Hvad er det der gør at vi tiltrækkes til det, eller de, køn vi gør?
Hvorfor virker kvinder mere spændende og tiltrækkende på mig end mænd? Jeg er i bund og grund ikke videre besat af bryster og en numse er vel i princippet mere eller mindre ens, hvad enten den sidder på en mand eller en kvinde, så hvad er det jeg styres af (eller imod)?
Evolutionært drives vi jo nok meget imod det modsatte køn – samkønnet forplantning har jo trods alt aldrig haft gode vilkår i naturen, om end homoseksualitet er betydelig mere udbredt end hvad de fleste tror, så mon ikke at en kombination af en krybdyrshjerne og et væld af duftstoffer fucker med mig? Det tænker jeg spiller en stor rolle. Hos mig og måske ved de fleste, idet heteroseksualitet jo dog trods alt stadig er mest udbredt.
Men er det bare det? Jeg er jo ikke ude på at forplante mig, men det er evolutionen nok ligeglad med.
Hvis jeg ser et billede af en nøgen kvinde og en nøgen mand, så vil jeg helt klart tænde mest på billedet af kvinden, om end jeg også har en let biseksuel side i mig, som på et tidspunkt fik mig til at undersøge, hvordan det var at være sammen med mænd, og på mange måder var det spændende og interessant – dog ikke noget jeg umiddelbart påtænker at opsøge igen. Hvorfor ikke? Energien var anderledes end med en kvinde, helt klart. Stemningen var anderledes, men i bund og grund var det nærhed og intimitet, og jeg tænker egentlig, at jeg sagtens ville kunne forelske mig i en mand, hvis omstændighederne er de helt rigtige, hvilket de bare ikke har været endnu – men et eller andet er anderledes og virker afvisende i mig. På et eller andet plan. Hvorfor?
Måske er det mødet med en velkendt energi? En velkendt seksualitet?
Ingen tvivl om, at kulturen og opdragelsen, samfundet, spiller en rolle også. Der er noget på spil i forhold til ’normen’ her, men jeg har i bund og grund ingen problemer med evt. at skulle erklære mig homoseksuel, men jeg føler mig bare ikke som en sådan. Hvorfor er kulturen så bange for homoseksuelle? Hvorfor er ’homo’ et skældsord? Hvorfor er mænd så bange for homoseksuelle mænd?
De fleste mænd har det fint med analsex. Hvorfor er de samme mænd bange for homoseksuelle mænd? Hvorfor er de bange for at være modtagende i den henseende; bange for at mærke en anden mand oppe i sig? Er de bange for, at de evt. kan lide det og i så fald, hvorfor? Er de bange for, hvad omgivelserne vil sige til det, og i så fald, hvorfor er det sådan?
At kirken har talt imod og lyst den form for vellyst i band giver ret beset god mening, da Biblen jo råber op om ’manden og kvinden’ og ’giftermålet’ og alt det der – heldigvis er den dog flere steder kommet til fornuft, men hvorfor er det i nogle lande stadig forbundet med dødsstraf at elske én af samme køn?
Hvis jeg ser to kvinder kysse hinanden, så tænker jeg ikke videre over det. Hvis jeg ser to mænd kysse hinanden, så tænker jeg over det. Ikke fordømmende, men jeg tænker over det på en måde, som jeg ikke ville gøre under andre omstændigheder. Hvorfor?
Sikke en masse spørgsmål. Sådan skulle det åbenbart være. Jeg må tænke mere over det. Spændende er det i hvert fald.
Leave A Comment