Jeg læser lige nu Wittgenstein, en filosof for hvem sproget udgjorde en stor del af de gjorte tanker. Jeg har stødt på ham flere gange i forbindelse med mit studie af den narrative metafor, hvor både Allan Holmgren og Michael White lystigt citerer fra ham, og derfor læser jeg lige nu om og af ham – og selvom det flere steder er svært fordøjeligt, så giver meget af det god mening… og det er nogle af disse tanker jeg i det kommende vil gøre rede for.

Alt citeret eller afskrevet, vil vises i grønt

Wittgenstein citerer, som motto for værket Filosofiske undersøgelser en østrigsk forfatter med ordene: «…I det hele tager kendetegner det fremskridtet, at det synes langt større end det i virkeligheden er»

Hvad er meningen? Man føres ind i en helt ny verden – og mindes straks om, at forskellen nok ikke er så stor endda! Pointen er vel, at man ikke skal lade sig forblænde af de iøjnefaldende forskelle og glemme at bemærke følgende. For det første, hvad der bag de nye gevandter er uændret det samme. For det andet, hvad der for alvor er forskelligt, altså den forskel, der gør alle de andre.

Dette kan bruges som pegepind i utrolig mange retninger; jeg vælger at kigge på parforhold/-relationer (indtil videre i hvert fald ?)

Er dette ikke lige netop opskriften på det problematiske i det moderne parforhold eller i den måde, hvor på vi søger at møde hinanden? Er det ikke netop opskriften på forelskelsen? At det den nye partner/person repræsenterer synes langt større end det i virkeligheden er? At deri ligger forblændelsen, håbet om at netop dette nye indeholder lige netop den forskel, der gør den forskel, at dette bliver en relation som kan bestå? Og først når forelskelsen er tonet lidt ud, er gledet lidt i baggrunden, så bemærkes måske, at der bag de nye gevandter faktisk nærmest udelukkende findes noget genkendeligt og at den forskel, der gør alle de andre, måske kun ligger i håbet om den?

Hvis der bag de nye gevandter reelt set gemmer sig det samme, og dette ikke virker til at fungere – hvilket jeg tænker er genkendeligt for de fleste, i hvert fald genkender jeg forbløffelsen over, at igen og igen at befinde sig i en relationsproblematik, der ikke er frisk og ny, men blot en genindspilning af noget allerede opført og forkastet, så skylder vi vel os selv at tage det til efterretning og kigge på vore egne bevægemønstre i vores søgen efter det vi higer.

Jeg sidder her og tænker på den kravsstillelse som florerer i dating-miljøerne, og som jeg mener at have skrevet om tidligere. Alle disse krav, der danner grundlag for profiltekster, og som, i min beskrivelse, udelukkende har til formål at tilbyde mere af det samme, for jeg nægter at tro på, at alle de kvinder, der insisterer på at manden partout skal være højere end dem, alle har erfaringer med mænd der er mindre og har fundet det at skulle kysse nedad helt vildt besværligt. På samme vis mht. skæg, briller, økonomi, indtagelse af rødvin og mod-/medspil….alt sammen forestillinger om en forskel i forhold til det erfarede, der åbenbart ikke virkede, men (og her tolker jeg) som hos mange ofte blot vil være gammel vin på nye flasker – eller, som i citatet øverst, blot mere af det samme, når der kigges ind bag de nye gevandter, hvor den forskel, der har til hensigt at gøre alle de andre, viser sig at glimre ved sit fravær.

Hvis jeg virkelig ønsker fremskridt i min parrelation; hvis jeg virkelig ønsker at opleve den forskel, der gør alle de andre, så tænker jeg, at jeg må fralægge mig alle mine krav baseret på erfaringer eller ’villen’. Jeg må kigge indad, helt derind hvor forestillingerne og de sociale mediers magt ikke gives nogen betydning, og derindefra må jeg kigge på de mennesker jeg møder, kigge ind bag de nye gevandter, kritisk og opmærksomt. Findes her noget nyt? Findes her den forskel, der gør alle de andre? Og kan jeg svare ja til det, spiller hverken højde eller drøjde nogen rolle, herinde – men noget helt andet er måske, når jeg møder mit offentlig ’selv ’og vurderingerne pludselig igen får liv?

Måske er alle disse tanker noget værre sludder, og måske er det ikke muligt at forholde sig nysgerrigt undersøgende, når forelskelsen viser sit ansigt?

Måske?

Måske ikke?

…og der kom ikke flere citater eller tanker fra omtalte filosof….ikke her i hvert fald, men måske i de kommende tanker fra mig ?