Kom til at tænke over forskellen på ’usikker’ og ’tvivl’. Jeg læste en artikel, hvor forfatteren tydeligvis sidestillede begreberne og det førte til denne tankerække, for er de nu også det? Ens?
Hvis jeg er usikker på ’noget’, hvordan er mit fundament så? Hvis jeg er usikker på, om jeg er en god nok elsker? …om jeg klarer mig godt på jobbet? …om jeg er værd at elske? …om jeg nogensinde bliver til noget?
Hvorimod, hvis jeg er i tvivl om ’noget’, hvordan så med fundamentet? Hvis jeg er i tvivl om jeg er en god elsker? …om jeg klarer mig godt nok på jobbet …osv?
Umiddelbart tænker jeg, at forskellen er tydelig? Nogen gange?
Bygger usikkerheden på et mindreværd, en egenfortælling om manglende kompetencer? En erfaring med at fejle i visse situationer?
Når jeg tvivler, har jeg så ikke et fundament at tvivle ’ud fra’? Noget at stille op imod noget andet? Noget, der indtil nu har virket for mig, men hvor jeg nu erkender tilstedeværelsen af noget andet, der umiddelbart kunne være en bedre konstruktion? Hmmmm…..
Lad os tænke på vores identitet. Min identitet er mit eget billede af, hvem jeg er. Et billede skabt i den kultur jeg er en del af, og mine omgivelser – mit sociale netværk.
Den kan være stærk og den kan være svag, min identitet. Hvis den er svag, vil mit billede være uklart, måske vil det endog bero på andres ideer og forestillinger om mig, hvilket vil gøre mig usikker på mig selv, på hvem jeg er, og da mennesket har behov for en form for tryghed og balance i livet, vil den usikre være tilbøjelig til at søge efter denne tryghed og balance udenfor sig selv; i fællesskaber af forskellig art, hvor en retning, der tilbyder denne, virker til at kunne findes – og jeg vil forsvare denne tryghed og balance voldsomt, fordi jeg ikke har noget andet at stille i stedet for.
Er min identitet på den anden side tydelig for mig selv; hviler jeg i min væren, i min måde at virke på alene og i selskab med andre, så vil jeg besidde denne tryghed og balance og have overskud (og mod) til at møde andres holdninger og livssyn; så vil jeg kunne turde tvivle på mine egne valg og være klar til at forandre disse uden risiko for at miste mig selv i handlingen.
Hvilken del af en befolkning samler sig om en despot? Er det den trygge eller den utrygge? Er det den usikre eller den tvivlende del?
Hvem er de fremmeste støtter, når en politisk eller religiøs leder maler fjendebilleder? Hvem griber først til våben i en konflikt?
Er det den usikre eller den tvivlende?
Jeg sidder lige og drages imod at påbegynde en længere iderække omkring fordomme i denne forbindelse, men jeg ved ikke rigtig, om jeg orker det 😊 …men måske vil jeg lige skrabe overfladen.
’Fordomme’ har fået et negativt prædikat gennem årene – som noget der tænkes ilde om. ”Det er godt nok en fordom…” siger vi ofte, ligesom undskyldende, inden vi ytrer noget der kan tangere stereotypi, men i bund og grund er en ’fordom’ jo blot en forudfattet præference eller ide – en forudfattet bedømmelse, og hele vores eksistens beror på disse, så fordomme behøver ikke nødvendigvis at være af det onde – og hvor pokker vil jeg hen med det, tænker du måske?
Tænk på en ”fordom”, som du erfaringsmæssigt ved at du besidder – om den er negativ eller positiv er ligegyldig – og prøv så at overveje ud fra hvilke kriterier den er skabt.
Er den baseret på usikkerhed eller tvivl?
Er ’den usikre’ mere tilbøjelig til at vedholde en fordom end den ’tvivlende’?
Pyhhhh…det blev lidt en rodet affære, men måske har jeg fået skabt nogle tanker rundt omkring. Måske lidt usikkerhed. Måske lidt tvivl. Måske blot lidt hovedrysten.
Leave A Comment