær” og i den lyst helt naturligt anerkende, søge tid, give frit, hjælpe og berøre?
Hvordan kan det være, at ingen sætter sig ned og pointere vigtigheden i at blive mødt i sit kærlighedssprog overfor sine børn? At kun ved at blive anerkendt i ord føler jeg mine børns kærlighed? Her betvivles den sjældent, kærligheden. Den kan udfordres og kun være en spinkel lille flamme i perioder, men den slukkes sjældent. Den er. Hvorfor forventes dette anderledes i forhold til den voksne, der er mig kærest i forhold til andre?
Jeg vil være enig med postulatet om, at kærligheden ikke er en følelse. Kærligheden er en tilstand og den er fuldstændig ligeglad med om den bliver gengældt eller ej. Det er jeg ikke, men det er en helt anden sag, og derfor har ”kærlighedssprogene” fået berettiget plads i vort moderne parforhold. Så kan jeg leve i illusionen om at være elsket og sætte lighedstegn imellem dette og kærligheden, indtil jeg ikke føler mig elsket mere og så opløse relationen i overbevisningen om, at noget er forsvundet og at dette er kærligheden, men måske er det blot grundlaget for betingelsen der forsvundet og er blevet erstattet med ligegyldigheden?
Denne er kærlighedens modsætning, ligegyldigheden, for i den bor kulden og så kan kærligheden ikke eksistere. Kærligheden kan eksistere i had, i frygt, i glæde og i sorg, men ikke i ligegyldighedens kulde. Husk at kulde er fraværet af varme.
Det er et postulat og det er mit.
Leave A Comment