Jeg hører ofte om det. Begrebet ’pligtsex’. Det har simpelthen en ubehagelig og middelalderlig klang, og så er det så udbredt i parrelationerne her i 2020. Pligtsex.

Lad os kigge lidt på ordet ’pligt’, for det indgår jo også i ord som ’forpligtende’ og i ’forpligtelse’, som på engelsk hedder ’Commitment’, og dét ord anvendes i stor stil på dating-sider og i nattelivet som et positivt ladet ord; noget som det er vigtigt at tilstræbe.

Pligt

Ordet er udviklet af ældre middeldansk plikt, der betød ‘bod, straf’, hvilket det heldigvis ikke umiddelbart gør mere, men tanken er da interessant. I dag er det nok nærmere en tilskyndelse til at handle på en bestemt måde fordi ens samvittighed eller nogle sociale normer påbyder det. ’Jeg har pligt til det’ – hvilket kan være at gøre noget i tvang fremfor lyst.

Man kan ikke sætte ’u’ foran ’pligt’ – upligt er ikke et ord på dansk, hvilket egentlig er underligt, for det peger jo på at gøre noget af lyst fremfor af tvang, men sådan er det nu engang ikke. Derimod kan jeg nemt sætte det foran forpligtende, og så ved alle pludselig, hvad jeg snakker om.

Det ’uforpligtende’ er det ’nemme’, det ’enkle’. Det jeg ikke nødvendigvis skal forholde mig til, og det er jo egentlig noget sludder, for i bund og grund betyder ordet jo ’at gøre noget af lyst, ikke af pligt’ og så får det pludselig en helt anden betydning. Tænk at agere uden pligt.

I Swingermiljøet snakkes der om det. I datingmiljøerne ligeså. ’One-night-stands’ sættes synonymt med det; det uforpligtende. Det som mange mænd (og sikkert også kvinder) søger og som sættes lig med at være en ’værre én’, en der ikke kan committe sig. Den uforpligtende sex søges af mange, og kigges ned på af flere. Jeg har i hvert fald mødt det mange gange, når jeg ikke hopper med på monogami-vognen – så er det fordi jeg ikke kan forpligte mig. Måske er det fordi jeg ikke vil?

– Kæreste? Er du sammen med mig af a) pligt eller b) lyst?

I de fleste parrelationer vil svaret være problematisk, for ingen har vel lyst til at svare ‘a’. Det lyder simpelthen for ubehageligt, som… lige netop en bod eller en straf, men hvis der svares ’b’, så ligger det implicit, at relationen ikke kan være forpligtende, for deri ligger at være bundet af en regel (uskreven eller moralsk) og altså et løfte om noget, hvad enten der er lyst eller ej.

Så ved at forpligte mig, binder jeg mig altså til at agere udfra en bestemt handling eller aftale, på trods af min lyst til det.

Er det virkelig det der søges på datingsiderne? En overenskomst? Et kompromis?

Nu er jeg jo ikke monogam, og kunne have lyst til at henvise til at det mest er i de monogame parrelationer der findes et ønske om ’forpligtelse’, men sådan er det dog ikke. Hvis debatterne i poly-grupperne følges ved man uden tvivl at samme krav, at samme ønske om binding og kontrol findes i rigtig mange åbne relationer. De kaldes måske noget andet, men frygten og ønsket om kontrol er det samme, som jeg ser det.

Det er først når snakken kommer til sex, at der kan øjnes for forskel.

Sex

Nu er vi tilbage ved starten. Nu er vi tilbage ved ’pligtsex’. Har det mon fået en bedre eller en værre klang, tænker jeg?

’Pligtsex’ – at indgå i en seksuel akt fordi det forventes?

I en af mine seneste blogs har jeg været inde på det her med at miste sexlysten (https://www.maxisme.dk/2020/05/29/tanker-om-at-miste-i-onsket-om-at-finde/), så her vil jeg mere kigge problemet med at skulle ’gøre sin pligt’.

To mennesker, måske to køn. Begge med deres bagage og erfaringer. Chancen for at de to mødes i samme tændingsmønster og med samme lyst til eksempelvis elskov er temmelig lille, og derfor vil det ofte opleves, at den ene har mere lyst til sex end den anden OG det kan være en udfordring i et normalt monogamt forhold, for ingen bliver tilfredse for ifølge kontrakten må lysten kun stilles med den ene, der ikke har lyst.

Som terapeut vil jeg være nysgerrig på rigtig mange ting i mødet med et par, der kommer til mig med dette problem… fordi manglende lyst kan være så utrolig mange ting, og hvis de ikke er somatisk betingede, så er de relationelle, så både den ene og den anden i relationen vil have part i dette. Det vil jeg skrive om en anden gang.

Pligtsex kan simpelthen ikke være tilfredsstillende, hverken for den ene eller den anden. Jeg har prøvet at være i relationer som både den ene og den anden part – og det er ikke holdbart i længden. Utroskab, tænker jeg, kan være en udløber af et utilfredsstillet sexliv.

I det øjeblik at elskov bliver til pligtsex, så skylder man sig selv og sin partner at få kigget på problemet, for det er aldrig kun den ene part, der bærer skylden (hvis der skal tales om skyld her) – det vil altid være relationelt.

I en åben parrelation kan pligtsex med sikkerhed også forekomme, men i min beskrivelse vil det ikke, fordi jeg vil altid prøve at undgå enhver form for ’pligt’ i mine relationer og udelukkende basere dem på lyst. I forhold til min kæreste har jeg ikke ’pligt’ til noget som helst (eller, det prøver jeg i hvert fald på at efterleve). I mig hviler der et ønske om at være åben og ærlig i forhold til hende og så kan hun jo vælge om hun vil være sammen med mig eller ej. At basere vores relation på pligt vil ødelægge den, for det vil betyde at skulle ’holde ud’, og det skal vi ikke. I stedet skal vi snakke om det er ’er’.

Vi har jo også frihed til at blive mødt i vores seksualitet hos andre, hvis det ønske skulle opstå. Eneste krav her – og det er et krav – er brugen af kondomer, så pligtsex vil ikke kunne opstå, tænker jeg, fordi hvis der skulle opstå en forskel på vores lyst, på frekvensen af mængden af lyst, så gives vi muligheden for at blive mødt i den til anden side, og så er problemet løst – baseret, selvfølgelig, på, at der stadig er lyst til relationen på trods af den forskellige lyst. Hvis det bunder i manglende interesse i den anden og en uvillighed til at løse op for eventuelle problematikker, så opløses relationen vel i stedet?

Pligtsex – det er livet simpelthen for kort til.