Nu har jeg på det seneste oplevet flere indslag om ’grænser’; ’grænser i parforholdet’, ’grænser for mig selv’, ’grænser styrker selvværdet’ osv. Masser af indslag her på Instagram, tilsvarende på Facebook og sågar en række podcasts og samtaler på Clubhouse – og alle steder betragtes ’grænser’ som noget godt og noget vi skal opfordre til.

Jeg har skrevet om det før, og tiden er lige nu til det igen, for i stedet for blot at falde ind i samme hyl som dyrene omkring mig, så vil jeg prøve at anlægge en anden vinkel på hele den her ’husk at sætte grænser’-selvfølgelighed, der så indforstået præsenteres her og der.

Hvad gør grænser? De ’begrænser’. De ’afgrænser’. De skaber en ’mur’ imellem mig og ’de andre’. De forhindrer mig i at blive såret (måske). De fastholder mig i det, som den russiske børnepsykolog Lev Vygotsky kalder for mestringszonen – den trygge zone uden udfordringer, hvor jeg ikke lærer noget nyt.

Hvad bygger grænser på? De bygger på ’erfaringer’. De bygger på ’beskyttelse’ baseret på omtalte erfaringer. De er ’erfaringens GPS’, hvis eneste formål er at styre mig sikkert udenom de bump, som erfaringen har lært mig, kan gøre mig ondt. De har til formål at skabe en illusion om ’kontrol’ igennem fravalg.

På samme måde anvendes ordet ’grænseoverskridende’ også primært semi-negativt; som en handling, der skaber utryghed. Hvad andet end erfaring kan det bygge på? Er det ikke interessant at kigge på, hvorfor en finger bagi evt. kan opleves grænseoverskridende? Det må være prøvet før, siden en grænse er sat op – eller også er det blot en kulturelt båret ’ting’, at ’sådan noget gør man ikke’? Hvilken grænse overskrides? Er det den interne, den jeg selv har sat op baseret på tidligere erfaringer, eller er den kulturelt båret? Sådan et hvorfor er i min verden vildt spændende og jeg ville blive ved med at spørge ind i svaret indtil en følelse rammes.

Hvis jeg skal udvikle mig, må og skal jeg turde træde ud i det som Vygotsky kalder for nærmeste udviklingszone (jeg bruger begreberne lidt ude af kontekst her, men håber at meningen er tydelig), for herude oplever jeg nyt. Herude kan jeg øve mig på noget i dag, som så bliver til en færdighed i morgen (eller om en uge eller en måned), men her kan jeg ikke komme ud, hvis jeg har barrikaderet mig bag ’erfaringens grænsebom’.

Kan jeg udvikle mig, uden at turde træde udenfor det kendte? Det trygge?

Præmissen bag snakken, bag ideerne om vigtigheden i at turde (og kunne) sætte grænser, er jeg helt med på. Det er vigtigt at kunne for at beskytte sig selv. ’Hertil og ikke længere’. ’Fuld Stop’! For nogen er det helt essentielt at lære at mestre det. For andre er det helt naturligt.

For børn og unge er grænsesætning alfa og omega. Det er så utroligt vigtigt for vore børn og unge, at de først lærer (hjemme og i skolen) hvad der kulturelt er i orden og ikke mindst hvad der ikke er i orden og hvad man ikke skal finde sig i (her kan evt. tænkes på sex), og så siden lærer at mærke egne grænser ved, i trygge miljøer, at undersøger verden udenfor grænserne.

Jeg taler altså ikke om, at grænsesætning er forkert eller på anden vis dumt; jeg prøver blot at sætte lys på, hvad det medfører, hvis grænsesætningen hyldes som det eneste sande, og specielt hvis den sættes op som et godt sted at udvikle sig videre ud fra, for den tror jeg ikke på, umiddelbart.

Ofte er faste grænser nødvendige. Altså skal de ikke nødvendigvis udfordres. Jeg har selv mange grænser, der ikke umiddelbart lader sig flytte eller rykke, og det har jeg det helt fint med – dog vil jeg altid være nysgerrig på at rykke disse, hvis jeg bliver præsenteret for en ide herom, og hvordan rykkes grænser? Det gør de vel ved at åbne op og derigennem skabe nye erfaringer?

Men altså. Brug tid på at mærke efter, hvor dit ’hertil og ikke længere’ dukker op og brug herefter tid på at analysere hvorfor og hvordan/hvad skete der – evt. i fællesskab med en professionel, hvis du selv har svært ved at hive dig op i metaperspektiv. I erkendelsen af et evt. hvorfor kan en forandring måske opstå og en nysgerrighed fødes?

Derefter. I bevidstheden om hvordan du reagerer i en bestemt situation – det kan være i forbindelse med sex, hvor vi nok alle har behov for at kende vore grænser, og i samme bevidsthed om hvorfor dette evt. sker (og du i øvrigt føler dig tryg i situationen), så prøv at hæve grænsebommen og forlad dig på dit spontane ’JA’ og dit spontane ’NEJ’, fordi gennem disse spontane reaktioner kan du bevæge dig sikkert i den nærmeste udviklingszone uden risiko for, ved et uheld, at træde udenfor den, ud i noget som du ikke kan overskue eller mestre.

Husk også, at erfaringer udelukkende kan leve på tidligere sansninger oplevet i en anden kontekst. Vi oplever aldrig det samme to gange (her refereres til Heraklit og dennes ide om, at man ikke kan træde ned i den samme flod to gange, idet både floden og personen er forandret siden sidst), og derfor kan det der tidligere er oplevet som ubehageligt eller utrygt, denne gang opleves på en helt anden måde (eller måske stadig ubehageligt)….hvis altså grænserne ikke forhindrer denne nye sansning.

I en tryg relation bør der efter min mening ikke kæmpes for grænser, men derimod arbejdes med ’rammer’, hvor indenfor livet trygt kan udforskes grænseløst. I sådanne rammer kan jeg udvikle mit selvværd i tryg forvisning om, at jeg til enhver tid kan reagere på mit spontane ’JA’ og mit spontane ’NEJ’, og at dette respekteres uforbeholdent, endog uden at skulle forklare mig for nogen om min reaktion.

(Det er svært at turde reagere spontant på vore reaktioner. Det kan vi instinktivt som babyer, men det får opdragelse, kultur og skolevæsen pillet ud af os, men det kan gen-læres i trygge rum.)

Er ordet ’ramme’ ikke bare et andet ord for ’grænse’? Måske, men idet vi alle lever ud fra fordomme, altså at vi vurderer/(for-)dømmer ud fra erfaringer, så tænker jeg at en adskillelse kan tydeliggøre mine tanker, for en ’ramme’ virker på mig åben og plastisk, hvorimod en grænse virker statisk. (Dette er min fordom).

Jeg behøver ikke en grænse, hvis jeg er tryg i min ramme. Der er jeg grænseløs.