– Hvis du mødte den helt rigtige kvinde for dig; ville du så slippe hende for at kunne være sammen med flere?
Dette spørgsmål fik jeg i relation til nogle netop afholdte foredrag i København, hvoraf det ene var omkring ”Alternative samlivsformer”. Et foredrag omkring det problematiske i den seksuelle monogami, som jeg synes at se tydelige tegn på omkring mig og så nogle alternativer til denne samlivsform. I foredraget gjorde jeg det klart, at jeg pr. definition ikke er monogam og at jeg er helt overbevist om det vidunderlige i at kunne elske mere end én voksen ad gangen.
Da jeg fik spørgsmålet, var min umiddelbare tanke dog, at det ville jeg nok ikke – altså slippe hende for at kunne være sammen med flere, og det var også mit svar, efterfulgt af en erkendelse af, at jeg dog ville være meget omhyggelig med at forklare hende omkring mine tanker omkring, hvad kærlighed er for mig.
Spørgsmålet – og ikke mindst mit svar, rumsterede en del i mine tanker i aftes og jeg er kommet frem til, at det var et elendigt svar, men dog det eneste jeg kunne give lige da det blev stillet.
Svaret er for så vidt ærligt nok. Det er konteksten den er gal med, for den helt rigtige kvinde for mig, ville slet ikke sætte dette kriterium op, og derfor ville situationen ikke opstå og derved heller ikke mine forklaringer omkring, hvad kærlighed betyder for mig. Deri ligger en stor forskel.
Jeg kunne stille det samme spørgsmål med omvendt fortegn (og ærgrer mig over, at jeg ikke var skarp nok til at gøre det i situationen), nemlig: – Hvis du nu mødte den helt rigtige mand for dig; ville du så kunne finde dig i, at han elskede flere end dig?
Er svaret her ”nej” – er han så den rigtige? Nej, vel? Spørgsmålet er på mange måder et paradoks, for hvis jeg giver prædikatet ”den rigtige” ud fra det kriterium, at der deri ligger en erkendelse af den helt store kærlighed, simpelthen manifestationen af de forhåndenværende ønsker om hvad et andet menneske kan betyde i mit liv, så vil ønsket om blot at lære dette skønne væsen af kende på alle måder over lang tid med sikkerhed være det eneste saliggørende …..i lang tid ….for mig, og en dyb kærlighed ville kunne opstå og deri også trygheden i noget vedvarende, men vil denne kærlighed kunne opstå, hvis der ikke samtidig ligger en fuldstændig accept af den anden person? Hvis der, i kærligheden, ligger en betingelse – altså at du må ikke elske andre …..kan der så overhovedet være kærlighed? Og er det så overhovedet den rigtige?
I kærligheden findes trygheden, som jeg ser det. Ikke frygten. Trygheden i, at et andet menneske elsker mig og aldrig vil gøre mig ondt.
Johannes Møllehave udtrykte dette så smukt i sætningen ”Du kan love et menneske evig kærlighed, men du kan ikke love et menneske evig erotik.”
Trygheden i, at dette andet menneske – også selvom der opleves kærlighed til en anden end mig – altid vil favne mig, se mig, elske mig og passe på mig. Det er ikke en sikkerhed i, at alting forbliver statisk, at det der lige nu er altid vil bestå som en relation – risikoen for forandring vil altid være en faktor i livet, hvad enten det vælges levet monogamt eller ej, men en sikkerhed, og en tryghed i, at der er kærlighed og at enhver forandring vil blive bragt til torvs i forvisning om, at den anden vil lytte med kærlige øren (hvad det så end er) og med et oprigtigt ønske om at møde mig i det jeg siger.
Betyder det, at det vil være nemt for mig, at skulle fravælge en kvinde, som jeg har forelsket mig i, som umiddelbart virker til at være én jeg gerne ville lære at kende på alle måder og som jeg føler lyst til at dele livet med, hvis hun sætter det ene krav op (det ene, som kan vise sig at være det første af mange), at jeg kun må elske hende???
Bestemt ikke. Det vil være hæsligt og gøre ondt langt ind i sjælen. Det vil bringe tvivlen ind i mig; tvivlen om hvorvidt det er vigtigt for mig at være den jeg er, tvivlen om vigtigheden i at være autentisk, for jeg vil jo hende så utrolig gerne, og hun er jo lige der ….men måske er det hér, at det samme spørgsmål skal stilles; det der med de omvendte fortegn, for det er jo ikke kun mig, der må være ærlig i valget (eller fravalget) – den går jo begge veje, og ingen af holdningerne er mere rigtig end den anden. Det er ikke mere rigtigt at være polyamourøs end det er at være monogam. Det er ikke kun mit tab, det er også den andens.
Måske sådan en erkendelse kan skabe en åbning for at mødes i forskelligheden, at kunne enes i foranderligheden?
Jeg ved det ikke. Måske jeg vil opleve det engang og derved kunne svare.
Spændende og relevant indlæg, Max!
Tusind tak, kære Linn
Et flott innlegg om et viktig tema! Du skriver som vanlig veldig godt. <3
Dog vil jeg legge til at selv om man møter en som har de samme verdiene, holdningene eller what ever som gjør ham/henne til "den rette", er det nok alltid lurt å uansett snakke om hva kjærlighet betyr for hver enkelt. Så den situasjonen burde skapes, selv om det ikke er for å sette begrensninger og krav. For kjærlighet kan være så mangt, og selv ved ubetinget kjærlighet kan kjærlighet være så forskjellig. Så å bli kjent med hverandres kjærlighet er minst like viktig som å finne kjærlighet i hverandres felles interesser, gleder og enigheter (og uenigheter). For kjærlighet er ikke statisk, og heller ikke de forskjelliges kjærlighetsspråk, kjærlighetssmønster eller kjærlighetsevner. Jo mer man vet om hverandres uttrykk for kjærlighet, evner til å motta kjærlighet og hva kjærlighet betyr for den enkelte, desto nærmere vil man komme tryggheten og gleden i hverandre.