Jeg mærker en vild forundring over de reaktioner jeg møder, og har mødt, i forbindelse med Sofie Lindes fantastiske optræden ved Zulu Comedy Galla. En kvinde der starter med at vise sin gravide mave frem og efterfølgende rister en rådden kultur i medieverdenen i en sådan grad, at alle på en eller anden måde blev berørt. Det var tydeligt, at stemningen vendte på et tidspunkt; kvinderne begyndte at kigge tavse ned i bordene og mændene blev temmelig stive i udtrykket. Ingen virkede overraskede, hvilet nok egentlig var det mest slående. Hendes modige opgør med omtalte kultur ramte alle.

Tænk at vi stadig møder disse holdninger i så udtalt grad i dag. Tænk at nogen overhovedet kan finde på at forsvare et sådan syn på sine medmennesker.

Lad os lige starte med samtykkeloven.

Hvordan nogen overhovedet kan være modstander af en lov som baserer sig på opmærksomhed og kontakt, er i min verden helt uforståeligt, og at lytte til de tåbelige kommentarer som medierne flød (og flyder) over med desangående er hovedrystende. Det siger mere om behovet for netop sådan en lov, end alle de sager om overgreb der uden tvivl ligger til grund for den. At nogen mænd overhovedet kan stille sig op og kalde sådan en lov for en omgang feministisk pladder, for en omgang hysterisk nonsens og ’skal vi så til at underskrive en kontrakt inden vi knalder’ – det siger så meget noget om behovet for loven, for hvis vi her har et gøre med en mandekultur, hvor der ikke lige tjekkes ind på den kvinde eller mand, man er sammen med, så er det kulturen, og ikke kvinderne, vi skal have gjort noget seriøst ved.

Det gøres selvfølgelig ikke ved lovgivning, men måske nogle få klaphatte tænker sig om inden de voldtager en ung kvinde, der har fået for meget at drikke?

Ingen, absolut ingen, mister nogen form for værdighed ved at spørge: Hey, er du okay med det her?

SPOILER ALERT: Hvis hun er for fuld til at svare, er det med sikkerhed et ”nej”. Hvis hun siger nej, så er det sjovt nok ikke et ja. Hvis hun ikke siger nej, men ligner en der har det rigtig skidt eller bare ligger helt passiv, så er det sgu nok også et nej?

OG DET GÆLDER BEGGE VEJE!

Bare fordi han har en rejsning, er han ikke nødvendigvis tændt eller har lyst til sex. Bare fordi han ikke siger nej, betyder det ikke at han siger ja. Rigtig mange mænd, undertegnede inklusiv, kan have svært ved at sige nej – både for ikke at såre partneren (jamen, har du slet ikke lyst til mig?), men også fordi kulturen tilsiger, at en mand altid har lyst til sex.

Selvfølgelig kan en lovgivning ikke sikre, at en eller anden bliver hævngerrig eller blot er vred generelt og derfor indgiver en anmeldelse om et overgreb selvom dette foregik efter alle samtykkens regler, men jeg er sikker på, at graden af anmeldelser vil dale, hvis alle – både mænd og kvinder – bliver mere opmærksomme på deres partner i det de foretager sig.

Og måske jeg så også lige bør vende hele MeToo debatten, der blev vækket igen i kølvandet på Sofie Lindes opsang, for jeg skal da love for at dette også fik skabt en ophedet debat.

Venstres fungerende formand, hende tågehornet I ved nok, der lige nu er under anklage for at lyve for folketinget og for at misbruge sit ministerembede, hun gik lige i flæsket på hele debatten og fik pludselig ondt af alle os mænd, for nu var det pludselig ikke nemt at være mand mere med alle de vrede og krænkede kvinder? ”Nu må man åbenbart ikke give komplimenter mere” – eller noget i den stil, meldte hun pludselig ud…og det viser det niveau som ’nogen’ (her tænkes på den kristne danske højrefløj, hvor Pia Kjærsgaard ved ude i samme ærinde og så en række seksuelt forstyrrede mænd i magtfulde positioner) ønsker at trække en nærværende problematik ned på, for i stedet for at være lydhøre og kigge med, så bliver man ramt på en kulturbaseret overbevisning om en måde at være på, og da denne ofte har taget bo i identiteten, så bliver sådan en kritik personlig og til fare for egen måde at være ‘mand’ i verden på.

Ingen vil føle sig krænket eller misbrugt af en kompliment – det er konteksten der er problemet.

Det er ikke en kompliment at stikke næsen i håret på en kollega eller medarbejder og stønne, at hun dufter så dejligt – det er decideret uforskammet. Hvis det er en mandlig lagermedarbejder der gør det ved den kvindelige topchef, så er hans tid som ansat nok ved at ophøre, for magtforholdet er i den grad kontekstuel, når snakken går på seksuel chikane/udnyttelse. En mand lægger ikke hånden på en kvindelig chefs numse, for så bliver han strittet ud – men idet hovedparten af alle chefer er mænd, så stiller det alle kvindelige ansatte i en magtforholdsmæssige dårlig position.

Derfor er det kulturen der bør være under pres her; en sexistisk kultur, hvor respekten for hinanden er fraværende.

Magtforholdet skaber chikanen i mange situationer. ”Hvis du ikke giver mig et blowjob, ødelægger jeg din karriere” (citat: Sofie Linde). Hvis dette blev udtalt af en medie-studerende, ville det givetvis blot føre til en fyring af fjoget, men når det siges af en magtfuld medieperson til en ung ny kvinde i faget, så er situationen helt og aldeles anderledes – for magtforholdet er skævt her, og ikke til kvindens fordel.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på scenen i Stig Larssons ”Mænd, der hader kvinder”, hvor Lisbeth Salander må give Advokat Bjurmann selvsamme blowjob for at få penge til en computer. Alle, der forsvarer denne kultur, bør lige se det klip og mærke efter.

Det er chokerende at lytte til politikere (kvinder og mænd) og mediefolk (mest mænd), der kan stille sig op og forsvare noget som helst i denne debat. Selvfølgelig forplumres den af generelt vrede kvinder, der vil elske at se mænd generelt komme ned med nakken, men måske kan man spørge sig selv: Hvorfor mon disse kvinder så gerne vil se mænd komme ned med nakken??

Se, det er et interessant spørgsmål.