Jeg faldt over en sætning i bogen ”Kort over narrative landskaber” af Michael White, som jeg genlæser i disse uger. Her fortæller han om et klientforløb, der strækker sig over 18 måneder, og han gør det i den største selvfølgelighed. Om det afsluttes efter disse mange måneder, melder teksten ikke noget om.

Det fik mig til at tænke på et fænomen, som synes at gennemsyre det moderne samfund og som jeg oplever hos flere af mine medstuderende på psykoterapeut-studiet og som jeg oplevede i særdeleshed på sexologi-studiet – nemlig en holdning til at ville ”fixe problemet” indenfor ganske få samtaler. Der mærkedes en overbevisning om, at det var terapeutens rolle at komme med løsningerne, at på magisk vis gang på gang trække ’den geniale trumf’ ud af ærmet og servere denne for den himmelfaldne klient, der efterfølgende takker overstrømmende og forsvinder ud i et nu forandret og ’løst’ liv.

Der mærkedes i nogle tilfælde en følelse af afmagt hos den studerende, når en løsning på et fremdraget problem i en øvelsessituation ikke kunne løses på 25 minutter – og det er det fænomen jeg henviser til. De hurtige løsninger – Fitness World løsningerne.

Når man introduceres til meditation i Fitness World i forbindelse med en yogatime, så er det min erfaring, at dette udelukkende medtages, fordi det står i manuskriptet for en time i Hatha-yoga – det opleves sjældent, at underviseren har fanget ’årsagen’ til inddragelsen af meditationen, og den blot er et bump på vejen til det væsentlige, nemlig at nå resten af det tætpakkede program.

Den unge kvinde i de stramme tights, der kan en masse yoga-udtryk og som uden problemer kravler ind og ud af halve og hele lotusstillinger, og som i rask tempo fører de svedende deltagere igennem et utal af asanas, solhilsner og hundestillinger – alt imens hun slår på tromme for at det hele skal foregå i ens eget tempo, baseret på egen vejrtrækning, men selv har så travlt med at bevæge sig imellem de mange figurer, at det hele forsvinder i forsøget på at følge med. Denne kvinde ’vil en masse’, og det samme gælder såmænd nok også for hovedparten af deltagerne. Fix mig, tænker de, og gerne på den halve tid, for så kan jeg bruge den anden halvdel på ’noget andet’.

Jeg ved godt, at jeg her slår alle instruktører over én kam, og det beklager jeg. Jeg har oplevet både gode og dårlige instruktører i mine år i Fitness World, men fælles for de fleste er ønsket om at ’ville en masse’ – det absolut diametralt modsatte af, hvad yoga og meditation bør være. For mig er meditation og yoga noget med at kigge ind, mærke efter, give plads og tage sig tid – og det gælder faktisk også for min tilgang til den terapeutiske samtale.

Jeg vil ikke en masse i mine terapeutiske samtaler, omend jeg til tider tager mig i netop det; at ‘ville en masse’. Det er så nem en fælde at gå i, at tillægge den resonans der opleves i mig samme oplevelse hos personen overfor og derved – i bedste hensigt – glemme at lytte, glemme at være nysgerrig, for i min iver efter at videregive egen erfaring, pådutte personen overfor mig en kopi af den opskrift jeg valgte at gøre brug af, men da personen overfor ikke er mig, og fordi min erindring er farvet af tiden, så vil denne vej med sikkerhed ikke være til hjælp for nogen – ikke engang for mig selv.

Jeg tror, at kulturen tilsiger fremdrift. Vi skal fremad, bevæge os, nå noget. Vores dagligdag, vores arbejdsdag, vores parforhold tilsiger bevægelse, ikke stilstand. Jeg elskede bogen ”Stå fast” af Svend Brinkman, fordi jeg der første gang oplevede én, der turde slå på tromme for at slå rødder, én der bad om eftertænksomhed fremfor hast. Vi har svært ved at ting tager tid. Vi er ikke vandt til at skulle vente, hverken på vores pakker, vores mad eller på det quickfix, som populærterapien med alle dens selvhjælpsbøger præsenterer os for. ”Tab dig 17 kg på 7 uger”, ”Bliv millionær på 24 timer”, ”Bliv dine spøgelser kvit på én time” – nu kun 99,95.

18 måneder i terapi passer ikke ind i livet, ikke engang 6 uger, og det kræver noget af den enkelte terapeut at skulle acceptere, at hjælpen der ydes tager tid, at den umuligt kan være et quickfix, for måske tænker personen overfor mig, at jeg ikke kan mit job, når jeg ikke kan løse vedkommendes problemer seneste næste tirsdag.

Vi er kun noget i kraft af vores identitet, og den består udelukkende af de historier vi fortæller os selv. Det kan være historier andre har fortalt os, og som vi vælger at tro på. Det kan være erindringer, der er farvet til at passe ind i det billede, som vi vælger, skal være ”selvet” – at sådan én er jeg. Og kun igennem en forandring af disse historier, disse narrativer, kan vi forandres – og sådan en forandring tager tid. Den kan ikke fortælles én gang og så blive godtaget. Den skal fortælles mange gange, på mange måder, og måske også af andre igennem bevidning. Måske skal identiteten genmedlemsgøres til livet, meldes ind i livsklubben igen, også det tager tid, for én ting er hvad intellektet forstår – noget andet er hjertet.

Jeg skal som terapeut ikke løse noget som helst – det er ikke min opgave. Jeg skal blot følge med og skabe rum til, at personen jeg følges med kan gives plads til at øjne nye sider af sig selv igennem nysgerrighed og forundring – ikke-viden; sider der kan forandre den eksisterende historie og derved forandre billedet af ’selvet’.

Det gøres ikke på én time, så meget er jeg sikker på, men kigges på kan det, og jeg vil elske at følges med dig på din vej.

Jeg er rigtig god til at være nysgerrig