Jeg sidder og læser SEXUS-rapporten i disse dage, eller skimmer den måske nærmere, da det er en temmelig omfattende sag, og falder til stadighed over temaer, som sætter tanker i gang, hvilket måske vil præge min aktivitet den kommende tid her ?

Kønsindentitet

Cismænd, ciskvinder, transmænd, transkvinder, nonbinære mænd og nonbinære kvinder – alle sammen udtryk, der indgår i klassen af begreber omkring moderne kønsidentitet.

Cis: at føle sig som det køn man ved fødslen er blevet identificeret med.

Trans: at være tildelt et køn, som man i dag ikke kan forene sig med.

Nonbinær: at opfatter sig som både han- og hunkøn, eller som hverken/eller – måske endog som et ved-ikke.

Hvad er det, der skal skaber vores kønsidentitet? Det spørgsmål stillede jeg mig selv i dag, og har tænkt over det. Hvad skaber følelsen i mig om, at jeg er en ”mand”? Hvad definerer den?

Det kan ikke være min seksualitet, tænker jeg, ikke den alene i hvert fald, for den siger ”heteroseksuel, med en snert af biseksualitet”, men både erklærede homo- og biseksuelle kan føle sig som mænd, så det kan ikke sidde i seksualiteten udelukkende.

Hvad identificerer mit køn? Er det den kultur jeg er opvokset i? Er det omgivelserne, traditionerne, der former min kønsidentitet? Det giver på en eller anden måde lidt mere mening, at kulturen skaber vort eget selvbillede og derved også vor kønsidentitet – og at jo snævre eller mere krævende rammerne herfor præsenteres, jo sværere bliver det at finde en plads. For 100 år siden var rammerne utrolig rigide og indforståede. Der var man mand og kvinde – og måske nogle følte sig ”udenfor”, men umiddelbart tænker jeg ikke, at det overhovedet var i samme omfang som i dag.

I dag, hvor rigtig mange synes at have mistet fornemmelsen af ”sig selv” på bekostning af likes på Facebook og Instagram, og på et behov for at ”skille sig ud” for på den måde at ”blive set” i en verden, hvor flere og flere ikke kigger op, men ned – ned på skærmen, hvor også en stor del af identitetens har fået plads, hvor kønsrollerne er i opløsning og hvor der tillige levnes plads til at ”være noget andet” i offentlighedens (og egne) øjne, der skabes masse af plads til at blive i tvivl om, hvad/hvem ”jeg egentlig er”.

Det fysiske køn og det psykiske køn er i hvert fald ikke nødvendigvis det samme, og for nogen er denne erkendelse svær og tabubelagt – kulturen spiller helt klart en rolle. Tænker jeg, men kulturen er jo også bare en fortælling, der kan fortælles anderledes.