’At springe ud’ er blevet så populært. Man kan ’springe ud’ som snartsagt hvad som helst, for i termen tænker jeg, ligger ønsket om at ”være noget andet end normen” – deri ligger springet vel? Ofte springer man ud af et skab, altså fra noget mørkt; fra et sted hvor ’noget’ (det ’anderledes’) har været gemt, men som nu skal vises for alverden, bringes ud i lyset; et ’noget’ der er ’noget andet’ end den vedtagne norm.

Jeg snakker med mange, både par og singler (og nej, jeg bruger ikke termen ’solo’, på samme måde som jeg heller ikke har inkorporeret hele det nye vokabularium, der har lagt sig i kølvandet på det at åbne sit parforhold op), og ofte snakker vi om det her med at være ”polyamorøs” som noget ’man’ er blevet, altså som om det er valg, der er blevet truffet?

Jeg undres her lidt over alt det her springeri, for der springes kun væk fra det ”norm(-ale)”, aldrig tilbage igen. Jeg har aldrig hørt om nogen, der er ”sprunget ud” som homoseksuel og så lever livet som det i nogle måneder eller år og så pludselig erkender, at det var det vist et forkert spring og så vælger at…..hvad(?)….springer man så ind i skabet igen? Måske springer man så ud som heteroseksuel? Det hører man aldrig om. En homoseksuel der pludselig springer ud som heteroseksuel. Eller springer man i realiteten ind?

På samme måde som teksten på billedet til denne blog. Nederst i teksten forundres over, at ’man’ ikke vælger at være medlem af den nye forening (som jeg kommer tilbage til om lidt), for man er vel ’ude af skabet’ – derved indikeret, at ’man’ har været inde i et skab. Hvis vi erkender, at det at kunne elske mere end ét voksent menneske ad gangen (som voksen vel at mærke, for børn kan jo sagtens – de elsker uden problemer begge deres forældre m.fl.) er noget som ikke er alle forundt, noget som sker på baggrund af en indre erkendelse og et truffet valg, så giver det måske mening at tale om et spring, men hvis vi i stedet overvejer muligheden for, at vi alle faktisk besidder evnen til at forelske os, endsige elske, mere end ét voksent mennesker ad gangen, så giver det ingen mening af snakke om et spring, men mere at erkende det kulturelle valg, der er truffet i forbindelse med at væge seksuel monogami.

NOTE: Må jeg ikke her henlede opmærksomheden på min hovedopgave til mit sexologistudie, hvor jeg skriver om netop det evolutionsmæssige aspekt vedr. pardannelse, og hvor det uhensigtsmæssige ved seksuel monogami bl.a. berøres? 30 sider om evolution og pardannelse. https://www.maxdue.net/mine-tanker/

Lad os få nogle få termer på plads:

  • Monogami kommer ud af græsk, fra mono (ene) og gamos (ægteskab) – altså, at være gift med én (ad gangen).
  • Polygami kommer selvsagt samme sted fra, og betyder at være gift med flere ad gangen, hvilket er forbudt ved lov her i landet, på sammen måde som bigami (hvor ægteskab til to er involveret). Ægteskab som term er vigtig her, for jeg kan uden problemer være biamorøs eller polyamorøs
  • Polyamori hentyder til det græske poly (mange) og det latinske amor (kærlighed). Heri indgår ikke ægteskab, men derimod kærlighed – om kærligheden forventes implicit i gamos skal jeg ikke udtale mig om, men jeg tænker dog ikke, at den er tænkt ind som en nødvendighed af de tidlige kirkefædre, da termen i sin tid blev vedtaget.

Det at være polyamorøs, altså i stand til at kunne elske flere ad gangen, indbefatter ikke pr. definition at indgå i en seksuel relation, men blot at erkende, at jeg som voksent menneske faktisk godt kan elske mere end én ad gangen (og så agere ud fra det), men at jeg, qua mit kulturelle ophav, vælger at hævde det modsatte og således lade dem der tænker eller erkender anderledes springe ind til mig i det kulturelle skab, som jeg har placeret mig ind i, og fordi jeg lever i illusionen om, at mit skab er den ’virkelige verden’, så må anderledes tænkende altså springe ud herfra. Jeg vil dog vove en påstand om, at vi, i erkendelsen om at kærlighed til flere er mulig og at det sagtens kan fungere som relation, faktisk blot afføre os nogle kulturelle klæder, der i lang tid har føltes for stramme om livet. Der springes ingen steder, der erkendes blot på ny… og hvor skulle jeg så egentlig springe hen, hvis jeg efter en tid må se i øjnene, at jeg faktisk ikke fungerer særlig godt i en åben relation? Er dørene til det monogame skab så lukket for mig? Er de monogame broer brændt? Er mit medlemskab til den monogame forening blevet opsagt? Hvor springer jeg hen??

Dette bringer mig til billedet foroven. På billedet ses en tekst, klippet fra en FB-gruppe, hvor der gøres nogle tanker vedr. tilslutningen til den nystartede forening for ”Polyamorøse i Danmark”. Jeg vil ikke hænge nogen ud og alle tanker er totalt meget i orden, men ordlyden fik mig til at tænke disse tanker, for hvorfor behovet for en forening? Er vi alle ved vores fødsel automatisk indmeldt i foreningen ”Monogame i Danmark”, og kan jeg i så fald melde mig ud af den uden at skulle betale foreningsbidrag til en anden? Er der penge at spare her?

Hvori ses behovet for omtalte forening? Er det ønsket om at kunne sige, at ’sådan én er jeg og disse etiske retningslinjer vælger jeg at følge – se, de står skrevet her. På denne pamflet’.

Ved at melde mig ind i omtalte forening, skaber jeg en erkendelse af at skille mig ud; at det er mig der træder ud af den ene for at indgå i den anden, og det kan jeg simpelthen ikke se nogen som helst grund til, for jeg er ikke noget andet, og jeg føler på ingen måde et behov for at iklæde mig andre gevandter, at vifte med et andet flag, at indstudere en masse nye termer i mit sprog eller at springe nogen som helst steder hen, hverken ind eller ud af diverse møbler.

Jeg erkender, at jeg kan elske mere end ét voksent menneske ad gangen. Jeg erkender også, at jeg kan indgå i flere på hinanden løbende relationer, at jeg kan føle en voldsom jalousi og usikkerhed, og at jeg kan føle en stærk kærlighed. Jeg erkender også, at jeg kan blive fravalgt såvel som tilvalgt.

Jeg erkender, at jeg kan være uden at skulle blive.