– Måske er jeg så egentlig bare monogam?

Ovenstående er taget ud af en helhed. Helheden var et indlæg i en Facebook-gruppe for polyamorøse, hvor manden her sad og spekulerede over, om han måske slet ikke var ’poly’, for han havde jo egentlig slet ikke lyst til flere kærester… ikke lige nu i hvert fald. Han havde det godt med sin kæreste og hun med ham – og det fik ham til at tænke på, om det mon var noget man bare var engang imellem? Altså det der med at være polyamorøs?

Nu skal jeg passe på med ikke at blive for hovmodig og gør mig sjov på andre bekostning, for hvis jeg bladrer 4 år tilbage i mine blogs, så har jeg faktisk skrevet noget omkring min egen roden rundt i det relationelle morads af muligheder og været i tvivl om, hvorvidt jeg faktisk overhovedet havde lyst til at have flere kærester ad gangen, eller om jeg mon egentlig mere var til det monogame? Den gang gik jeg også i en forvildelse om, at der kunne træffes et valg, men jeg er efterhånden kommet til den konklusion, at et sådan valg findes ikke – ikke om hvorvidt jeg er monoamorøs eller polyamorøs i min tilgang til andre mennesker i hvert fald. Valget består i, hvilken pardannelsesform jeg vælger (eller bliver valgt til) at indgå i.

Jeg tror på, at vi alle, som race, er i stand til at elske mere end ét voksent menneske ad gangen, og derfor er vi alle, som race, polyamorøse. Valget, der skal træffes, består i, på hvilken måde vi ønsker at udleve denne kærlighed, på hvilken måde vi tillader denne kærlighed. Undertrykkes den eller udleves den?

At føle kærlighed til et andet voksent menneske end den partner man nu engang her, behøver jo ikke at betyde noget som helst i retning af sex og utroskab og pardannelse m.m., men det kræves jo heller ikke af betydningen poly (flere) og amour (kærlighed), men oftest tillægges ordet en betydning henimod pardannelse og sex, og derfor snakker vi om, hvorvidt vi er mono- eller poly.

Okay. Ændrer det min tese? Overhovedet ikke, for jeg mener stadig, at vi sagtens kan elske mere end ét voksent menneske ad gangen – og her tænker jeg i flere på-hinanden-samtidigt-eksisterende-intime relationer. Spørgsmålet er som tidligere nævnt, om det undertrykkes eller udleves?

Undertrykke” har en lidt uheldig tone i sig; sådan af at være noget negativt, men det behøver slet ikke at være tilfældet, for når blot denne, altså undertrykkelsen, sker i fuldstændig overbevisning om, at sådan skal det være, så er den jo det rigtige at gøre i det aktuelle tilfælde; her tænker jeg jo på monogame relationer, hvor tanken om andet end netop det – den tosomhed som denne er – er fuldstændig fremmed, velvidende at andre muligheder eksisterer. At to mennesker vælger hinanden til i 10-20-65 år er noget af det smukkeste, synes jeg, og noget i mig mærker misundelsen over, at nogen kan finde ud af det – på godt og ondt, velvidende at de også, ved på denne vis kun at vælge hinanden til, samtidig også vælger en helt masse andre muligheder fra.

Udleve” – at leve noget ud – har en lidt anden klang, men for mig kan den også både være negativ såvel som positiv, for sker denne udlevelse i en nysgerrighed og i en lyst til at undersøge andre muligheder i livet, så rammer den lige ind i hjertet af mig, for det er sådan jeg prøver at se den; hvorimod, hvis denne udlevelse blot er et billede af det symptom, der præger vort moderne samfund, at det er så vigtigt ikke at stå stille, at gå i stå, men altid have fart på og udvikle sig, så får den en negativ klang i mig, for jeg ser ikke nødvendigvis udvikling som noget positivt, hvis bevæggrunden for denne ikke er klar.

Jeg vil hellere være bevidst middelmådig end stresset toptunet.

Så – udleves denne kærlighed til mere end ét voksent menneske, og foregår dette på samme tidslinje, så kalder vi det polyamori og deri ligger valget. Vil jeg bydes muligheden for at elske (med) mere end én med de udfordringer det giver, eller vil jeg være som folk er fleste med de udfordringer det giver?

Jeg er lige nu opfyldt at kærlighed til én kvinde, og nærer intet ønske om at inkludere andre kvinder i min hverdag, men det gør mig på ingen måde til monogam, for jeg er helt klart i stand til at erkende kærligheden til flere på én gang, men lige nu fyldes jeg af denne ene, hvilket er vidunderligt og lige som det skal være.

At jeg (og hun også) med sikkerhed vil være intimt sammen med andre på sigt, er jeg slet ikke i tvivl om, for det har vi snakket en del om. Vi kan begge møde én ud af det blå og blive draget imod denne – måske kun for denne ene gang eller måske for en længere relation – det vigtigste her er, at vi begge er helt på det rene med dette og er klar på at kæmpe med den jalousi, den usikkerhed og alt hvad der opstår herved – ikke mindst fordi vi bor i hver vort land, hvilket måske vil give en ny partner en umiddelbar fordel i forbindelse med samvær og spontanitet. Vi vil dog, i mødet med en anden, tilbydes muligheden for at kigge på vores eksisterende relation og mærke følelserne i den på en anden måde, end hvis vi i fællesskab havde truffet valget om at være monogame i vores relation og derved altså af gode grunde ikke ville kunne tilbydes dette.

Ved ethvert valg foretages samtidig et fravalg.

Hvis jeg vælger at leve monogamt med min kæreste, så vælger jeg også at lade hendes og mine kompetencer udgøre det muliges mål for hvorhen hun og jeg kan bevæge os, og derved fravælger jeg også muligheden for på egen hånd at skabe nye kompetencer på områder, der ikke er inkluderet i den monogame kontrakt. Til gengæld tilbydes vi muligheden for at udvikle os sammen.

Hvis jeg vælger at leve i en åben relation, så gives jeg mulighed for at udvikle mig i flere retninger udover mine kærestes individuelle kompetencer/ønsker og derved tilføre disse til samtlige relationer, hvis dette er ønskværdigt. I sådan en konstellation kan så argumenteres for, at nærheden til den ene fravælges, fordi netop mulighederne ikke begrænses. Det er ét synspunkt. Et andet kunne være, at jeg i den frihed, som en åbenhed byder mig, kan blive en endnu bedre udgave af mig selv og derved også for min (eller mine) kærester og ikke mindst vice versa; at mine kærester kan åbne op for en verden i mig, som jeg ellers aldrig ville have (turdet?) møde – i mødet med andre, men samtidig tilvælger jeg så derved også at min kæreste elsker (med) flere end mig med alt hvad der ligger i en sådan erkendelse.

Dagens pointe må være, at ligegyldigt hvilken samlivsform jeg vælger, så er valgt mit og ikke noget jeg bliver eller er…..