Jeg bliver så træt, når jeg hører politiske ledere tale om de såkaldte ’familieværdier’ som et modsvar til en accept af homoseksualitet.

I lande som Polen, Ungarn, USA, Brasilien m.fl. er homofobien på stærk fremmarch og den politiske linje lægger sig op af ’familieværdier’ som en retning af søge imod. Ingen sætter ord på hvad begrebet dækker over; det slynges bare ud og forventes forstået ud fra en religiøs traditionel selvfølgelighed.

Hvad er disse ’familieværdier’?

Er det utroskab? Er det skilsmisse? Er det ønsket om kernefamilien fra midten af forrige århundrede, hvor manden arbejdede og kvinden gik hjemme? Er det heteroseksualitetens konformitet med de uvægerlige affærer i ønsket om at overleve en kedsommelig dagligdag?

Hvorfor er homoseksualitet så skræmmende for disse politikere, at de forbyder kærligheden imellem mennesker af samme køn? Hvorfor betyder sammensætningen af køn noget som helst for nogen som helst?

Hvad er de så bange for?

”Vi frygter det vi ikke forstår”.

Er det derfor de ønsker at vi alle skal være ens, tænke ens, elske ens, således at de forstår os og derfor ikke behøver at frygte os? Eller er det blot et nemt fjendebillede at skabe, således at en befolkning får nogle at rette deres vrede imod; en vrede der ellers nemt kunne vende sig imod magthaverne selv?

Kan en befolkning uden frygt kontrolleres?

Jeg forstår simpelthen ikke, at vi i 2020 stadig kan snakke om ’familieværdier’ som et homogent begreb, for om noget så er ’familien’ som skabelon i tydelig forandring. Den familie der eksisterede som begreb da jeg var barn i 1970’erne eksisterer ikke mere, og selvom hovedparten af befolkningen i den vestlige verden stadig lever efter nogle traditionelle overbevisninger baseret på en religiøs tradition omkring mor, far og børn, så siger statistikkerne noget helt andet, så hvad er det for ’værdier’ despoterne rundt om i verden plæderer for?

Når jeg hører mine kolleger tale om deres familieliv, når jeg har folk i terapi vedr. deres familieliv og når jeg hører om familiefædre, højt på strå, der slikker en praktikant i øret eller forlanger blowjobs af deres medarbejdere, så er jeg lykkelig over, at jeg ikke er at finde i den kasse, hvor disse traditionelle (indforståede) ’familieværdier’ har bo, for mon ikke de har haft deres tid på jorden? Mon ikke de har vist sig ikke at fungere?

Jeg vil til enhver tid hellere opleve et trygt tilknyttet barn i en familie bestående af to fædre eller to mødre, eller endog tre-fire-fem forældre på én gang; forældre der elsker og har tid til deres børn, end jeg vil forsøge at holde fast i nogle traditioner, der måske udelukkende fungerede i en anden tid, fordi den ene part ikke havde mulighed for at forlade relationen, og jeg vil til enhver tid anfægte ’sandhedsværdien’ i en religiøst fastholdt tradition.

’Familieværdier’ bygger vel grundlæggende på kærlighed og tryghed imellem forældre og deres børn, så hvordan kan køn og konstellation overhovedet betyde noget i den forbindelse?

Jeg forstår det ikke, men sådan er der jo så meget.