Tone gjorde mig oprørt opmærksom på en artikel i det norske web-magasin KK.no, hvilket er et vidunderligt magasin at finde emner at forbløffes over, for rigtig mange af artiklerne bygger på fundamentet af de selvfølgeligheder som en stor del af vore medmennesker uden kritik tager til indtægt for værende ”sådan er det jo” – og for sådan én som mig, så er overskrifter som ”10 ting der gør dit sexliv bedre” og ””22 gode råd inden du skal på date” en veritabel legeplads.

Den aktuelle artikel hedder ” Dette bør du aldri fortelle partneren din” – og ja, den er på norsk

Dette bør du aldrig fortelle partneren din

Forfatteren, Eva Tryti, er både psykolog OG parterapeut, hvilket er skræmmende at tænke på – både fordi hun, qua sin akademiske ballast kan lægge en vis magt og styrke bag sine holdninger, men også fordi hun umiddelbart virker temmelig fastlåst i sin tilgang til parrelationer (efter min mening) – hvilket for mig er noget af det mest ødelæggende for et terapeutisk virke.

Artiklen tager udgangspunkt i spørgsmålet om, hvorvidt vi i en parrelation skal dele alt med hinanden eller om vi kan holde visse dele skjult for partneren og så alligevel leve i et sundt og lykkeligt parforhold (citat)?

Åbenbart har hun en lang erfaring fra terapirummet og resten af artiklen er baseret på en række gode råd som man kan tage med sig videre og ind i kæresteforholdet; postulerer artiklen.

Vet ikke vårt eget beste

I dette først afsnit kigges der lidt på forelskelsen; at vi i denne periode tror at træerne vokser ind i himlen og at personen foran os kun vil os det godt, og at vi derfor bare kan åbne op for alle skeletter og åbenbare den bagage vi slæber rundt på, men fordi vi endnu ikke kender den anden person særlig godt, så bør man (ifølge denne psykolog) holde igen med åbenheden, for (citat) vi tror vi vil vide alt, men det vil vi ikke (citat slut)

Tanker: Selvfølgelig er der noget fornuftigt i det grundlæggende her – en hemmelighed der kendes af mere end én, er ikke mere en hemmelighed – og lægges alle kort på bordet, så kan de jo misbruges i forbindelse med et brud, så en smule varsomhed har hun da ganske ret i. I hvert fald kunne rådet her være, at jeg kun fortæller det, som jeg kan stå ved i en evt. offentliggørelse, men for de fleste tænker jeg, at det vil være en stor del af det personlige liv.

Citat: Vi burde hellere arbejde med at kunne holde os selv ud i stedet for at udspørge partneren. Jeg fraråder nærmest at underholde med detaljer (Citat slut)

Tanker: Selvværdet er det vigtigste overhovedet, det at kunne elske sig selv, for hvis vi ikke kan det, hvordan kan vi så elske andre? men hvis jeg ikke er nysgerrig på alle sider at den jeg har forelsket mig i, hvordan skal jeg så overhovedet lære vedkommende at kende? Detaljer er da noget af det vigtigste for at kunne danne sig et billede af et nyt menneske… eller, det er det for mig i hvert fald. Min viden om en person – lige gyldigt hvornår denne er erhvervet, giver mig noget at falde tilbage på når forelskelsen eksempelvis har lagt sig… og måske vælge til eller vælge fra – baseret på et oplyst grundlag.

Sitter i klisteret

Næste afsnit tager udgangspunkt i nogle ”klassiske fælder”, som bør undgås (ifølge psykolog og parterapeut Tryti). – altså emner der med fordel bør styres uden om.

Disse kan være:

  • Antal sexpartnere
  • Seksuelle erfaringer
  • Følelser man har haft for andre
  • Oplevelser med tidligere kærester
  • One Night Stands
  • ’Andre’ ting man har gjort for sjov(?) såsom gruppesex eller sex med det køn man ikke er tiltrukket af(????)

Citat: …selvom der ikke har været følelser involveret i det du fortæller, kan jalousien alligevel opstå hos partneren…(citat slut)

Tanke: ’Selvom der ikke har været følelser involveret….’???? Altså, kære psykolog og parterapeut; hvis der ikke har været følelser involveret i forbindelse med SAMTLIGE af disse oplevelser, stærke følelser, så bør vedkommende virkelig komme i terapi og få kigget på sit emotionelle landskab. Og hvordan i alverden kan det frarådes at dele denne side af livet med én, som man sikkert er sammen med i forhåbningen om, at dette skal bestå indtil døden jer skiller – som den fucking sidste kæreste/mand/kone i livet? Hvordan kan nogen sidde og rådgive om, at denne del skal holdes hemmelig, således at partneren ikke bliver jaloux????

Hør nu her. Hvis hende jeg elsker, ikke kan holde ud af høre om at jeg har været sammen med x-antal kvinder inden jeg mødte hende, og også en række mænd, så er det nok ikke hende jeg skal bruge min tid sammen med, for mit sexliv former mig og gør mig til den jeg er, på samme måde som andre erfaringer gør det. Selvfølgelig skal alle disse erfaringer på bordet og bliver partneren jaloux… nåja, så kigger man på det i fællesskab, for hvad er jalousi andet end mødet med en masse følelser af noget evt uerkendt.

Jalousi er ikke farligt. Jalousi er sundt og en god måde at kigge på sig selv. Jeg kan da for pokker ikke gøre min partner jaloux ved det jeg fortæller! Jalousi er noget der sker i partneren i mødet med de følelser der opstår i forbindelse med de erfaringer som min fortælling bringer vedkommende i kontakt med. Det har intet med mig at gøre, men derfor kan jeg sagtens møde vedkommende og anerkende det svære i mødet med sig selv.

Citat: Det kan faktisk være en ’dealbreaker’ for mange. Vi mennesker er sårbare og vil ofte ikke ha beskrevet hvordan ting har været, selvom vi tidligere har insisteret på at få det at vide, siger Tryti (Citat slut)

Tanke: What a load of crab (også et citat)… og hvad er ’dealbreaker’ for et ord. Er her tale om indgåelse af en aftale imellem to mennesker, der burde være sammen af lyst? Er det mon ’kæreste-aftalen’ hun her hiver frem? Den der kontrakt på, hvordan man ’bør’ opføre sig, når man er blevet ’kærester’?? Opskriften på at gentage alt det der ikke virker igen?

Hele det her afsnit er gennemsyret af frygt for at den anden ikke kan acceptere mig som den jeg er og/eller har været – og hvis den erfarne psykolog og parterapeut mener at det er fundamentet for det sunde og gode forhold, så tror da pokker at folk flytter fra hinanden i det tempo der opleves.

Hvide løgne kan være helt okay

Nu går det helt galt for hende. Adspurgt om hvad man bør gøre, hvis partneren spørger om noget ’man’ helst ikke vil svare på (sikkert af frygt for at denne bliver jaloux og får rynker i panden), så svarer den erfarne parterapeut:

Citat: Så tror jeg, du bliver nødt til at sige, at du ikke vil svare på det. Der er naturligvis en forskel i, hvor meget du kan tåle at høre, men et godt argument for ikke at tale om det er for eksempel: ”Nu er det os. Jeg er ligeglad med fortiden…        …Mange af vores løgne i hverdagen er hvide løgne for at gøre tingene lettere. I et sådant tilfælde tror jeg måske, at en hvid løgn er bedre end at fortælle sandheden. Men det bedste er selvfølgelig ikke at tale om det. (citat slut)

Tanke: Det ryster mig i den grad, at en fagprofessionel kan lade sig citere for sådanne udtalelser. Hun sidder med par, der kæmper med en række udfordringer og så mødes de med sådanne råd, der præsenteres med den kraft som den moderne magt (ifølge Foucault) repræsenterer.

Der lyttes til hende her. Hendes ord tager bo. Giver genlyd. Bliver taget til indtægt og fortalt videre. Til venner og veninder.

Lyv, for helvede, siger de til hinanden. Det siger vores terapeut. Og så lyver de. Gør de. For hinanden.

Ikke snak om detaljer

Her kommer hun ind omkring utroskab. Her gælder de vide løgne åbenbart ikke, så det må jeg ikke forholde den jeg elsker. Her skal der arbejdes hårdt for at vinde tilliden tilbage. Der skal indrømmes og kastes dom. Hvor længe og med hvem. Du skal angre det, selvom det måske blot er en konsekvens af alle fortielserne og den tilbageholdenhed, som vi har lært af vores terapeut – og du skal love bod og bedring – men uden at gå i detaljer?????

Det siger hun. Ingen detaljer, for det skaber billeder, som kan forværre situationen, og så kan det blive vanskeligt at komme videre og forholdet må afsluttes. I det hele taget frygter hun detaljer og dybde i alt hvad hun siger og gør – og det er skræmmende i sig selv.

Tanke:  Hvis relationen bygger på hvide løgne og primært facade (således at ingen bliver jaloux eller skaber uheldige billeder), så er det nok trods alt bedst, at det ender med et brud. Så kan parterne gå hvert til sit, måske møde en fornuftig terapeut og præsentere dem for en anden måde af relatere på.

De sidste to afsnit brygger videre på samme tynde suppe. En masse råd om hemmeligholdelse og grænsesætning. Jeg magter ikke mere.

Konklusion: Hvis dette er et billede af den normative parterapeut, så står det dæleme sløjt til inden for området. Forhåbentlig har de blot fundet hende her ved et uheld og tænkt at hun da måtte vide noget, baseret på hendes langeerfaring fra terapirummet – og da så artiklen var færdig var det deadline og alle var stressede og der blev trykket på ”OK” i stedet for ”Cancel”. Det håber jeg, men tror det ikke.

De tanker som hun her præsenterer, er desværre nok ikke enestående. Mine er nok mere enestående, desværre.