Hvad er det der skaber behovet for at “bo sammen”?

Der findes i mennesket en indforståethed i at når der “dannes par”, så skal der også “bygges rede”, hvilket jo evolutionært giver god mening til sikring af afkommets overlevelse igennem bedring af dets opvækstvilkår (to forældre til at skaffe føde og beskyttelse fra hannen imod udefrakommende farer), men når behovet for formering ikke mere består, hvorfor fortsætter behovet for at dele bolig med nogen så?

Spørgsmålet, eller tanken, er efter min mening temmelig velvalgt i disse tider, hvor vi tvinges til faktisk at være sammen med den (eller dem) vi nu engang har valgt at bo sammen med på en måde og i et omfang, som de fleste sikkert ikke havde regnet med, ej heller ville have valgt frivilligt, hvis adspurgt for 2 måneder siden.

Situationen, som vi oplever den lige nu, er jo nok ikke at karakteriserer som ekstrem, omend der i nutidens sprogbrug er en tendens til at overgøre alt, men så er den i hvert fald udfordrende for de fleste, tænker jeg (Ekstrem ville vel nærmere være, at vi stod overfor en dødelighed på mere end 50% fremfor noget der i bedste fald ligger på 1% eller derunder? Hvis det vi oplever nu er at karakterisere som ekstrem, hvad bliver det næste så, tænker jeg?), og det at den aktuelle situation jo belyser det problematiske (for nogen) i at leve på den måde, som de fleste tænker er det eneste sagliggørende, nemlig at finde en mage og så flytte sammen, bør kunne skabe grobund for et kritisk blik på den indforståede samlivsform, som gennemsyrer vores kultur.

Jeg siger ikke, at der er noget galt med at redebygge eller gerne at ville bo sammen med et andet menneske; jeg vil bare gerne rette et kritisk blik på det det indforståede i, at det er den eneste måde at leve sammen på.

Jeg har ingen lyst til at bo sammen med nogen.

Jeg flyttede hjemmefra, da jeg var 19 år. Jeg er 52 år i dag. I de 33 år der er gået siden jeg ‘fløj fra reden’, har jeg delt bolig med kærester i godt 7 år sammenlagt. 7 år fordelt på to kvinder, og jeg må erkende, at jeg du’r ikke til det, men det er først gået op for mig i en ret sen alder – for jeg troede (ligesom alle andre), at det var sådan man var kærester. Det forvirrede mig i mange år, at de kvinder jeg mødte, med største selvfølgelighed, ret hurtigt (i min optik) begyndte at forvente en samboende fremtid, som jeg aldrig reelt set mærkede lyst til, men derimod et pres henimod, og når jeg så begyndte at stille spørgsmålstegn ved konstellationen at bo sammen vs. at ikke bo sammen, så oplevede jeg en sammenkædning helt ned på kæreste-plan, altså at ville være kæreste med vs. ikke at ville være kæreste med, og derved opløstes konstellationen mange gange, for jeg mistede simpelthen kontakten eller lysten til at være en del af det pres.

Jeg elsker at være kæreste, at have en eller flere i mit liv, som jeg elsker og som jeg kan bruge tid sammen med. Det er noget af det skønneste i livet at mærke kærligheden til et andet menneske og glæde sig til at bruge timer eller dage med vedkommende, opleve verden sammen med en anden. Det giver livet en anden dimension, en anden værdi, men for mig bidrager en viden om, at jeg efterfølgende kan være mig selv lige så megen værdi, måske faktisk en merværdi, fordi samværet med en anden skaber en forskel i livet, og det er jo i disse at livet mærkes. Det er jo pauserne der skaber musikken, tidsrummet imellem ind- og udånding, der skaber livet – forskellene.

Kernefamilien som ide lever i bedste velgående og er forblevet uimodsagt i så mange år, at der generelt ikke kan ses andre muligheder i måden at leve sammen på, men prøv lige at træde et skridt tilbage og spørg dig selv, hvordan det ellers ville være muligt at samleve – uden at tænke på økonomi, andres holdninger, frygten for at blive alene eller forladt, men udelukkende i din egen følelse af relationelt samliv?

I tidligere tider gav det jo som sagt masser af mening at danne bo. Udover samværet om videreførelsen af generne i form af afkom, så var der også en gensidig afhængighed partnerne imellem, en afhængighed som også skabelsen af netop kernefamilien byggede på, nemlig den at manden sørgede for midler til overlevelse i form af penge og mad, og kvinden tog sig af afkommet og lavede maden. Gensidig afhængighed. Sådan er det jo på ingen måde i dag, hvilket igen bringer mig til disse tankers overordnede tema, nemlig hvorfor der fortsat er dette behov for partout at skulle bo sammen? Er det bare vane eller ligger der andet til grund? De færreste tænker nok religion ind i ligningen, det her med “èt kød” og “hvad Gud har sammenføjet….” – men dog kan opdragelse og vane sagtens spille ind her også.

Enhver kan klare sig selv i dag (mere eller mindre). Ingen har i princippet brug for den anden for at overleve. Begge har ofte så travlt med deres eget liv og karriere, at de endog helt glemmer nærheden og intimiteten i samlivet – at være sammen i livet – hvilket jeg som sexolog oplever i mine samtaler. Ingen behøver den anden, men alligevel tilstræbes pardannelsen hovedløst, og hvis man som jeg stiller spørgsmålstegn ved både den seksuelle monogami og det at skulle bo sammen, så oplever jeg at blive set på som en værre èn; én der ikke kan ‘committe’ sig, hvilket er et hæsligt ord, men det bruges i flæng og burde ties ihjel. Det er så indgroet i de fleste, at man kun er rigtige kærester, hvis man deler adresse, hvilket for mig er en så forfejlet tilgang til parforholdet, som det næsten kan blive

Jeg oplever, at jeg har masser af lyst til at se fremad sammen med min kæreste, at forestille mig mange år med hende. Jeg vil gerne dele en stor del af mit liv med hende, men jeg kan ikke forestille mig, at vi skal bo sammen, for hvorfor i alverden skulle vi dog det? Jeg glæder mig hver gang til at se hende igen. Jeg elsker vores dage sammen, vore oplevelser, snakke, elskov, usikkerheder, sikkerheder, spørgsmål og diskussioner – og så elsker jeg vort tidsmæssige fravær, der skaber grundlaget for vort fysiske og psykiske nærvær. Det tror jeg meget nemt ofres som noget af det første i iveren efter fælles adresse, muligheden for at savne.

Savnet, eller forskellen, på at være eller ikke at være sammen skaber lysten i mig.

Living Apart Together (LAT) og COuples Living Apart (COLA) er to begreber, der understøtter noget af det jeg skriver om her, og som jeg kan anbefale at kigge nærmere på, hvis lysten til ikke at bo med en eller flere kærester appellerer til dig.

Enhver samlivsform er den perfekte til dig, hvis du føler dig tilpas i den, men lige som alt andet, så skal enhver tanke kunne udfordres, og enhver selvfølgelighed bør drages i tvivl, for kun på den måde kan vi som mennesker komme i sync med os selv og hinanden.