Det er nu onsdag aften og jeg har ikke været i fysisk kontakt med nogen siden mandag morgen meget tidligt, da jeg kørte fra København kl. 04.15. Efter 3 dage med fysisk nærhed i overflod, kan jeg mærke dets fravær her 2½ dag efter den sidste berøring, det sidste kys.

Det er vigtigt at holde afstand i disse tider; selv i butikkerne sætter de 2 meters-mærkater op, så vi holder afstanden. Til hinanden.

Kravet om afstand skaber afstand, ikke kun fysisk, men også psykisk. Jeg har aldrig spekuleret over det før, men jeg kan mærke den, afstanden. Jeg kan mærke den i de mennesker jeg møder på mine daglige gåture, mærke hvordan vi går i buer udenom hinanden. Jeg kan mærke den i supermarkedet, hvor også den beklædningsmæssig afstand er ved at dukke op i form af ansigtsmasker, hvilket blot skaber yderligere distance. I mig. Kan jeg mærke.

Kvinden, jeg mødte tidligere, i fuld Niqab fulgte for en gang skyld forskrifterne bedre end mig og hostede risikofrit inde bag det hele.

Jeg er temmelig introvert, så jeg er ikke fortvivlet over min påduttede karantæne. Jeg har haft ferier, hvor det eneste selskab jeg nød i to uger, var mit eget. Jeg trives i mit eget selskab, men på samme måde som behovet for at ”surfe på nettet” er størst når forbindelsen er nede, så rammes jeg lige nu af en ensomhedsfølelse, fordi forbindelsen også her er nede; forbindelsen til livet omkring mig; forbindelsen til min datter, mine venner, min kæreste (der bor i et andet land og som derfor er u-nåelige på alle måder). I det fravær mærker jeg afstanden ekstra tydelig. I den usikkerhed som er lige nu, der mærkes forandringen i livet mest, tydeligst. Som en fysisk fornemmelse i kroppen.

Jeg er ikke bange for corona-virusset. Ikke et sekund frygter jeg den, men jeg frygter det fravær der forlanges af os alle i dens kølvand og jeg frygter det ukendte tidsaspekt jeg præsenteres for. Jeg frygter for ringene den skaber i den vand vi kalder for vores samfund. Lige nu er de små, ringene. De føles store, men de er helt små og helt tæt på os alle – derfor føles de store, men hvad sker der, når de med tiden bliver større i diameter og deres effekt kommer med forsinkelse?

Måske er det godt at verden lige nu rammes globalt af en forholdsvis ufarlig virus? Måske kan det rykke ved forestillingen om, at intet ondt skal vederfare os; at selv vi her i den trygge danske andedam kan rammes af noget udefrakommende, noget fuldstændig uden for vores kontrol og at vi kan være nødt til at forandre vores magelige liv i erkendelsen af, at det (åbenbart ikke) altid er ”de andre” der rammes? Måske kan det forberede os på noget værre, der med sikkerhed er i vente og at vi, når dette ”værre” på et tidspunkt stikker hovedet frem, har lettere ved at acceptere begrænsninger i vores liv og færden og ikke panikker helt så let som nu? Måske er det næste gang ikke gær og toiletpapir eller anden panikhamstring der ligger først for, men visheden om, at det hele nok skal gå, når blot vi passer på hinanden. I fraværet. I afstanden.

Jeg kan følge mine medmenneskers panik på de sociale medier. Jeg kan følge mediernes kronede dage, der brænder kraftigt på ved skabt af denne panik. Jeg er derfor også på det nærmeste holdt op med at se nyheder eller at læse disse, men nøjes med et hurtigt kig en gang om dagen, for på et tidspunkt må der vel komme en besked om, at virusset i Danmark, Tyskland, Belgien og Holland har overgivet sig – og så vil jeg, ligesom Bankdirektør Varnes i Matador, med et bredt smil rykke de mørklægningsgardiner, jeg lige nu omgiver mig med i forhold til resten af verden, ned og derved invitere det levede liv indenfor igen.