Et vidunderligt begreb, som jeg er blevet præsenteret for igennem mit møde med skønne Maja Madsen, der i dag har vist sig at være en fremragende og inspirerende fotograf.

Egentlig nævnte jeg noget med nogle billeder for Maja i forbindelse med udvikling af min nye hjemmeside (www.duelisme.dk), der lægger sig til min uddannelse som sexolog, og hvor jeg gerne ville have nogle billeder til.

Det kunne så ikke lige lade sig gøre på det tidspunkt, så jeg valgte nogle andre (hvilket faktisk også er blevet ret godt ?), men pludselig vendte Maja tilbage og spurgte, om jeg ville lægge krop til nogle af hendes ”Body Positivity”-billeder; billeder af naturlige kroppe, påklædte såvel som nøgne, almindelige kroppe, der signalerer levet liv i stedet for pletfrie retoucheringer og alt for ”perfekte” modeller, og selvfølgelig ville jeg det.

Hvorfor denne selvfølgelighed, kan man spørge? Fordi det er blive fotograferet er en overvindelse for mig. Jeg har praktisk talt ingen billeder af mig selv, bortset fra de 5-6 stykker jeg har fra fotografen sidste år sammen med min datter. Jeg bryder simpelthen ikke om at se mig selv på billeder, og sådan en fobi kan jeg da simpelthen ikke finde mig i.

Når jeg tænker på min barndom og ungdom, så undgik jeg konsekvent at blive fotograferet. Mit selvværd var ikke stærkt nok til at acceptere, hvad kameraet fangede; jeg syntes ikke om, hvad jeg så. Jeg hadede skolefotografier, for dem kunne jeg ikke løbe fra, gemme mig i; der så jeg en fremmed (mig selv) stå og slet ikke ligne det som jeg ønskede at jeg skulle ligne. Uha, hvor jeg lige nu rammes af en dyb sørgmodighed; jeg overvældes af følelserne fra dengang, manifesteret i en voldsom uro i kroppen og jeg bliver ked af det. Av av…..hvor vildt. Det har jeg aldrig før tænkt på – på den måde. Jeg har bare undgået at skulle forholde mig til det.

Puhhhhh…..derfor omtalte selvfølgelighed, for noget i mig skreg for at få kigget på denne del af min fortid, kan jeg mærke nu, og skulle det være, så skulle det være et fuldstændigt kig på hele mig, ikke i et studie med en baggrund af en væg, men nøgne mig foran et kamera, der havde fået carte blance til at blotlægge hele mig, alt, og efterfølgende lægge dette offentligt frem i det omfang som hun, Maja, ønskede det.

Vi mødtes kl 8.00 i morges, således at vi kunne lege med det tidlige morgenlys i mit soveværelse. Hun kom og jeg klædte mig af, hvilket jeg ikke har nogen som helst problemer med. Spændingen i mig kom først, da kameraet kom frem og begyndte at klikke. Jeg trak automatisk maven ind, spændte muskler og forsøgte at skabe billedet af alt andet end mig selv, alt andet end den 50-årige mand jeg er, med alle årene mejslet i min krop – alt dette imens jeg forsøgte at se afslappet ud, hvilket naturligvis ikke virkede – og hvilket jeg selv blev opmærksom på efter kort tid, og samtidig med at Maja var vildt begejstret for lyset og mig som model, begyndte jeg gradvis at slappe mere og mere af. Maven og ballerne fandt deres naturlige leje; panderynken blev mindre og mit eget fokus på mit uperfekte ydre begyndte at aftage og jeg slappede af.

På et tidspunkt begyndte jeg at sanse mig selv simpelthen ved, at jeg begyndte at røre ved mig selv, mine hænder, mit ansigt, min hals og nakke….og deri skete et skifte. Jeg glemte kameraet. For en stund.

To timer blev det til. To timer, hvor lyset gradvist gik fra orange til gult, og hvor jeg mere og mere fandt glæden i blot at bevæge mig uden vejledning, alt imens Maja klikkede løs.

Da vi stoppede, kunne jeg mærke en oprigtig spænding i forbindelse med resultatet og min egen reaktion ikke mindst – for det var lykkeligvis helt ude af mine hænder. Billederne overlod jeg til Maja at behandle og vælge ud, så det der offentliggøres på et tidspunkt er derved hendes syn på mig, på hvad der tager sig godt ud ved mig, hvad der passer til hendes ønske på hendes side, hvilket helt sikkert er noget andet end det jeg selv ville fokusere på. Tænker jeg.

Disse to billeder herunder modtog jeg kort efter. De er begge fuldstændig uredigerede, og specielt det, hvor jeg står i fuld figur har jeg virkelig skullet overtale mig selv til at medtage her, uredigeret, for det rammer lige ind i noget af det der stadig findes i mig, på trods af alle mine forestillinger om det modsatte, det rammer lige ind i min forfængelighed, og den eneste måde at blive den kvit på, er umiddelbart at stille den til skue, for så har jeg ikke noget at gemme mig bag – derfor blev det medtaget.

Max, anno 2018. 50 år, i morgensolen sidst i november.

Stor og kærlig tak til Maja Madsen, for at bruge tiden på mig og for at give mig muligheden for at kigge på denne side af mig selv.

Jeg kan varmt anbefale et kig indenfor hos Maja. Hun er virkelig skøn og meget talentfuld.

http://www.fotografmajamadsen.dk/

Glæder mig SÅ meget til at se det færdige resultat