Er blevet spurgt flere gange og har læst mange gjorte tanker omkring tiden der kommer; tiden på ”den anden side” af Corona. Der gøres masser af tanker omkring, hvorvidt denne globale krise har skabt grobund for blivende forandringer eller om vi blot finder tilbage til ”det der var” inden ”det der er”; altså tiden før midten af marts, hvor min verden forandrede sig.

Svaret er temmelig enkelt, for selvfølgelig kan vi ikke finde tilbage til noget der var, for det der er nu har for altid umuliggjort at gå tilbage til noget der var. De erfaringer vi har gjort os i tidsrummet imellem det der var, eller rettere vore erindringer om det der var, for det er jo hvad fortiden er; blot vore egne fortællinger om gjorte oplevelser, baseret på en livsmæssig status på det erfarede tidspunkt; disse fortællinger kan af gode grunde ikke genskabes, idet senere gjorte erfaringer og fortællinger vil stille sig i vejen og forandre det nutidige forsøg på at genskabe noget, der er skabt før disse nye erfaringer er gjort?

Damn…det blev kringlet, men forhåbentlig giver det mening.

Verden kan aldrig blive den samme som den var før Corona, idet det der sker nu, vil stille sig i vejen for det. Vi vil sikkert, om noget tid, være tilbage i en dagligdag, der minder om det vi kender fra før Corona, men noget vil for altid være forandret i forhold til tidligere; nogle muligheder har åbenbaret sig i lyset af denne globale krise, og disse vil måske med lidt held kunne forblive i det der kommer?

Hvor vil jeg egentlig hen med disse tanker? Hmmmm….måske kan de belyse en af de store udfordringer vi alle her i forhold til relationer af næsten enhver art; nemlig at ting tages for givet og at vi tillægger vores version af fortiden sandhedsværdi.

”Jeg kan huske at det foregik på den måde, og derfor må det være sandt”

Fortiden eksisterer ikke. Alt sker lige nu, og derfor sker fortiden også lige nu, og den formes og skabes lige i det sekund den hentes frem fra erindringen – og tilpasses derved det nu, hvori den hentes ind, så at tro, at noget erindret er andet end en fortælling, er at stable problemer op for én selv, for min partners erindring kan umuligt være præcis den samme som min, og derfor bliver jeg nødt til at være nysgerrig på, hvad denne (partneren) erindrer – kun på den måde kan vi mødes i samtalen. Hvis fortiden var virkelig, så ville vi jo aldrig betvivle den, men den er kun en konstruktion og derved kan den afvige fra en anden udgave, skabt af en anden.

For Heraklit forandredes verden ustandseligt. Et af hans udsagn var, at man ikke kan bade to gange i den samme flod, for det vand man stiger op af, flyder videre, så næste gang bader man i noget andet vand, eller også er man selv blevet en anden.

Vi må ikke og bør ikke tage hinanden for givet, for vi er aldrig den samme som vi var – på samme måde som verden ikke kan være den samme som før Corona. Ved at tage noget for givet, begrænses al bevægelse og derved også muligheden for at se eventuelle forandringer. Jeg er ikke den samme som jeg var for 6 måneder siden, for 6 uger siden, for 6 dage siden. Jeg har læst noget jeg ikke vidste dengang, jeg har hørt noget nyt, tænkt noget nyt – jeg er flydt videre, så den udgave af Max, som verden møder i dag, kan umuligt være den samme som den der erindres fra i går.

I parforholdet, i venskabet, på arbejdspladsen bliver vi alle taget for givet og det er nok også trods alt det nemmeste, for det vil være frygteligt besværligt at skulle lære alle at kende på ny hver gang vi mødes, men lige præcis i parforholdet kan det være en spændende rejse at tage sammen; at lære hinanden at kende igen, for i al den tid vi har taget hinanden for givet, er der sket så mange usete forandringer, at personen faktisk kan vise sig helt ukendt.

I hvert fald vil jeg anbefale at erkende, at fortiden er en konstruktion. At jeg selv skaber min fortid i nutiden og at jeg derfor altid bør være nysgerrig på, om min version er den samme som min partners, da vi ellers selvsagt ikke taler ud fra samme punkt, og ved at gøre sig denne erkendelse, gøres det ligeledes muligt at forandre fortiden, i nutiden – at forandre den konstruktion, der udgør det erindrede.

Skal vi tage en snak?