Nettet flyder i disse tider over med gode (og velmenende) råd om, hvordan parforholdet overlever lockdown, covid-19 og i det hele taget al det uvæsen der resulterer i, at mange mennesker tvinges til at være sammen i meget større doser end tiltænkt, da man i sin tid indgik aftale om fælles fremtid.

Nu sidder man pludselig der. Kærester på fuld tid. Sammen på fuld tid. Børn på fuld tid. Frygt på fuld tid. Alting på fuld tid og alt for megen af den. Tiden. Alt for megen tid at ’opleve’ i og ingen steder at gemme sig.

Jeg forstår det så godt. Jeg ville også været blevet presset ud i kanten af min sociale formåen, hvis jeg havde været tvunget til 24-7 samvær i længere tid – 3 uger i sommerferien er min grænse for uafbrudt socialiseren, så denne tid må virkelig være en prøvelse for rigtig mange.

Gudskelov bor jeg for mig selv og kan vælge andre til og fra.

Jeg besluttede for mange år siden, at jeg aldrig skulle bo sammen med nogen igen, og derfor kan jeg trække vejret dybt og for mig selv i disse tider. Det var min beslutning, baseret på en erkendelse af, at jeg ikke er god til at lege ”samboende”. Det virker bare ikke for mig, det der med at skulle ’bo sammen’, og heldigvis nåede jeg denne erkendelse i god ro og orden med mig selv, men sådan er det desværre ikke for de fleste.

Rigtig mange når ikke denne erkendelse, for den strider på mange måder imod den norm som vores kultur tilsiger er den ”rigtige” måde at danne par på. Vi opdrages generelt til at skulle bygge rede, købe Volvo og hund; til at blive kærester (og måske glemme at være netop det – hinandens kæreste (følelsen, ikke begrebet)) og derefter indgås måske giftemål for at erklære en ide om kærlighed for hinanden, hvilket alt sammen er vældig godt – men spørgsmålet om boform er ligesom aldrig til debat – eller i hvert fald har jeg oftest ikke hørt om det. Da Tone og jeg stod frem i nogle artikler for nyligt, både som par i åben relation og med erklæring om aldrig at skulle bo sammen, var den generelle kommentar hertil, at så kunne vi ikke være rigtige kærester(?). Lysten til ikke at bo sammen er åbenbart, hos mange, lig med ikke at have lyst til hinanden, hvilket på alle måder er misforstået i min beskrivelse, for hvornår er det vi savner? Det gør vi jo i ’tiden op til’ og ikke hele tiden.

Vi glæder os til juleaften, til fødselsdage eller til den første date. Vi glæder os i dagene ’op til’, men hvis det var jul hver dag, så ville forventningen jo forsvinde – og hvis det at være samboende blot betyder det, at ’bo sammen’, så bliver lysten og forventningen væk i al det praktiske og vi holder op med at ’glæde os til’.

Engang, tidligere, i andre generationer, gav det vældig god mening at holde sig tæt på hinanden, både som flok og som forældre, for på den måde at passe på hinanden, beskytte hinanden og afkommet imod udefrakommende trusler (og sikkert også for hannen at sikre sig faderskabet til nævnte beskyttelseskrævende afkom) , men i dag, i vor selvcentrerede kultur, hvor vi alle mere eller mindre er i stand til at tage vare på os selv; der virker selvfølgeligheden i partout at skulle bo sammen for at være et rigtigt par mere som et indiskutabelt dogme, et levn fra fordums tider, som ingen tør kigge ind i – eller overhovedet overvejer at åbne op for.

Hovedparten af de råd jeg har læst, om hvordan ‘man’ bør agere i en Corona-tid, når parrelationen presses, handler om bevarelse af relationen, hvilket bestemt da også er prisværdigt og en dejlig tanke, hvis relationen er værd af bevare. Der tages også for de fleste udgangspunkt i, at parret er samboende, hvilket da er værd at tænke over.

Gad vide hvor mange relationer der kunne finde nyt liv i fraværet af den anden? Gad vide hvor mange der ville opløses af samme grund i erkendelsen af netop fraværet af den anden? Måske er det også derfor at vi netop død og pine skal bo sammen? Så vi på den måde kan holde på hinanden og forhindre erindringen om aleneheden?

Jeg tror, at mange forhold ville blive stærkere, hvis parterne tillod hinanden tid for sig selv og kun valgte den anden til at lyst og ikke at tryghed eller blot ’fordi’. Jeg tror, at børnene ville opleve nogle afslappede og kærlige forældre, når disse genfandt hinanden i fraværet. Jeg tror også, at mange forhold ville opløses og at børnene alligevel ville opleve nogle mere afslappede forældre, når dagligdagens tristhed ikke mere ligger som et åg på de plagede forældres skuldre?

Men… når man nu sidder der, 24-7, og kigger ind i væggen eller frustreres over al det samvær som livet lige nu tilbyder, så gives her glimrende mulighed for netop at tænke over det, samværet, for selvom det ikke var forventet ved aftalens indgåelse, al det samvær, for sådan noget har aldrig været nødvendigt før: ”Tale sammen?” – hvad er nu det for noget moderne pjat?”, så tænk i det mindste over det. Tænk over et ”hvorfor?”

  • Hvorfor er jeg her? Ikke eksistentialistisk, men ren og sker ’lige her og nu’. Hvad tilbyder livet mig lige nu og her, i det jeg aktivt vælger til, relationen, for det er jo det der foretages – et aktivt tilvalg – relationen, og i ethvert tilvalg, vil er også være en uendelig mængde aktive fravalg, så ”hvorfor dette”?

Prøv i denne tankerække at træde lidt op i et meta-niveau – altså, stil spørgsmålet i niveauet over hvor du er nu, for på den måde at kunne se dit ’nu’ i en helhed. Kig på livet som det folder sig ud ’dernede’, kig på dig selv, på din relation, på din ’væren’ – og stil også det samme ’hvorfor’ her? Svarene er egentlig ligegyldige, men vejen dertil er spændende, for på den strækning tilbydes du muligheden for at kigge på dine valg og fravalg, tillige med mulige konsekvenser på diverse forandringer.

Måske kan en sådan rejse åbne for muligheden for at stille de samme spørgsmål til din partner og på den måde få noget at tale om – men det kræver at I begge tør træde ud af det kendte, for forandringer sker ikke i komfortzonen; i den hviler kun allerede erfarede. I skal ’turde’ tage hinanden i hænderne og hoppe ud i det ukendte, sammen, og derfra kigge på livet og dets tilbud – med alle dets tilbud og ricisi.

Forandring sker aldrig i det kendte – det sker altid i det ukendte.

Måske finder I, at livet er lige præcis som det skal være, selvom det tiltider kan føles til snærende og begrænsende i sin form.

Måske finder i, at livet simpelthen er for snærende og for begrænsende og at nye tiltag fordres.

Måske finder I det for svært at gøre selv, og så ringer eller skriver I til mig.

Måske fortsætter I med at frustreres over al den tid, al den forandring fra det vi gjorde tidligere, al den frygt og al den øv.

Måske.