Vi snakkede kort om begrebet ”tilgivelse” i dag, Tone og jeg, i relation til noget undervisning, og nogle holdninger omkring netop tilgivelse, som jeg fandt helt uhyrlige. Jeg kunne ikke helt slippe tankerne om tilgivelse, for hvad er det lige for en størrelse?
Jeg prøvede at finde den grammatiske oprindelse på ordet; tænkte at dette måtte komme ud af noget, ordene ”til” og give”. En eller anden sammenhæng fra gammel tid, men det gav ikke resultat. Derimod slog det mig i denne søgning, at jeg måske burde kigge i retning af ”forlade” i stedet – måske ansporet af alle de millioner af religiøse hits, som ”tilgivelse” skaber (mere om det senere), men ”forladelse” giver mere mening og kommer ud af det samme. ”Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere” for nu at blive i det religiøse. Når man ’forlader’ noget, så ’forbliver dette’ imens noget andet bevæger sig væk – og det er måske essensen i ordet?
Om forladelse
På denne måde kan jeg bede om tilgivelse. Konsekvensen af min handling ’forlades’, ’lades tilbage i det der var’ og vi bevæger os videre. Så er den pot ude og alle er glade… eller?
Som parterapeut oplever jeg igen og igen, at dette ikke er tilfældet. På ingen måde endda. Tilgivelsen er noget ganske andet i det moderne parforhold og det er nok lige præcis det jeg kom til at tænke over, da vi snakkede om begrebet tidligere i dag.
Kan en tilgivelse være betinget? Er sætningen ”Jeg tilgiver dig, hvis du aldrig gør det mere” ikke lige så paradoksal som ”Jeg elsker dig, hvis du aldrig gør det mere”? Kan kærlighed betinges?
Er der behov for tilgivelse i kærligheden?
Almindeligvis forstås tilgivelse som noget, man kan være værdig til at få, hvis man opfylder bestemte krav: Man skal anerkende, at man har gjort noget forkert, man skal angre det og besinde sig på, at det ikke sker igen. Hvis man gør det, kan man måske opnå at blive tilgivet. I dette er der en tilgiver og en tilgivet – hvilket både skaber en uligevægt i form af en dommer og en dømt (et magtforhold), og en usikkerhed i det betingede – at det aldrig sker igen (for det er jo sket før).
Almindeligvis betinges tilgivelsen, og så kan der ikke være tale om ”forladelse”, men derimod blot en kontrolleret fortsættelse af den følte vrede, pakket ind i en overbærenhed med en meget tynd overflade, hvorunder mistroen og frygten fortsat lurer, og hvor den tilgivne aldrig kan følte sig sikker på ikke at blive konfronteret med det der burde være blevet ’ladt tilbage’ ved enhver given lejlighed.
Jeg ved ikke om jeg tror på tilgivelse? Ikke, hvis den er bundet op af en betingelse, i hvert fald.
For hvis skyld ’gives’ den og er det overhovedet muligt at ’forlade’ en handling? Jeg vil hellere kigge på den aktuelle handling i fællesskab og af den vej opnå en forståelse for, hvorfor handlingen skete, for i det hvorfor får jeg måske endog øje på mig selv og min rolle i bevæggrunden for det skete? I hvert fald er tildeling af skyld sjældent nogen holdbar løsning – andet som dommer at dømme.
Jeg kunne sagtens skrive en masse om kirkens rolle i forhold til tilgivelse, kristendommen og dens skriftelse og aflad. Religionens forsøg på at monopolisere tilgivelse på samme måde som med etikken, og den betingelsestunge tilgang religion har til netop både kærligheden og tilgivelsen. Men det magter jeg ikke rigtig lige nu.
Nu er ‘religion’ jo også et vidt begreb, så det ville måske føre netop for vidt at gennemgå al religions tilgang til kærlighed og tilgivelse. Så det tilgiver jeg dig, at du forlader.
For mig er det væsentligt, at jeg skønt jeg måske ikke tilgiver en given persons handling, kan tilgive mig selv at det skete, og at jeg forlader den person både i konkret og i overført betydning, som har forårsaget ilde.