En kommentar for nyligt fik mig til at tænke over begrebet ’kæreste’ og nogle af de forventninger som det ord er sovset ind i.

Grundlæggende forbindes ordet nok oftest med ’en person som man har et kærlighedsforhold til og betragter som sin faste partner’, og det er lige præcis den udlægning jeg vil prøve at lege lidt med her, for jeg anvender faktisk ordet på en lidt anden vis – og nok en mere betydningsmæssig korrekt måde, om end jeg da skal være den sidste til at tale om rigtig og forkert, men blot mere ’korrekt’…. måske ?

Kort fortalt, så kommer tanken her ud af en kommentar jeg blev præsenteret for tidligere på ugen, hvor én kvinde gik i rette med en anden kvinde i forhold til dennes offentlig erklæring om, at hun havde en kæreste – og det var jo kun for ganske nyligt, at hun havde forladt den tidligere af slagsen. Det var bare ikke i orden-agtigt. For tidligt, måske, eller ubetænksomt…. hvad ved jeg?

Det fik mig til at tænke på ordet og alt det der er hæftet op på begrebet som dækker ordet – Kæreste.

Jeg har dykket lidt ned i ordet – bær over med mig, for det er jo det jeg gør.

Ordet kær stammer uden tvivl fra latin carus, der betyder ‘kær, dyrebar’, og videre derfra kan udledes kærlig, der som adjektiv fører direkte til substantivet kærlighed, som ifølge Den Dansk Ordbog betyder ”meget stærk følelse af ømhed og hengivenhed over for et levende væsen man holder meget af”

Ordet kær – du er mig kær – peger altså på noget dyrebart (my precious), noget der føles ømhed og hengivenhed for. ”Det er mit kæreste eje” kan man sige uden at hive en parrelation ind i ligningen, og blot henvise til at det omtalte er det mest dyrebare for vedkommende, det mest elskede.

Så er vi fremme ved min udlægning af ordet, for jeg tænker aldrig parrelation ind i ordet kæreste, fordi for mig har denne ingen form, parrelationen. Den er i form af mine følelser. Jeg elsker hende, jeg kalder for min kæreste, for det er det hun er – hun er det kæreste for mig. Hun er ikke en kæreste. Hun er min kæreste – udtalt med tydeligt ’e’ – altså ikke som kær’ste, men som kæreste.

Hende og jeg har i min optik en stærk relation. Den behøver ingen form. I forsøget på at give den form, begrænser jeg dens muligheder for at blive til noget andet, hvis det er det den ønsker at blive. Jeg behøver heller ikke at afkræve hende denne begrebsmæssige stillingtagen – ”er vi kærester nu?”, for det er mig fuldstændigt uden betydning. For mig er hun det – den kæreste – og det skaber relationen, og den varer lige indtil vi beslutter os til, at den ikke skal være mere.

Jeg oplever et stærkt ønske fra rigtig mange om at skulle definere de fleste typer relationer, og jeg tænker at der ligger et ønske om kontrol i dette ønske, en kontrol over at vide sig sikker (og kan man overhovedet det?) på den anden eller de andre? Hvad er vi? For i den vished skabes der form, og i den form findes måske grundlaget for den retning, som er vigtig for mange, når de ved hvad de er, for så kan de spørge hinanden: Hvor skal vi hen? Kigger vi i samme retning? Og så står de der og spejder efter den samme retning og taler om hvor den måske kan findes og om den måske skal files lidt til, så dens horisonter kommer i synk med hinanden.

Der står de så imens de glemmer at elske med hinanden. Der står de så og spejder efter noget der burde stå, og som måske allerede står ved siden af dem, nemlig det adjektiv der udgør, eller burde udgøre, det eneste saliggørende, nemlig det mest dyrebare for dem – det kæreste.