”Du siger ikke det du siger; du siger det der bliver hørt”
Den chilienske biolog og systemiker Humberto Maturana udtalte en gang dette og siden jeg læste det (og meget andet af ham) har tankerne omkring omkring denne sætning fyldt meget i mig, for hvor er det sandt. Gregory Bateson udtrykte det på lidt anden vis: ”Det er modtageren, der bestemmer budskabet”. Samme resultat, blot udtrykt modsatrettet.
”Det er modtageren, der bestemmer budskabet”
Det er simpelthen så vigtigt at holde sig for øje i enhver henseende, for det er ikke muligt at ikke-kommunikere (igen et postulat fra Gregory Bateson). Alt hvad jeg gør er kommunikation; selv det jeg ikke gør, er kommunikation; faktisk kan det ikke at gøre noget, være et stærkere budskab kommunikativt, end netop at gøre noget. Den mail der ikke sendes, den smiley der ikke vedhæftet, det hjerte der mangler i chatten. Det smil jeg sender – eller det jeg ikke sender.
Vi kan skændes i al evighed over, hvad der er blevet ytret i en samtale. ”Du sagde, ….” ”Nej, det gjorde jeg ikke, jeg sagde ….”, men faktum er, at ligegyldigt hvad der er blevet sagt, så er noget blevet hørt og det er det væsentlige, fordi modtageren bestemmer budskabet.
Både afsender og modtager bør holde sig dette for øje; at modtageren hører budskabet ud fra en forventet kontekst; sin egen forventede kontekst. Hvis modtageren tidligere har oplevet svigt eller at blive løget for, vil det sætte rammerne for dennes kontekst – og i denne kontekst vil der uvægerligt blive søgt efter genkendelige mønstre, der kan underbygge konteksten og derved skabe forståelse i det hørte – som jo kan være noget helt andet end det tiltænkt udtrykte.
Jeg accepterer, at alt hvad jeg siger, bliver hørt ud fra en anden kontekst end den jeg taler ind i. Når jeg taler med min datter, vil alt jeg siger blive modtaget i en ”far-kontekst”. Når jeg taler med hende jeg elsker, så vil alt jeg siger, blive modtaget i en ”kæreste-kontekst”, der er betydelig mere bagagetung end min ”far-kontekst” eller min ”small-talt-kollega-kontekst”, for i ”kæreste-konteksten” skal jeg acceptere at blive mønstervurderet ud fra et livs gjorte erfaringer med andre fra samme type kontekst (ex-kærester og -venner), tillige med en opdragelse og et arbejdsliv.
Derfor må jeg aldrig tage for givet, at det jeg siger bliver hørt; ligeledes bør jeg heller aldrig stædigt hænge mig i, hvad jeg egentlig sagde, men mere i hvad der egentlig er blevet hørt, for kun på den måde kan vi mødes i budskabet. (I nogle situationer er det nøjagtige ordvalg selvfølgelig væsentligt).
Rigtig mange relationer kuldsejler i misforstået kommunikation. ”Min kone forstår mig ikke” lyder en gammel frase, og den taler lige ind i en uvidenhed om, hvordan kommunikation foregår, nemlig ud fra erfaringer og mønstre. Jeg har oplevet par i terapi, der slet ikke hører, slet ikke kan høre, hvad den anden siger, fordi forventningens filter slører budskabet i sådan en grad, at det vendes på hovedet – og når responsen modtages på samme vis, kan det ikke gå andet end galt. ”Goddag mand. Økseskaft!”
Prøv, næste gang du, eller I, oplever en reaktion på noget sagt, noget der rammer ind i noget sårbart, lige at stoppe op og så i fællesskab kigge på, hvad det er for en reaktion der opleves. Prøv også at undersøge, hvad der blev sagt (afsender) og hvad der er blevet hørt (modtager). I modtagelsen ligger der noget værdifuldt, noget at kigge nærmere på.
En tanke: Kan jeg sige noget, der sårer en anden?
Jeg vil hævde, at det kan jeg ikke. Den eneste grund til at mit budskab ”virker sårende” må være fordi modtageren genkender noget i sig selv og at dette har tilpas meget sandhedsværdi til at fremkalde en følelse af ’sårethed’. Grunden til at jeg kan hævde det er, at jeg kan sige nøjagtig det samme til en anden uden af denne vil opleve samme følelse af ’sårethed’ – ergo må følelsen være en konstruktion i den enkelte (lidt på samme måde, som at jeg heller ikke kan gøre noget jaloux). Det betyder ikke, at jeg kan (eller bør) forholde mig ansvarsfrit overfor mine ytringer, men blot at fokus kan flyttes fra ”du sagde” til ”jeg hørte”, hvilket giver en helt anden indgang til at kommunikere om kommunikationen.
Smukt formuleret, for jeg stejlede lidt over det første, men det er jo rigtigt!