“Mod er ikke fravær af frygt, men sejren over den. Den modige mand er ikke ham, der ikke føler sig bange, men ham der besejrer denne frygt”.

Noget siger mig, at Nelson Mandela har udtalt dette, men i bund og grund er det af mindre betydning; det vigtige er, om det har noget på sig?

Er det ”mod”, der er beskrevet ovenfor? At erkende sin frygt og at turde møde den? Kræves det, at frygten besejres (og hvad vil det egentlig sige (?)) for at der er tale om mod, eller er det nok blot at se den i øjnene?

Hvorfor nu disse tanker?

Jeg er nu igen blevet kaldt ”modig” i det jeg gør og foretager mig, senest fordi jeg har medvirket i indspilningen af en film om tantramassage sammen med en god veninde. Hun spurgte mig for nogle år siden, om jeg ville kunne tænke mig at være model i en sådan film, hvis det på et tidspunkt ville vise sig som en mulighed, og det sagde jeg selvfølgelig ja til, og optrådte altså i sidste uge i fuld nøgenhed sammen med hende foran et kamerahold, hvor jeg lod mig massere med alt hvad det indebar af kropslige reaktioner.

Det bliver en fantastisk film, som jeg glæder mig til at henvise til her og hvor nogen evt. ønsker at se den – i hvert fald tyder de foreløbige klip på noget ud over det sædvanlige (hvad det så end kunne tænkes at være).

Er det ”mod” at turde være nøgen foran andre mennesker? At turde lade sig filme uden tøj og derved stå ved alle de fejl og mangler som en nøgen krop på 51 år kan præsentere. Er det ”mod”, når jeg ikke har skullet se nogen form for frygt i øjnene? Det tænker jeg ikke, og forbløffedes lidt over kommentaren, da jeg mødtes af den.

”Frygt” er et stort ord, og jeg sidder og tænker på forskellen på ”frygt” og ”utryghed”, for jeg udfordrer gerne alt, hvad der skaber en fornemmelse af ”utryghed” i mig, men der er altså meget langt derfra og så til ”frygt”. Tænker jeg?

”Frygt” indebærer (for mig) et totalt tab af kontrol, og ville betyde noget med ikke at kunne slippe ud af en fastlåst farlig situation. En situation, hvor jeg ville blive bange på helt grundlæggende plan og hvor eneste reaktion er handling, en bevægelse for at skabe en åbning.

Jeg føler ikke frygt i noget af jeg udfordrer i mig selv; jeg føler mig ofte (og gerne) utryg, men aldrig frygt. Jeg kan være utryg ved at tage alene i Swingerklub, ved at lade mig fotografere eller filme uden tøj, ved at vinterbade eller ved at starte på nye uddannelser og derved skulle relatere til 20-30-40 nye mennesker. Det kan jeg bestemt være utryg ved, men jeg er fuldstændig overbevist om, at jeg vil kunne håndtere alle tænkelige scenarier derved; at jeg vil kunne klare alt hvad jeg møder i den forbindelse – den sikkerhed har jeg med ind i det; den tro på mig selv og min egen styrke, og derfor kan der ikke være ”frygt” og altså heller ikke ”mod” – nærmere blot en ”nysgerrighed” på hvad der skaber denne utryghed i mig.

Hvis jeg en dag møder en udfordring, som jeg oplever ikke at kunne håndtere eller se mig ud af, vil jeg så opleve frygt? Det tror jeg, og min umiddelbare tanke herom er, at jeg vil reagere med alle fornødne midler for at bringe mig i en situation, hvor jeg igen kan bevæge mig frit.

Kan ”mod” gradbøjes? Er det modigt at udfordre sin utryghed?

Er utryghed det samme som frygt? Jeg kan pludselig ikke helt gennemskue den. Forskellen.

Kan ”utryghed” forveksles med ”frygt” i en verden som vores, hvor vi aldrig reelt set oplever frygt mere, eller for det meste gives muligheden for at undgå den. I hvert fald er der forskel på, hvad frygten skabes ud fra i Danmark og i eksempelvis Somalia. Måske er ”utryghed” den vestlige verdens oplevelse af ”frygt” – og så er det jeg gør at betragte som ”modigt”. Måske ……???

Det føles dog ikke sådan.