’Hvis et træ vælter ude i skoven, og ingen hører det, larmer det så?’

Her i min Coronaskabte ensomhed, drives tankerne åbenbart ud på nye stier og i stilheden åbenbares nye erkendelser, født ud af den ro i mit liv, som andres hysteri har skabt.

Første gang jeg hørte om denne betragtning, den filosofiske overvejelse om, hvorvidt et væltende træ afgiver lyd, hvis ingen hører det, forkastede jeg ideen som noget sludder, for selvfølgelig ville det give en lyd, men ud af det blå – da jeg var ude på en længere cykeltur i går (netop i det blå, der dog på det tidspunkt var mere grå), der gik det op for mig, at jeg rent filosofisk godt kunne bevæge mig ind bag ved tanken om det væltende træ – og at jeg måske endda kan lade disse overvejelser danne grundlag for en større livsbetragtning.

Lad mig her lige pointere, at jeg taler helt uden videnskabeligt belæg – jeg lader blot tankerne løbe.

Hvad er lyd?

Lyd er gentagne trykbølger igennem luft eller andre stoffer. Lyd registreres igennem den frekvens de mødes i, og møder disse bølger ikke inden for en given afstand en membran at afgive deres bevægelse (lyd) på, så ophører bølgen og derved også bevægelsen – altså den mulige lyd.

I verdensrummet er der et fuldstændigt vakuum og derfor ingen mulighed for bevægelse, ingen mulighed for lyd. Jeg vil kunne råbe lige så meget jeg orkede uden at nogen kunne høre det.

Så det jeg begyndte at tænke over, var netop at lyden jo først opstår idet den registreres. Lyden er ikke noget i sig selv, og hvis ingen registrerer den, så er den ikke. Er det noget sludder?

Lyd af et væltende træ er jo kun lyden af et væltende træ fordi jeg genkender det som lyden af et væltende træ. Hvis jeg var opvokset i en ørken og aldrig havde set et træ, så ville lyden ikke betyde det for mig. Måske ville den betyde noget andet, måske ville min hjerne søge efter et mønster at koble lyden på og jeg ville derefter opleve lyden som værende noget helt andet.

På samme måde kan vi jo begynde at diskutere lyde generelt, for ligesom enhver anden sansning, så beror de på den erfaring som sanseren møder sansningen med, og ingen sanser det samme, så ingen hører det samme. Alt hvad vi sanser bygger på erfaring, og derfor kan vore sansninger nogle gange være vidt forskellige i samme situation, hvilket kan føre til voldsomme diskussioner og sætte uskyldige såvel som skyldige mennesker i fængsel.

”Det var lyden af et væltende træ”, siger den ene. ”Det var lyden af en kælvende kamel”, siger den anden, og de har vel begge ret, for selvom de efterfølgende kan se det væltede træ, så har den anden hørt noget, der mindede om en kælvende kamel – fordi deri lå dennes erfaring, men ved at blive præsenteret for en anden mulighed, kan der skabes en ny erfaring, hvilket egentlig er et fantastisk sundt udgangspunkt at møde livet med, tænker jeg. Ved at blive præsenteret for en ny mulighed, kan skabes en anden erfaring. Egentlig grundlaget for den narrative terapi, som jeg studerer lige nu – og sikkert også for en stor del af de andre terapiformer, der virker ud fra en ikke-vidende position,

Så kan vi regne med det vi hører?

Bestemt kan vi det. Hvad vi ikke kan regne med er, at afsenderen er enig i vores konklusion, for hvis vi tænker på noget sprogligt formuleret, så leveres dette altid med en intention og baseret på en erfaring, og intet af dette kan jeg som afsender forvente forstået på samme måde hos modtageren – derfor siger jeg aldrig det jeg siger, men jeg siger det som modtageren hører. (citat: Humberto Maturana)

Du godeste, hvordan endte jeg her? Det var slet ikke min hensigt at ende i en konstruktivistisk vinkel, men nu er vi altså her og på en eller anden måde ledte stien mig hertil.

Måske kan det så være en opfordring til alle der læser dette og som i disse tider sidder indespærret med en partner, som efterhånden begynder at virker temmelig uudholdelig. Prøv at bruge de kommende uger i isolation på at lytte til hinanden, på at spejle den anden og ikke på noget tidspunkt at tage noget som helst for givet, for selvom vi har kendt en person i 3-5-7-13-19 år, så er det jo slet ikke sikkert, at vi kender vedkommende; vi har blot taget det for givet at vi gør. Når I nu alligevel sidder og kigger tomt på en eller anden ligegyldig Netflix-serie, så sig et eller andet uventet – og se hvad der sker.