Tone er blevet interviewet til et norsk dagblad om dette fænomen og derigennem blev jeg også lidt opmærksom på det.

Jeg havde indtil da blot en perifer viden om, hvad OnlyFans var for noget – havde hørt om en ung fyr i DK, der tjente penge ved at onanere for åben skærm (just do it, var min tanke dengang), og hvis nogen virkelig ønskede at betale nogen for det, så giv den gas. Jeg indrømmer, at det var temmelig kortsigtet tænkt.

Min nysgerrighed blev dog vakt efter en kort snak om det og jeg dykkede ned i OnlyFans via Instagram og Twitter; ikke sådan at forstå, at jeg købte adgang, men jeg begyndte at søge på (primært) kvindeprofiler, hvor temaet grænsede til porno, altså kvinder uden ret meget tøj (på Instagram) og kvinder helt uden tøj (på Twitter); sidstnævnte overraskede mig såre, for her kører et totalt pornospor parallelt med Trumps vanvittigheder. Det skal siges, at jeg aldrig før har været på Twitter eller har været interesseret i den type ’nyhedsdækning’, så platformen var ny for mig.

Blot en tanke: Hvordan defineres nøgenhed? På Instagram må der ikke forefindes nøgenhed, så der er skabt en definition, hvor en snor imellem ballerne er ikke-nøgenhed, og fraværet af snor er nøgenhed; ligeledes må bryster vises i helhed, blot den naturlige mørkere farve omkring brystvorterne skjules af nogle eksempelvis blå klistermærker, hvor den stive brystvorte tydeligt ses – så brunere er nøgent, men blåt er ikke? Er dog helt på det rene med, at der er behov for firkantede regler, da det ellers vil løbe løbsk. Har skrevet om det før og måske er tiden kommet til snart at gøre det igen?

Nå, men tilbage til OnlyFans.

Både på Instagram og Twitter annonceres heftigt for OnlyFans. Rabatter gives til højre og venstre, for at lokke os derind – 3$, 4$, 5$ osv. og selvfølgelig trækker det besøgende til, for pigerne er jo smukke og det er nemt lige at smide sådan et lille beløb, og så opleve lidt nærhed som ’jeg’ selv har valgt, for det må jo være det der trækker i forhold til blot at besøge Youporn eller Pornhub m.fl. som er gratis at frekventere?

Jeg tænkte lidt over, hvad der skabte behovet for at se en kvinde (eller en mand) onanere mod betaling, når jeg kunne se det gratis og i bedre belysning så mange steder… og det måtte være illusionen om at kunne være lidt mere tilstede i det der præsenteres, at kunne medvirke til at skabe lige netop den fantasi som kunne opfylde lige præcis det som søges – mod betaling. ”Næsten som at være der selv”-illusionen, og i et samfund som det moderne, og specielt i en corana-ramt, nærhedsforskræmt, aleneforherligende og krammeløs udgave som den vi oplever nu, stiger behovet for at føle sig ikke-alene, hvilket kan ses på tallene fra platformen: I 2020 fik platformen stor succes, hvor mediet gik fra at have 33 millioner brugere ved pandemiens start til nu at have næsten 100 millioner brugere, og der er simpelthen mere nærvær i at kunne ’bede’ kreatøren ’gøre noget’ (mod betaling) og så se det ske, end at opleve en skuespiller ’bare gøre noget’ i et filmklip. Tænker jeg. Mon ikke det kendes fra alle de andre kanaler, hvor der streames online og udføres diverse efter ønsker?

Der er så mange mennesker med så mange forskellige fantasier, at selv jeg sikkert kunne tjene lidt mønt ved at reklamere for udløsning på kommando derinde, og selvfølgelig tiltrækker det både mænd og kvinder i ønsket om nogle hurtige penge.

Og det er her det bliver farligt.

En ung kvinde poppede op via TV2 Echo (OnlyFans) og i denne artikel skriver hun åbenhjertet om hendes egen tilgang. Jeg vil ikke komme videre ind på hendes tanker og formål – læs artiklen selv – men blot henlede opmærksomheden på det ’skred’ jeg læser i hendes moralske kompas i mødet med de lettjente penge.

Lad mig fortælle en historie.

Jeg startede i 1989 med at vægttræne ud fra et ønske om at opfylde nogle fysiske krav i forbindelse med optagelse på politiskolen.

Jeg var 21 år og havde ingen ambitioner om nogensinde at skulle blive styrkeløfter eller bodybuilder.

Min gode ven tog mig med ud i en vægtløfterklub i Aarhus og jeg begyndte at træne mig op til at kunne klare kravene til den fysiske test til politiskolen – noget med nogle armhævninger og bænkpres–agtigt noget. Jeg fandt kort efter ud af, at det faktisk var et sjovt sted at komme; jeg fik en masse nye venner og jeg begyndte at få muskler.

Jeg ville aldrig begynde på anabole steroider – det var tåbeligt og farligt.

Jeg blev grebet af miljøet; jeg blev grebet af den fysiske forandring min krop gennemgik; jeg blev pludselig ’set’ på en anden måde. Fik jeg nævnt, at det var i 1989 og jeg var 21 år? Selvfølgelig blev jeg hooket.

Jeg begyndte at spise mere, tage en masse vitaminer og aminosyrer og i det hele forme mit liv efter min daglige træning. Jeg stillede op til mit første mesterskab i Thy efter et halvt års tid. Det var fantastisk.

Jeg ville mere, og testosteron i pilleform var vist ikke så farligt? Sagde de. Jeg ville aldrig stikke mig.

Jeg kunne mærke, at jeg ville mere og at jeg behøvede et lille spark – bare et lille et, så jeg købte nogle piller. I 1989 var det ikke videre svært at få fat i. Jeg fortalte mig selv, at jeg ikke skulle mere end bare lige have en ekstra hjælpende hånd og at det jo ikke var så farligt endda. Det var altså sjovere, når der skete fremskridt og jeg begyndte at mærke, at der ikke skete det store mere, selvom jeg trænede meget.

De virkede, pillerne, og jeg tog med til mit næste mesterskab og fik en hæderlig placering. Alle andre tog steroider big-time, vidste jeg – vi trænede jo sammen og snakkede sammen på tværs af klubberne og det var et velkendt fænomen, selvom ingen sådan rigtig talte højt om det.

Allerede på dette tidspunkt var mit moralske kompas slået alvorligt ud af kurs.

Da jeg begyndte på indsprøjtninger, var det fuldstændig naturligt for mig, en naturlig udvikling i mit træningsforløb, som jeg uden videre accepterede. Hvis jeg ville mere med min styrkeløft, så var det vejen frem. Det fremgik af hele mit netværk og jeg kunne jo se resultaterne hos dem jeg trænede med. Det var jo slet ikke så farligt, når bare man holdt nogle pauser. Sagde de.

Jeg ville passe på og stoppe, hvis jeg fik bivirkninger.

Jeg oplevede perioder med fremgang, jeg oplevede perioder med hovedpine og med vand i kroppen. Jeg oplevede at mine testikler svandt ind til næsten ingenting. Jeg oplevede at være mere vred – men jeg bildte mig selv ind, at jeg havde fuldt kontrol over situationen. Sagde jeg. Til mig selv. Graden af bivirkningerne rykkedes hele tiden.

I 1993 ville mine knæ ikke mere. Heldigvis. Hvis ikke min krop havde sagt fra, så havde jeg uden tvivl fortsat. Jeg vejede på det tidspunkt 115 kg og var temmelig stor – og havde nogen præsenteret mig for en måde, hvorpå jeg kunne klare kravene til deltagelse i et evt. EM eller VM, var jeg nok hoppet med på vognen, men heldigvis sagde min krop fra.

Jeg oplevede at jeg kunne lide at kigge på mig selv. Jeg oplevede, at andre kunne lide at kigge på mig. Jeg oplevede fascination og respekt for mig. Jeg blev set på en anden måde, både af min familie og folk omkring mig. Jeg var ’noget’ lige pludselig – noget jeg ikke havde været før og som jeg kunne lide af være.

Jeg kæmper med efterveerne i dag. Min krop er slidt i alle led og min ryg er ikke altid nem at have med at gøre, og jeg ’burde’ nok havde lyttet lidt mere til dens signaler i sin tid, men jeg havde jo kontrol over det hele. Tænkte jeg.

Tilbage til artiklen.

Den unge kvinde her starter med at lægge billeder af sig selv ud iført undertøj. Så gled undertøjet længere og længere ned, imens indtægterne steg. Så kom rebene med på billederne og undertøjet forsvandt, for det virkede ikke så godt sammen med reb. Med tiden forsvandt rebene, men nøgenheden var nu naturlig og faktisk var hun pludselig ikke besværet af sin nøgenhed mere.

Her begynder kompasset også at skride for hende. Tænker jeg.

Nøgenbilleder bliver til onani, som bliver til sprøjteorgasmer i det fri, fordi hun herved kunne skrabe 20- 30.000 kr. sammen på en måned og derved droppe fuldtidsjobbet.

Gad vide, hvad XXX kunne give af indtægt?

Måske stopper det her. For hende? Måske.

Hvornår mistes kontrollen, hvis den overhovedet nogensinde har været der? Måske mistes den aldrig, men jeg tænker at det i mange tilfælde vil ske, for de lettjente penge råber højt på samme måde som de anabole steroider gjorde det hos mig, men hvor jeg kun kan mærke effekten i en slidt krop, så vil mange af disse billeder og videoer ”til evig tid” være at finde i forbindelse med en søgning på personen.

For mig skete skredet over nogle få år. Jeg lod mig forandre i mødet med ønsket om at blive bedre, opnå berømmelse og i stedet for lettjente penge, var min belønning flere kg på stængerne og større muskler på kroppen.

Hvad sker der med disse unge mennesker, der lægger deres nøgenhed til skue, på sigt? Måske tror disse kreatører, at deres videoer forbliver hos dem der køber sig adgang? Måske ved de godt, at dette aldrig er tilfældet og at deres sprøjtende nøgenhed er offentlig tilgængelig i det sekund, det lægges på nettet? Måske tror de, at de aldrig vil rykke ved deres grænser. Måske er de ligeglade? I hvert fald er det i dag nærmest naturligt at foretage søgninger på personer i dag, og det man finder i sådan en søgning, vil være med til at skabe det første indtryk af personen – inden denne overhovedet får mulighed for at forklare sig.

Den unge kvinde i artiklen siger lidt frisk, at hvis det hun gør nu, på sigt får konsekvenser i form af afvisninger rent jobmæssigt eksempelvis, så vil hun alligevel ikke være interesseret i at arbejde ’sådan et sted’ – og her vises skredet i kompasset tydeligt, for ’nu’ er sprøjteorgasmer i det fri naturligt ’for alle’ og hvis ’man’ ikke kan lægge navn til det, så vil hun heller ikke være ’sådan et sted’?

Jeg stiller mig overhovedet ikke til doms overfor OnlyFans og hvad der præsenteres her, men jeg håber at nogle af de unge læser noget af det der popper op i medierne lige nu, for enhver handling har konsekvenser og i dagens digitale virkelighed, så glemmes intet. Nogensinde. Og den handling vi foretager os, har også indflydelse på den virkelighed vi præsenteres for.

Da jeg var stor og muskuløs styrkeløfter, mødte jeg masser af kvinder, der elskede store og muskuløse mænd. Jeg blev proppet i kassen med forventningen om ’bad-boys’ og dem der ved hvordan ’deres’ kvinde skal behandles, og den kasse passede jeg overhovedet ikke i, hvilket gjorde kæresterelationer umulige.

Hvis jeg er en 24-årig kvinde, der er nøgen på nettet og leverer sprøjteorgasmer efter ønske; hvilke mænd møder jeg så?