Jeg så denne video https://nyheder.tv2.dk/video/Z1ZUUkRFZnhmNUNLQ1Qzek15eDVtTl9zNlo3OFBmTW0 på FB for nogle dage siden og den skabte så megen resonans i mig, at jeg fik lyst til at kigge lidt mere på min egen reaktion i forhold til denne video.

En ung fyr på 30 å har ændret efternavn, så det matcher en kendt Hollywood-skuespiller og får løbende foretaget kosmetiske operationer, for at komme til at ligne andre Hollywood-skuespillere, og hvis eneste drøm er at blive kendt, står nu frem og fortæller åbent om alt dette.

Dette var ikke min resonans – for intet af dette har jeg nogensinde søgt, endsige tænkt kunne være en mulighed.

Genklangen oplevede jeg i det han fortalte om sin opvækst, om ikke at være tilfreds med sig selv og at skjule dette for omverdenen og så bare gå rundt med ondt i maven hele tiden, og ligeledes i hvert fald ét af de virkemidler han havde fundet trøst i som ung voksen, i forsøget på at booste selvværdet, nemlig vægttræningen.

Jeg var igennem hele min teenagetid plaget af at være tynd og bleg og helt på det rene med, at jeg ikke var værd at elske. Jeg turde ikke tro på, at nogen ville have mig, og derfor gjorde jeg heller ikke noget videre for at få nogen til at ville det. Jeg forelskede mig i mange, men gjorde intet ved det, for hvorfor dog opleve disse nederlag?

Jeg begyndte at vægttræne som 21-årig. Jeg begyndte at gå i solarium som 21-årig. Jeg begyndte at tiltrække mig opmærksomhed kort tid derefter, så derfor eskalerede min træning igennem en årrække, for pludselig ’så’ min familie mig, kvinderne ’så’ mig og jeg begyndte også at ’se’ mig.

Denne fyr, som hedder det samme som den ene, og forsøger at ligne den anden, og som kun drømmer om at blive kendt – og meget gerne igennem en serie som ”Paradise Hotel”, har også trænet i mange år. Han er tillige sikkert plaget af ikke at være så høj som normen hos mange kvinder tilsiger er et krav for at komme i betragtning som evt. partner (shame on you), og har sikkert derfor måttet kæmpe yderligere for så i det mindste at blive bredere. Dette måtte jeg dog heldigvis ikke kæmpe med også.

SPOILER-ALERT: Selvværet styrkes ikke af vægttræning, solarier, kosmetiske operationer, kendiseffekt eller andet udefrakommende.

Der skulle gå 20 år, før det gik op for mig, at grunden til at jeg bare ikke kunne få relationer til at virke – selvom jeg nu var både attraktiv og brun, var at jeg stadig ’så’ mig selv på samme måde som da jeg var 15 år (hvilket han også snakker om i indslaget) og slet ikke brød mig om det jeg så og som ikke var værd at elske. Jeg turde stadig ikke vise nogen, hvem jeg var, for så ville de løbe skrigende væk. Jeg turde ikke fortælle nogen om dette, for så ville de løbe skrigende væk. Jeg turde ikke stoppe med at træne og tage sol, for så ville jeg blive lille og bleg igen – og igen ville alle løbe skrigende væk (sikke dog en masse skrigeri) – og derfor lod jeg kvinde falder for mig og jeg var sammen med dem i kort tid indtil de gemmenskuede mig og så var det videre til den næste, for kun på den måde kunne jeg slippe for at se mig selv i øjnene, skue indad, hvilket jeg for enhver pris ville undgå, for derinde lurede bevidstheden om, at jeg ikke var værd at elske, at jeg var lille og tynd, bleg og kedelig.

Jeg fik ondt af fyren her, for jeg så mig selv i lidt af ham. Mulighederne i dag er anderledes end for 30 år siden og derfor kan jeg ikke sammenligne metoder, men jeg kan sammenligne oplevelsen af ikke at være glad for sig selv og forsøget på at få selvtillid til at blive til selvværd og det har jeg i hvert fald erkendt ikke er muligt, for det er to vidt forskellige ting. Jeg havde masser af selvtillid – jeg har masser af selvtillid, men selvværdet har det stadig nogle gange skidt, og fordi jeg har stoppet al vægttræning og ser kroppen svinde stille og roligt ind til noget mere normalt, så mærker jeg også jævnligt at desperat behov for at gøre noget for at blive synlig igen. Så mærker jeg frygten for at ’forsvinde’ og blive ham der ikke bliver set eller elsket. Jeg genkender behovet for at blive set for ’noget jeg gør’ i stedet for som ’den jeg er’.

Jeg vil ikke ligne nogen kendt skuespiller eller have samme efternavn som en anden, og skal nogen vide hvem jeg er, så skal det være for noget jeg skabt i mig, ikke for noget som andre har skabt omkring mig. Det har årene lært mig, og selvom selvværdet larmer og fortæller løgne, så er det kun fortællinger. Det kan godt være, at de er mine dominerende fortællinger, og at min foretrukne historie er, at jeg stadig skal passe på med at åbne helt op, for så løber nogen skrigende væk, men det er stadig kun en fortælling, og alle fortællinger har sprækker – og det er igennem sprækkerne at lyset strømmer ind.

Be – don’t try to become